Hvorfor er det vigtigere at opfostre små egoistiske børn, der allerede i børnehavealderen tænker MIG MIG MIIIIG!? Helt små børn der kender forskellen på tøjmærker og rynker på næsen ad en anden 3-4 årig? Børn og unge, der smadrer ruder fordi de bliver taget i en ulovlighed. Børn der kalder deres lærer for møgfi**e, hvis de bliver irettesat.
Jeg synes det er skræmmende. Jeg synes især det er skræmmende at mange af disse børns forældre bare siger: "Vi støtter vores barn i at stille krav og nå langt i verden."
Men hov - hvad med at lære dem lidt om omsorg, næstekærlighed, hjælpsomhed, at dele, at samle op selvom man ikke selv har smidt skidtet, at smile og at være høflig. Hvorfor er der så mange af de gode værdier, der nærmest er helt glemte?? Jeg kender mange børn der aldrig siger : "Tak for mad" .... eller bare TAK!
Jeg kender flere børn, der er små voksne. "Hvad vil du have til aftensmad skat?" - "Hvilke bukser vil du have på i morgen?" (lille pige 4 år). Beslut dog selv hvad i skal have til aftensmad og hvilket tøj poden skal have på i børnehave. Og når børnene skriger JEG VIL HA - så lær dem dog at sige: Må jeg bede om? Og så ind i mellem sig NEJ.
Børn tager ikke skade af at få et nej. De vil hade dig nogle dage og elske dig på andre........... deal with it. Det kaldes at være forældre!
Jeg er ved at brække mig over små poder, der helt kan styre en middagsbords samtale. De får lov at bryde ind og styre hele gøjemøget - "for de skal jo høres og have en mening". JA bevares - men hver ting til sin tid.
Ikke fordi jeg skal være sådan lidt :"DENGANG da jeg var.....". Men helt ærligt - trænger vi ikke til at lære de små poder lidt almindelig pli, omsorg og godhed?
Friday, November 27, 2015
Wednesday, November 25, 2015
Udmattelse og ligegyldighed
Sammen går de hånd i hånd, de to .... Udmattelse og ligegyldighed.
Bag dem sjosker træthed, sorg, angst og den dybe tristhed hånd i hånd, mens de kigger ned i jorden og sparker mut til hvad end der ligger for deres fødder.
Alle følger de mig, liiige i hælene som skygger. Nogen som lidt mindre og grålige skygger. Nogen af dem som store, overvældende og kulsorte skygger.
Hver dag står jeg op, smiler det bedste jeg har lært. Jeg kæmper for at holde mig beskæftiget. Gøre rent, hjælpe andre med en opgave.......... et eller andet. Bare så tiden går og man ikke har helt så meget tid og stilhed, til at opfatte at skyggerne stadig står og lurer mut på een.
Men så kommer aftnerne. DE er stille og lange... meget lange. Jeg er udpræget B-menneske og jeg KAN ikke bare lægge mig til at sove kl 21. Her bliver klokken 24 eller mere. Så der er masser af tid til at lade det hele bølge og tårerne rulle.
Så folk klapper mig på skulderen og fortæller smilende at det er GODT at se jeg har det bedre. De skulle bare vide, at i løbet af en dag, så kan de sige ord der sætter gang i en lavine indeni. En lavine af angst der bare ruller ondsindet rundt. Man mærker blodet forsvinde fra hovedet, sveden springer frem og en varmefølelse kommer susende fra fødder til hoved, hurtigere end du kan sige FUCK! Maven knuger sig sammen og du ved at du snart skal have fundet tønden, fordi maven er i oprør.
Og folk gør det i god mening - bevares. De vil jo gerne hjælpe.
Jeg er holdt op med at forklare - det er jo ligegyldigt. For folk gør det de er bedst til - de vil gerne hjælp, med at GØRE de ting man ikke kan. Men de fjerner ikke angsten alligevel. Den ligger der og lurer ... stor, sort og OND. Den venter bare til du smiler, sænker barrikaderne og glemmer den et øjeblik .... SMAK så slår den dig lige i nakken igen.
Snart er udmattelsen og ligegyldigheden de mest dominerende skygger. Man begynder at betvivle at det her nogensinde kan blive bedre. Og hvad er meningen med at kunne blive 100 år gammel, hvis man har det ad helvede til? Hvis man altid skal leve med skyggen af angst og depression..... er det så prisen og slæbet værd?
Er det det værd, når man VED at man gør sin familie bekymret? Er det det værd, når man kan se og føle at nogle mennesker tænker "åh nej", når jeg i stedet for at svare: "Jeg har det fint" - faktisk svarer sandheden, når de kliché agtigt spøger: "hvordan går det?"
Omendt - så kan man ikke bare tage billetten og checke ud. For tænk nu hvis de faktisk KAN fixe een og man opdagede det lige efter? Og sådan noget gør ikke noget godt for resten af familien - tænk hvis jeg såede dette sorte frø i andre? DEN tanke kan jeg slet ikke bære. Tænk om man kan smitte med sort tankegang? En ækel og skræmmende tanke................
FØJ hvor er det udmattende, når tankerne tager på tur i høje bjerge og dybe dale.........
Bag dem sjosker træthed, sorg, angst og den dybe tristhed hånd i hånd, mens de kigger ned i jorden og sparker mut til hvad end der ligger for deres fødder.
Alle følger de mig, liiige i hælene som skygger. Nogen som lidt mindre og grålige skygger. Nogen af dem som store, overvældende og kulsorte skygger.
Hver dag står jeg op, smiler det bedste jeg har lært. Jeg kæmper for at holde mig beskæftiget. Gøre rent, hjælpe andre med en opgave.......... et eller andet. Bare så tiden går og man ikke har helt så meget tid og stilhed, til at opfatte at skyggerne stadig står og lurer mut på een.
Men så kommer aftnerne. DE er stille og lange... meget lange. Jeg er udpræget B-menneske og jeg KAN ikke bare lægge mig til at sove kl 21. Her bliver klokken 24 eller mere. Så der er masser af tid til at lade det hele bølge og tårerne rulle.
Så folk klapper mig på skulderen og fortæller smilende at det er GODT at se jeg har det bedre. De skulle bare vide, at i løbet af en dag, så kan de sige ord der sætter gang i en lavine indeni. En lavine af angst der bare ruller ondsindet rundt. Man mærker blodet forsvinde fra hovedet, sveden springer frem og en varmefølelse kommer susende fra fødder til hoved, hurtigere end du kan sige FUCK! Maven knuger sig sammen og du ved at du snart skal have fundet tønden, fordi maven er i oprør.
Og folk gør det i god mening - bevares. De vil jo gerne hjælpe.
Jeg er holdt op med at forklare - det er jo ligegyldigt. For folk gør det de er bedst til - de vil gerne hjælp, med at GØRE de ting man ikke kan. Men de fjerner ikke angsten alligevel. Den ligger der og lurer ... stor, sort og OND. Den venter bare til du smiler, sænker barrikaderne og glemmer den et øjeblik .... SMAK så slår den dig lige i nakken igen.
Snart er udmattelsen og ligegyldigheden de mest dominerende skygger. Man begynder at betvivle at det her nogensinde kan blive bedre. Og hvad er meningen med at kunne blive 100 år gammel, hvis man har det ad helvede til? Hvis man altid skal leve med skyggen af angst og depression..... er det så prisen og slæbet værd?
Er det det værd, når man VED at man gør sin familie bekymret? Er det det værd, når man kan se og føle at nogle mennesker tænker "åh nej", når jeg i stedet for at svare: "Jeg har det fint" - faktisk svarer sandheden, når de kliché agtigt spøger: "hvordan går det?"
Omendt - så kan man ikke bare tage billetten og checke ud. For tænk nu hvis de faktisk KAN fixe een og man opdagede det lige efter? Og sådan noget gør ikke noget godt for resten af familien - tænk hvis jeg såede dette sorte frø i andre? DEN tanke kan jeg slet ikke bære. Tænk om man kan smitte med sort tankegang? En ækel og skræmmende tanke................
FØJ hvor er det udmattende, når tankerne tager på tur i høje bjerge og dybe dale.........
Monday, November 16, 2015
Opkast
BWUAARRRHH - helt nede fra maven, krølles jeg sammen og der krampes hele vejen op gennem kroppen og ud vælter ordene, som en klam syreholdig opkast. Iblandet grøn galde af indestængte følelser og tanker.
BWWUUUAARRRHHH - endnu en bølge vælter ud og overrasker mig selv i intensitet. Hvad sker der? Jeg holder ellers normalt ret godt på den indre galde. Den indre sødsuppe af usagte ord - indestængte følelser - vrede der aldrig blev ytret, der plejer at ligge rullet sammen inde i mit centrum. Ulmende som en lille vulkan, men altid under kontrol.
Men ikke idag. Siddende overfor en psykolog, jeg overhovedet ikke kender, vælter det hele bare ud på gulvet. En strid stinkende strøm .... og jeg er overrasket. Jeg sidder og vrider mig lidt og tænker : "FÅ det stoppet - stop strømmen, stop kramperne nederst i maven..... hun behøver jo ikke vide alt". Og alligevel vælter det bare ud.
Og til min store overraskelse nikker hun fra tid til anden og aer mig metaforisk på kinden og så siger at jeg baaare skal komme ud med det. Ingen vrede blikke, inden fordømmelse, ingen rullen med øjnene, der vidner om at jeg "bare skal tage mig sammen".
Jeg vil på den ene side set bare gerne hjem og på den anden hungrer jeg efter at lette den rumlende følelse i maven. Ud med det - væk - få set på det - få det smidt væk, der alligevel giver kvalme, angst, uro, vrede og alt andet end en god mavefornemmelse.
ET besøg og jeg går derfra med en lidt lettere følelse i maven. Og en let forundring over hvad der skete.... Og hvad der egentlig chokerer mig mest, en snert af forventningsfuld længsel efter den næste tid. Og mig, der er så bange for at kaste op og for alt i verden holder alt indenbords, så længe jeg kan.
Men ingen tvivl om at alt det indestængte møg, sætter sig til en grim betændelse. En betændelse der inficerer alle kroge af krop og sind. En betændelsestilstand, hvorpå antibiotika, ikke har den store effekt. Og den spreder sig bare - og til sidst ligger man bare og stirrer op i loftet, mens krop og sind værker og selv den opgave at rejse sig, for at få noget føde, gør ondt og føles som at bestige Mount Everest.
Man skal være lidt grim for at være pæn, sagde den søde dame. Ud med galden, vær lidt grim - lad være med at stille dig selv sidst i køen. Lad være med at træde et skridt til side og altid lade de andre gå igennem døren før dig. Lad være med altid at tage til sidst, når maden kommer på bordet. Lad være med altid at give de andre det største stykke kage. Lad være med altid at sige "Det er okay", hvis du virkelig tænker noget andet.
KRÆV, ØNSK, STIL KRAV - sæt dig selv forrest, bare en freaking gang i mellem! Gad vide om det nogensinde vil falde naturligt for mig?
Saturday, November 07, 2015
DEM og OS
Sådan føler jeg det ... DEM og OS!! Systemet og mig - om man vil.
Jeg var engang et ungt sprudlende menneske, med stor tiltro til fremtiden, systemet, sundhedssystemet, mine medmennesker osv.
Idag ser det lidt anderledes ud.
Efter 8 år i kommunens vold - med arbejdsprøvninger, undersøgelser på div sygehuse på deres regning, udredninger, papirer der hvirvler rundt i luften, fyldt med paragraffer, diagnoser og formaninger..... 8 år med angst for hvad postkassens mørke gemte på.... 8 år med en arrogant og magtliderlig kælling af en sagsbehandler - ja så fik jeg er pension og et spark ud af systemet. Værsågod - nu fik du hvad du ville!!
Nej kære SYSTEM - jeg ville faktisk bare gerne høres, jeg vil skrues rigtigt sammen, smørres i ledene. Jeg vil FIXES og være god igen. Jeg vil gerne være rask, ligesom de fleste andre.
Men sundhedssystemet er lige så trægt, uvidende, tåbeligt og med manglende økonomisk støtte og hænder. Eller dvs hænder er der nok af - men de forkerte. Der er hænger der vasker hinanden - der er hænder der langer penge under bordet, for tavshed, for at benytte den "rette" medicin, for at have en helt særlig forloren holdning om at HER står det godt til !!
Min situation er ikke enestående, så lad os tale som VI:
VI smutter til lægen og får målt vitaminer - alt ser godt ud trods det at vi ved det burde det bare ikke
VI smutter til lægen for at finde ud af hvorfor vi har ondt i maven - men det ved de ikke helt og siger du må leve med det
VI smutter til lægen og får en vaccine der skal beskytte os mod død og ødelæggelse - og når så vaccinen smadrer vores liv fuldkommen, vaskes der hænder på livet løs
VI smutter til lægen og siger vi har ondt i sjælen - og straks langes der en pille over disken uden omtanke for at nogen gange - bare NOGEN gange, er der anden kemi inden i kroppen, der kan rettes op på anden vis.
VI smutter til lægen i håb om at blive hjulpet......
Og gang på gang må man gå slukøret hjem. Ingen svar, ingen hjælp.... bare intet. Man kan sætte sig til sin pc - i denne så oplyste verden, hvor man får lige så meget information proppet brutalt ind i hovedet på ET døgn, som min bedstefar på 98 fik på et helt år, i sine unge dage.... der kan man søge på det store spindelvæv af info.... at i udlandet kan de SÅ meget mere. I kina både spiser de hunde og ved at spiser man ingefær kan man slippe af med mange infektioner... i DK ved de ikke en skid - for alt hvad der er gratis virker ikke!!
Det er så deprimerende og frustrerende at man har lyst til at kaste håndklædet...... Lægge sig ned som et trodsigt barn i supermarkedet og ikke reagerer, uanset hvor meget nogen forsøger at trække af med een i det ene bukseben. Man ORKER ikke mere - det er bare pisse lige meget.... for hvad nytter det?
Jeg må både selv kaste redningskransen, hive den ind og give mig selv kunstigt åndedræt - JEG er min egen fucking redningsmand!
Jeg var engang et ungt sprudlende menneske, med stor tiltro til fremtiden, systemet, sundhedssystemet, mine medmennesker osv.
Idag ser det lidt anderledes ud.
Efter 8 år i kommunens vold - med arbejdsprøvninger, undersøgelser på div sygehuse på deres regning, udredninger, papirer der hvirvler rundt i luften, fyldt med paragraffer, diagnoser og formaninger..... 8 år med angst for hvad postkassens mørke gemte på.... 8 år med en arrogant og magtliderlig kælling af en sagsbehandler - ja så fik jeg er pension og et spark ud af systemet. Værsågod - nu fik du hvad du ville!!
Nej kære SYSTEM - jeg ville faktisk bare gerne høres, jeg vil skrues rigtigt sammen, smørres i ledene. Jeg vil FIXES og være god igen. Jeg vil gerne være rask, ligesom de fleste andre.
Men sundhedssystemet er lige så trægt, uvidende, tåbeligt og med manglende økonomisk støtte og hænder. Eller dvs hænder er der nok af - men de forkerte. Der er hænger der vasker hinanden - der er hænder der langer penge under bordet, for tavshed, for at benytte den "rette" medicin, for at have en helt særlig forloren holdning om at HER står det godt til !!
Min situation er ikke enestående, så lad os tale som VI:
VI smutter til lægen og får målt vitaminer - alt ser godt ud trods det at vi ved det burde det bare ikke
VI smutter til lægen for at finde ud af hvorfor vi har ondt i maven - men det ved de ikke helt og siger du må leve med det
VI smutter til lægen og får en vaccine der skal beskytte os mod død og ødelæggelse - og når så vaccinen smadrer vores liv fuldkommen, vaskes der hænder på livet løs
VI smutter til lægen og siger vi har ondt i sjælen - og straks langes der en pille over disken uden omtanke for at nogen gange - bare NOGEN gange, er der anden kemi inden i kroppen, der kan rettes op på anden vis.
VI smutter til lægen i håb om at blive hjulpet......
Og gang på gang må man gå slukøret hjem. Ingen svar, ingen hjælp.... bare intet. Man kan sætte sig til sin pc - i denne så oplyste verden, hvor man får lige så meget information proppet brutalt ind i hovedet på ET døgn, som min bedstefar på 98 fik på et helt år, i sine unge dage.... der kan man søge på det store spindelvæv af info.... at i udlandet kan de SÅ meget mere. I kina både spiser de hunde og ved at spiser man ingefær kan man slippe af med mange infektioner... i DK ved de ikke en skid - for alt hvad der er gratis virker ikke!!
Det er så deprimerende og frustrerende at man har lyst til at kaste håndklædet...... Lægge sig ned som et trodsigt barn i supermarkedet og ikke reagerer, uanset hvor meget nogen forsøger at trække af med een i det ene bukseben. Man ORKER ikke mere - det er bare pisse lige meget.... for hvad nytter det?
Jeg må både selv kaste redningskransen, hive den ind og give mig selv kunstigt åndedræt - JEG er min egen fucking redningsmand!
EKSPLOSIONSFARE!
*VILDE SIRENER HYLER I BAGGRUNDEN* WWEEEUUUU WWWEEEEEUUU.... der vidnes om fare på færde....
Jeg render rundt og har konstant lyst til at rykke hovedet af folk. Bevares - ikke de der bare er søde og helt almindelige. Respekt avler respekt og smil giver smil retur.
Men klynkerne. Dem der brokker sig på en facebookside over at Bilka har solgt hende et æble der var råddent indeni! For #)¤/#&% kvindemenneske - INGEN, heller ikke Bilka kunne freaking vide at det ene æble var dårligt vel?
Eller personen der lige skal spille klog over hvorfor man ytrer at man ikke har råd til, for 500kr medicin pr måned, plus alt det specialkost, økologi, minus spelt pis og lort, der skal til for at opretholde røven på een der ligger ned! Du skal eddermame ikke spille klog overfor mig makker! Du skal ikke spille far og sige at MAN har råd til at ryge uden at pive - men ikke råd til medicin. Du ved ikke en skid om mig fedtefrans! Jeg sparer hvor jeg KAN - jeg køber det jeg KAN - jeg kæmper for hulen hver evig eneste skide dag! Så kom ikke og sig du ved bedre - Men hey en Ingeniør tjener jo også en smule mere end jeg gør. Og tro så endelig ikke at jeg ikke allerede bruger oceaner af spildt krudt på at dunke mig selv i nødden - over ikke at SLÅ TIL - du behøver kraftedderpetervæltemig ikke hjælpe til !!
Og til dig der står nede i køen i Brugsen og brokker dig til den nye ungarbejder over tempoet! SKRIIID - stil dine varer og find en butik der kun betjener idioter. Giv det stakkels unge menneske en chance. SMIL og sig - du gør det godt kammerat! Det unge menneske er din freaking fremtids ekspedient - og du former ham famer ikke særlig godt, ved at give ham en skideballe, fordi elektronikken driller.
Uretfærdighed - meningsløs brok, folk der er dømmende uden grund - åh jeg har så meget jeg brænder over at sig SGU FUCK HELVEDE OG KRAFTSTEJLEME over. Jeg er KED af folk der dømmer mig pga politisk overbevisning, mine valg, mit tøj, der hvor jeg slår til eller ikke slår til ---- jeg gør for helvede hvad jeg kan!
Jeg har altid været pigen der smilede og sagde: "Deeet' okay".....
Jeg er hende der har gået i flinkeskole et helt liv.....
Jeg er hende der ikke kan få over sig at sige fuck af til Jehovas Vidner... men i stedet gemmer mig under vindueskarmen til de er gået.
Jeg er hende der siger undskyld - selvom andre bumper ind i mig
Jeg er hende der ikke kan få mig selv til at sige FISSE, PIK, IDIOT, ARRRGH og andre ukvemsord uden at blive flov eller tænke: Det KA man da ikke.....
Jeg er hende der gerne samler andres skrald op
Jeg er hende folk spørger: " KAN du slet ikke være sur? Du er altid så positiv".
Jeg er hende der ikke engang ved hvor højt jeg kan råbe, eller skrige....
Jeg er hende der deler alt med andre
Jeg er hende der gladeligt starter bilen for at køre 30 km for at du kan få en høfeberpille - fordi jeg synes det er synd for dig, hvis du ikke kan sove pga kløe.
Og jeg ber ALDRIG om noget til gengæld og jeg hælder ALDRIG vand ud af ørerne over det.
Jeg kan GODT hilse at sige - at i denne tid er jeg alt andet end ovenstående. Jeg trænger sådan til at sige når nogen er en idiot - Jeg trænger sådan til at sige FRA og TIL og råbe ukvemsord og lyde som en havneluder man har pisset af!!!
Undskyld - jeg ville bare lige .... altså....
Jeg render rundt og har konstant lyst til at rykke hovedet af folk. Bevares - ikke de der bare er søde og helt almindelige. Respekt avler respekt og smil giver smil retur.
Men klynkerne. Dem der brokker sig på en facebookside over at Bilka har solgt hende et æble der var råddent indeni! For #)¤/#&% kvindemenneske - INGEN, heller ikke Bilka kunne freaking vide at det ene æble var dårligt vel?
Eller personen der lige skal spille klog over hvorfor man ytrer at man ikke har råd til, for 500kr medicin pr måned, plus alt det specialkost, økologi, minus spelt pis og lort, der skal til for at opretholde røven på een der ligger ned! Du skal eddermame ikke spille klog overfor mig makker! Du skal ikke spille far og sige at MAN har råd til at ryge uden at pive - men ikke råd til medicin. Du ved ikke en skid om mig fedtefrans! Jeg sparer hvor jeg KAN - jeg køber det jeg KAN - jeg kæmper for hulen hver evig eneste skide dag! Så kom ikke og sig du ved bedre - Men hey en Ingeniør tjener jo også en smule mere end jeg gør. Og tro så endelig ikke at jeg ikke allerede bruger oceaner af spildt krudt på at dunke mig selv i nødden - over ikke at SLÅ TIL - du behøver kraftedderpetervæltemig ikke hjælpe til !!
Og til dig der står nede i køen i Brugsen og brokker dig til den nye ungarbejder over tempoet! SKRIIID - stil dine varer og find en butik der kun betjener idioter. Giv det stakkels unge menneske en chance. SMIL og sig - du gør det godt kammerat! Det unge menneske er din freaking fremtids ekspedient - og du former ham famer ikke særlig godt, ved at give ham en skideballe, fordi elektronikken driller.
Uretfærdighed - meningsløs brok, folk der er dømmende uden grund - åh jeg har så meget jeg brænder over at sig SGU FUCK HELVEDE OG KRAFTSTEJLEME over. Jeg er KED af folk der dømmer mig pga politisk overbevisning, mine valg, mit tøj, der hvor jeg slår til eller ikke slår til ---- jeg gør for helvede hvad jeg kan!
Jeg har altid været pigen der smilede og sagde: "Deeet' okay".....
Jeg er hende der har gået i flinkeskole et helt liv.....
Jeg er hende der ikke kan få over sig at sige fuck af til Jehovas Vidner... men i stedet gemmer mig under vindueskarmen til de er gået.
Jeg er hende der siger undskyld - selvom andre bumper ind i mig
Jeg er hende der ikke kan få mig selv til at sige FISSE, PIK, IDIOT, ARRRGH og andre ukvemsord uden at blive flov eller tænke: Det KA man da ikke.....
Jeg er hende der gerne samler andres skrald op
Jeg er hende folk spørger: " KAN du slet ikke være sur? Du er altid så positiv".
Jeg er hende der ikke engang ved hvor højt jeg kan råbe, eller skrige....
Jeg er hende der deler alt med andre
Jeg er hende der gladeligt starter bilen for at køre 30 km for at du kan få en høfeberpille - fordi jeg synes det er synd for dig, hvis du ikke kan sove pga kløe.
Og jeg ber ALDRIG om noget til gengæld og jeg hælder ALDRIG vand ud af ørerne over det.
Jeg kan GODT hilse at sige - at i denne tid er jeg alt andet end ovenstående. Jeg trænger sådan til at sige når nogen er en idiot - Jeg trænger sådan til at sige FRA og TIL og råbe ukvemsord og lyde som en havneluder man har pisset af!!!
Undskyld - jeg ville bare lige .... altså....
Monday, October 05, 2015
En væltet verden er hurtig kedeligt
Der går ikke længe efter at ens verden er væltet - før det keder folk. Ikke længe efter, stopper folk med at spørge. Måske siger de: "AJ hvor er det godt du er dig selv igen."
Det er skræmmende at folk ikke kan se igennem det falske smil - tavsheden hvor man før knævrede for meget - manglen på de input man plejer at komme med. "Jamen du smiler jo"...... ja for nu skal du høre hvad der sker hvis man ikke prøver....
Siden i hørte fra mig sidst tænkte jeg : "Det her - det kan jeg godt selv klare" Og det startede i grunden helt okay, med at man føler der sker noget forandring. Man får sagt nogen ting højt og det dulmer allerede i sig selv. Man ser nogle enkelte ting man kan gribe fat i. Og folks interesse er endnu så høj, at de lige husker at ringe og spørge om man vil spise med.
Så går der lidt tid og man mærker igen jorden skælve under een. Først en lille sitren ... så en lidt større. Man når at tænke: "Hmm det her tegner ikke godt - men hvis jeg nu smiler det bedste jeg har lært og lader som om alt er godt, så skal det nok gå". Og har har folk også lidt glemt at man ikke er skide frisk.
Næste sitren er lidt større - man begynder at opleve at man græder over det mindste. En søøød reklame i tv, en andens ulykke i en udsendelse. Man sparker tåen imod sofabordet og bryder ud i ukontrollabel gråd. Man kigger på opvasken og tænker: "SKYD mig....."
SÅ sætter det store jordskælv ind og man finder sig selv hulkende under to lag dyner og puder. Man har ligget der i 3 døgn, fordi men er lige dele "Så høøøøøør mig dog - se jeg ikke ER der" - og "Det her er bare så meget op ad bakke - at der helt sikkert ikke er nogen vej ud".
Man bliver lidt en 4-årig udgave af sig selv, der stamper vredt i gulvet og vil HØRES - vil have sin vilje og føler at verden er ualmindelig svær og uretfærdig. Ihhh hvor kunne kan ikke blive hurtigt nok voksen.
Lige nu har jeg det omvendt - hvor ville jeg give højre arm for at kunne leve den 4-åriges tilværelse, hvor den største bekymring var, om man måtte få det der stykke uundværlige legetøj.
"GIDER ikke være ked mere - nå."............ " Så forstå det dog....."
Jeg gider ikke føle mig ensom. Jeg gider ikke føle mig bange for fremtiden. Jeg gider ikke bøvle med tænder, hvor ingen kan forklare hvorfor. Jeg gider ikke føle min krop skriger : "Der er noget galt, her er en ubalance". Jeg gider ikke op-ad-bakke-følelsen mere. Jeg gider ikke at der konstant skal komme modgang.
Det er skide uretfærdigt nå!
Det er skræmmende at folk ikke kan se igennem det falske smil - tavsheden hvor man før knævrede for meget - manglen på de input man plejer at komme med. "Jamen du smiler jo"...... ja for nu skal du høre hvad der sker hvis man ikke prøver....
Siden i hørte fra mig sidst tænkte jeg : "Det her - det kan jeg godt selv klare" Og det startede i grunden helt okay, med at man føler der sker noget forandring. Man får sagt nogen ting højt og det dulmer allerede i sig selv. Man ser nogle enkelte ting man kan gribe fat i. Og folks interesse er endnu så høj, at de lige husker at ringe og spørge om man vil spise med.
Så går der lidt tid og man mærker igen jorden skælve under een. Først en lille sitren ... så en lidt større. Man når at tænke: "Hmm det her tegner ikke godt - men hvis jeg nu smiler det bedste jeg har lært og lader som om alt er godt, så skal det nok gå". Og har har folk også lidt glemt at man ikke er skide frisk.
Næste sitren er lidt større - man begynder at opleve at man græder over det mindste. En søøød reklame i tv, en andens ulykke i en udsendelse. Man sparker tåen imod sofabordet og bryder ud i ukontrollabel gråd. Man kigger på opvasken og tænker: "SKYD mig....."
SÅ sætter det store jordskælv ind og man finder sig selv hulkende under to lag dyner og puder. Man har ligget der i 3 døgn, fordi men er lige dele "Så høøøøøør mig dog - se jeg ikke ER der" - og "Det her er bare så meget op ad bakke - at der helt sikkert ikke er nogen vej ud".
Man bliver lidt en 4-årig udgave af sig selv, der stamper vredt i gulvet og vil HØRES - vil have sin vilje og føler at verden er ualmindelig svær og uretfærdig. Ihhh hvor kunne kan ikke blive hurtigt nok voksen.
Lige nu har jeg det omvendt - hvor ville jeg give højre arm for at kunne leve den 4-åriges tilværelse, hvor den største bekymring var, om man måtte få det der stykke uundværlige legetøj.
"GIDER ikke være ked mere - nå."............ " Så forstå det dog....."
Jeg gider ikke føle mig ensom. Jeg gider ikke føle mig bange for fremtiden. Jeg gider ikke bøvle med tænder, hvor ingen kan forklare hvorfor. Jeg gider ikke føle min krop skriger : "Der er noget galt, her er en ubalance". Jeg gider ikke op-ad-bakke-følelsen mere. Jeg gider ikke at der konstant skal komme modgang.
Det er skide uretfærdigt nå!
Wednesday, July 22, 2015
Undskyld, jeg skal liiiige...
Introvert ... Når du tænker tilbage, har det nok været sådan altid. Dine klassekammerater kom dig i forkøbet med de svar, du faktisk selv havde … men du var bare ikke helt så hurtig som dem. Faktisk er det lidt dit liv i en nøddeskal at tænke: "Det var lige det jeg ville have sagt".
Du kender det... du har svaret på joken, lige det der øjeblik senere end de andre. For du skal lige tænke det igennem, inden det siges eller skrives.
Idag, skal vi helst være udadvente kreative dynamoer der elsker at arbejde i teams... hvilket er ualmindeligt svært for en introvert, der sætter stort pris på stilhed, fordybning og tid til at resonere over en problemstilling.
Allerede i skolen kommer dette voldsomt til udtryk. Her skal man "arbejde i grupper", man skal "holde tale", spille skuespil og være enormt meget på og i centrum. Man skal have "rundsave på albuerne" og gøre sig bemærket. Alt sammen i modstrid med den lille stemme indeni, der kæmper for at bevare overblikket og styre udenom situationer, hvor man er i centrum.
Bevares, man bobler i virkeligheden over med en masse man gerne vil sige - hvis da bare vi lige kunne aflevere det på en overhead andre vil vise, eller et memo de andre kan tage med sig og læse. Og endnu bedre, under et synonym. Tænk at kunne aflevere en stil under navnet "Den stille tornado".... og få sagt alt det du vil, uden afbrydelser og med tid til at overveje hvordan det skal siges.
Eller senere på en arbejdsplads. Jeg har arbejdet hos en avis, som journalist. Jeg hadede det øjeblik, hvor jeg skulle indlevere en artikel med navn på. Der havde et synonym været fedt.
Jeg kan huske jeg på en arbejdsplads engang blev testet: "Er du introvert, eller ekstrovert"? Og det der med at være introvert, var ikke det man skulle ønske. For det var de andre, de ledte efter. Dette ligger 20 år tilbage og idag fornemmer jeg en vis interesse for at fange nogle af de introverte. Spørgsmålet er om det er ved at være det nye sorte, at være introvert og sensitiv.
Der har i årevis været så meget fart på, at sjælen ikke kan følge med. Højtflyvende, højtråbende og høj puls.
Og heldigvis - kan jeg kun sige, hvis det er ved at vende. Jeg vil i grunden ikke bytte min introverte og sensitive verden ud med det modsatte. Jeg kan sagtens være glødende misundelige på den ekstroverte "klassens klovn", der tør hoppe op på bordet og fyre den ene joke af efter den anden, mens folk slår sig på lårene af grin. Eller dem der straks har et smart svar og forstår at ping ponge jokes over nettet, som en anden bordtennisspiller på speed.
Men sådan er jeg ikke... jeg har brug for luft, ro, jordforbindelse og TID.
Lidt fakta:
1/3 af alle mennesker menes at være introverte.
Ca 15-20% af alle mennesker anslåes at være særligt sensitive/særligt følsomme.70 % af de særligt sensitive er introverte, mens de sidste 30 % af de særligt sensitive er ekstroverte.
Det svarer til at ud af 100 mennesker er de 33 introverte og de 67 ekstroverte.
14 af de introverte er samtidig særligt sensitive. Mens 6 af de 67 ekstroverte er særligt sensitive.
Det særligt sensitive ”gen” er et medfødt nedarvet personlighedstræk og mennesker, der har det træk, har et mere følsom nervesystem, der bearbejder sanseindtryk dybere end gennemsnittet og er mere følsomt overfor påvirkninger udefra.
Læs evt om emnerne Introvert og HSP (highly sensitive person)
Tuesday, July 21, 2015
Den skønhed, den skønhed
Skønheden kommer indefra - siger de. Mens de betaler i dyre domme for dyre behandlinger hos dermatologer, massage hos en lækker massagefyr. Eller mange kroner hos en dyr frisør - helst een af dem der virkelig hedder noget. Jette Madsen er ikke godt nok - det skal helst være Gunn-Britt, eller Dennis Knudsen. Bevares, de er smækkerlækre begge to og er sikkert dygtige.
Vi skal også have personlige trænere, der kan stå og nive os lidt i vores sideflæsk, mens han påpeger at dér, er liiige en centimeter for meget endnu. Og i øvrigt trænger bagdelen også til opstramning.
Dem der har RIGTIG mange penge, de får det fixet lidt mere permanent. De får løftet lidt i huden her og der, hvor tyngedekraften har krævet sit offer. De får puttet plastik ind her og silikone ind der. Der bliver trykket, æltet og masseret. Og med stivnede ansigtstræk, stramme patter og en mave der ligner at den sådan cirka kan indeholde 2 dl føde, stolper de stive ud fra klinikker, mens de stolt viser den nye fine figur frem.
Bagefter smutter de en smut forbi tandteknikeren. Han lægger dem smilende tilbage i stolen, for NU skal han tjene pengene til Audien i indkørslen. Mennesker, med allerede smukke tænder, læner sig tilbage og får filet deres egne tænder til små stumper, mens der limes kridhvide facader på. Og ud af døren vælter det ene menneske efter det andet, som dem fra en tandpasta reklame - med fuldkommen lige tænder der blænder alle, der ikke render rundt med et par Gucci solbriller.
Men skønheden kommer INDEFRA, husk det nu!
Og imens sidder jeg her i sofaen, med ansigtet smurt ind i hvidt mudder og forsøger at tage mig selv seriøst. Jeg kan mærke ansigtshuden lave en Lotte Heise, med stram hestehale. Jeg kan mærke hvordan masken krakelerer, om man så må sige. Og efter de 15 minutter, der står man skal sidde, føles det som om jeg er blevet mindst 20 år yngre, at dømme efter følelsen af meget stram hud. Så jeg bevæger mig ud på badeværelset... mon det kan opløses igen?
Det må omtrent være sådan botox virker, tænker jeg, mens jeg forsøger at smile til mig selv i spejlet. Ikke en muskel rører sig, ud over ørerne der flytter sig lidt. Et højt fnis undslipper og masken krakelerer i små fine linjer, LIGE netop der hvor smilerynkerne ellers har sin legeplads.
Hvorfor gør jeg det her?, tænker jeg , mens jeg studerer mit ansigt, der på ingen måde lignede en model før og HELT sikkert ikke ligner det nu bagefter.
Hvorfor forsøger jeg egentlig? Det her er hvad nogen kvinder kalder "Selvforkælelse", eller "Velvære". Jeg kalder det en lykkepille.... mest af alt fordi jeg griner, over at jeg ser så fjollet ud. Jeg ligner mest af alt et af de der mexicanske kranier, man tit ser malet med blomster. For jeg har en hårbøjle i håret, for at holde lokkerne væk fra ansigtet, med en stor sløjfe på. Og øjne, næsebor og mund, titter frem af det tykke lag "mudder" jeg har smurt ud. Hvid mudder.... jamen det står der på det lille brev snask.
Jeg gør det her med mange måneders mellemrum, fordi jeg kommer i tanker om, at jeg vist har sådan een liggende. Og fordi jeg kommer i tanker om at jeg hellere må "gøre noget ud af mig selv". Man hører jo så meget. Man skal gøre noget ud af sig selv, for at blive taget seriøst, hørte jeg en Hollywood frue sige på TV.
Jeg synes nu ellers jeg er ret seriøs, sådan når jeg går i haven, uden makeup og med en bums ved næsen. Langt mere seriøs, end jeg synes mange Hollywood plastik mennesker fremtoner.... Og helt ærligt, så skal der nok mere end et brev mudder, til at gøre mig Hollywood smuk.
Men eeeeh skønheden... den der skulle jo også komme indefra? Hvordan definerer man den? Og HVEM definerer den? Og indgår muddermasker i jagten?
Vi skal også have personlige trænere, der kan stå og nive os lidt i vores sideflæsk, mens han påpeger at dér, er liiige en centimeter for meget endnu. Og i øvrigt trænger bagdelen også til opstramning.
Dem der har RIGTIG mange penge, de får det fixet lidt mere permanent. De får løftet lidt i huden her og der, hvor tyngedekraften har krævet sit offer. De får puttet plastik ind her og silikone ind der. Der bliver trykket, æltet og masseret. Og med stivnede ansigtstræk, stramme patter og en mave der ligner at den sådan cirka kan indeholde 2 dl føde, stolper de stive ud fra klinikker, mens de stolt viser den nye fine figur frem.
Bagefter smutter de en smut forbi tandteknikeren. Han lægger dem smilende tilbage i stolen, for NU skal han tjene pengene til Audien i indkørslen. Mennesker, med allerede smukke tænder, læner sig tilbage og får filet deres egne tænder til små stumper, mens der limes kridhvide facader på. Og ud af døren vælter det ene menneske efter det andet, som dem fra en tandpasta reklame - med fuldkommen lige tænder der blænder alle, der ikke render rundt med et par Gucci solbriller.
Men skønheden kommer INDEFRA, husk det nu!
Og imens sidder jeg her i sofaen, med ansigtet smurt ind i hvidt mudder og forsøger at tage mig selv seriøst. Jeg kan mærke ansigtshuden lave en Lotte Heise, med stram hestehale. Jeg kan mærke hvordan masken krakelerer, om man så må sige. Og efter de 15 minutter, der står man skal sidde, føles det som om jeg er blevet mindst 20 år yngre, at dømme efter følelsen af meget stram hud. Så jeg bevæger mig ud på badeværelset... mon det kan opløses igen?
Det må omtrent være sådan botox virker, tænker jeg, mens jeg forsøger at smile til mig selv i spejlet. Ikke en muskel rører sig, ud over ørerne der flytter sig lidt. Et højt fnis undslipper og masken krakelerer i små fine linjer, LIGE netop der hvor smilerynkerne ellers har sin legeplads.
Hvorfor gør jeg det her?, tænker jeg , mens jeg studerer mit ansigt, der på ingen måde lignede en model før og HELT sikkert ikke ligner det nu bagefter.
Hvorfor forsøger jeg egentlig? Det her er hvad nogen kvinder kalder "Selvforkælelse", eller "Velvære". Jeg kalder det en lykkepille.... mest af alt fordi jeg griner, over at jeg ser så fjollet ud. Jeg ligner mest af alt et af de der mexicanske kranier, man tit ser malet med blomster. For jeg har en hårbøjle i håret, for at holde lokkerne væk fra ansigtet, med en stor sløjfe på. Og øjne, næsebor og mund, titter frem af det tykke lag "mudder" jeg har smurt ud. Hvid mudder.... jamen det står der på det lille brev snask.
Jeg gør det her med mange måneders mellemrum, fordi jeg kommer i tanker om, at jeg vist har sådan een liggende. Og fordi jeg kommer i tanker om at jeg hellere må "gøre noget ud af mig selv". Man hører jo så meget. Man skal gøre noget ud af sig selv, for at blive taget seriøst, hørte jeg en Hollywood frue sige på TV.
Jeg synes nu ellers jeg er ret seriøs, sådan når jeg går i haven, uden makeup og med en bums ved næsen. Langt mere seriøs, end jeg synes mange Hollywood plastik mennesker fremtoner.... Og helt ærligt, så skal der nok mere end et brev mudder, til at gøre mig Hollywood smuk.
Men eeeeh skønheden... den der skulle jo også komme indefra? Hvordan definerer man den? Og HVEM definerer den? Og indgår muddermasker i jagten?
Tuesday, July 14, 2015
Tosomheden
Jeg bliver ikke yngre - desværre. Og dermed bliver jeg mere og mere bevidst om det der med kærlighed og tosomhed.
Alle (føles det som om) rundt om mig, finder kærligheden, bliver gift, køber hus sammen, rejser sammen og så videre.
Jeg har i flere år værdsat ego-tiden. Tiden alene uden sure sokker i krogene, brædtet der skal diskuteres, "skal det være oppe eller nede". Der er heller ikke nogen der klemmer forkert på tandpastatuben. Og heller ikke nogen der snorker eller skubber mig ud af sengen. Og ingen kræver at jeg spiser aftensmad klokken seks. Eller begynder at zappe på mit tv.
Men er det det jeg søger nu???? Nej egentlig ikke - jeg begynder så småt at sukke efter det de andre har. Jeg vil også gerne kunne dele mine oplevelser. Jeg vil gerne kramme kærligt og sende et fingerkys når jeg kører ud af indkørslen. Jeg vil gerne sludre over morgenkaffen og bage friske boller til en udkåren. Jeg vil gerne flette mine fingre ind i en varm hånd.... mens jeg smiler og føler mig heldig, elsket, FORelsket
Jeg savner at føle samhørighed. At have interne små blink, vink og ord. At være hende der er smadder irriterende, der smiler fjoget til sin mobiltelefon, når man skal svare på en sms.
Ja tak - jeg vil gerne! Stærk og uafhængig kvinde, bevares - men tror nu man er skabt til at være to.
Alle (føles det som om) rundt om mig, finder kærligheden, bliver gift, køber hus sammen, rejser sammen og så videre.
Jeg har i flere år værdsat ego-tiden. Tiden alene uden sure sokker i krogene, brædtet der skal diskuteres, "skal det være oppe eller nede". Der er heller ikke nogen der klemmer forkert på tandpastatuben. Og heller ikke nogen der snorker eller skubber mig ud af sengen. Og ingen kræver at jeg spiser aftensmad klokken seks. Eller begynder at zappe på mit tv.
Men er det det jeg søger nu???? Nej egentlig ikke - jeg begynder så småt at sukke efter det de andre har. Jeg vil også gerne kunne dele mine oplevelser. Jeg vil gerne kramme kærligt og sende et fingerkys når jeg kører ud af indkørslen. Jeg vil gerne sludre over morgenkaffen og bage friske boller til en udkåren. Jeg vil gerne flette mine fingre ind i en varm hånd.... mens jeg smiler og føler mig heldig, elsket, FORelsket
Jeg savner at føle samhørighed. At have interne små blink, vink og ord. At være hende der er smadder irriterende, der smiler fjoget til sin mobiltelefon, når man skal svare på en sms.
Ja tak - jeg vil gerne! Stærk og uafhængig kvinde, bevares - men tror nu man er skabt til at være to.
Omvendt proportionelt
Hvor er det egentlig paradoksalt, at behovet for at få vist, at man ikke er glemt, er omvendt proportionalt, med det overskud man har til at huske andre.
Lige nu går der mange tanker på at høre til, at gøre en forskel, at der er en mening med det at leve....
En af de ting jeg savner er, som en anden tøs på 6 år, at blive vist fysisk, at jeg er husket. At jeg er noget ved og værd. Ikke sådan noget med store armbevægelser, lange taler og skamrosning. Slet ikke... Nej jeg har brug for de der små opkald, der lige viser man blev tænkt på. En SMS hvor man får vist at venindens unger har prøvet at tage strømper på selv. Eller bare et "Hey, jeg tænkte lige på dig".
Det er her de små ting tæller. De der små ting, der viser at NOGEN derude af og til tænker på een.
Faktisk handler det også om at få LOV til at hjælpe med noget. I min familie har der længe været en ubalance mellem mine forældre og jeg. Og mellem min bror og jeg. Eller det føler jeg i hvert fald.
Min bror vil gerne klippe min hæk for mig. Jeg har ikke kunnet finde ud af at bede om hjælpen, da ubalancen har stået og hoppet arrigt op og ned på vægtskålen, mens den har viftet vildt med armene! "HEY - hørligeher, du hjælper aldrig en skid hos din bror, hvordan kan det så være i orden at han skal klippe din hæk?"
Helt ærligt - jeg ved da godt med min fornuft at min bror hellere end gerne vil hjælpe. Også selvom jeg ikke har fysikken til at hjælpe ham på samme vis. Så det er MIG det handler om - det er MIG der føler balancen ikke er i orden. Og det har jeg brug for at føle.....
For at vægtskålene hænger i balance, vejes tjenester og ydelser ikke altid proportionalt i samme vægtenhed. Normalvis måler man kilo op imod samme enhed... måske gram, eller ton, men i hvert fald i vægt. Man blander ikke pludselig deciliter eller kubikmeter ind i det.
Men det kan man godt her - Min bror hjælper fx mig med at klippe min hæk. Han sveder, han knokler og bliver træt i armene. Jeg bliver lykkelig og elsker at føle at nogen vil hjælpe.
Omvendt, så kan jeg måske hjælpe ham med at række ham en hammer, en skruetrækker og måske lave kaffen, mens han bygger på sit nye samtalekøkken. Jeg sveder måske ikke, jeg bliver måske heller ikke træt i armene. Men jeg føler jeg var der, jeg hjalp, jeg sparede ham måske for skridt eller ture op og ned ad en stige. Og vi fik hyggesludret imens. SÅ føler jeg balancen er lidt mere i ro... og jeg har det SÅ meget bedre, med at spørge om hjælp en anden gang. Eller mine forældre faktisk siger: "Ja, jeg har noget du kan hjælpe med". Frem for altid høfligt at afslå, når jeg spørger: " Er der noget jeg kan gøre?".
Det er sådan nogen små ting - der gør at der er mening med livet. Husk mig - be om! Vis mig du tænker på mig af og til. Det er ikke nok jeg VED det. Og når jeg lige får lidt mere krudt i batterierne igen og nålen igen står på plussiden, så vil jeg sørge for at du forstår hvor stor en hjælp du var, mens jeg lå og rodede rundt hernede og forsøgte at finde mig selv og meningen med det hele.
Lige nu går der mange tanker på at høre til, at gøre en forskel, at der er en mening med det at leve....
En af de ting jeg savner er, som en anden tøs på 6 år, at blive vist fysisk, at jeg er husket. At jeg er noget ved og værd. Ikke sådan noget med store armbevægelser, lange taler og skamrosning. Slet ikke... Nej jeg har brug for de der små opkald, der lige viser man blev tænkt på. En SMS hvor man får vist at venindens unger har prøvet at tage strømper på selv. Eller bare et "Hey, jeg tænkte lige på dig".
Det er her de små ting tæller. De der små ting, der viser at NOGEN derude af og til tænker på een.
Faktisk handler det også om at få LOV til at hjælpe med noget. I min familie har der længe været en ubalance mellem mine forældre og jeg. Og mellem min bror og jeg. Eller det føler jeg i hvert fald.
Min bror vil gerne klippe min hæk for mig. Jeg har ikke kunnet finde ud af at bede om hjælpen, da ubalancen har stået og hoppet arrigt op og ned på vægtskålen, mens den har viftet vildt med armene! "HEY - hørligeher, du hjælper aldrig en skid hos din bror, hvordan kan det så være i orden at han skal klippe din hæk?"
Helt ærligt - jeg ved da godt med min fornuft at min bror hellere end gerne vil hjælpe. Også selvom jeg ikke har fysikken til at hjælpe ham på samme vis. Så det er MIG det handler om - det er MIG der føler balancen ikke er i orden. Og det har jeg brug for at føle.....
For at vægtskålene hænger i balance, vejes tjenester og ydelser ikke altid proportionalt i samme vægtenhed. Normalvis måler man kilo op imod samme enhed... måske gram, eller ton, men i hvert fald i vægt. Man blander ikke pludselig deciliter eller kubikmeter ind i det.
Men det kan man godt her - Min bror hjælper fx mig med at klippe min hæk. Han sveder, han knokler og bliver træt i armene. Jeg bliver lykkelig og elsker at føle at nogen vil hjælpe.
Omvendt, så kan jeg måske hjælpe ham med at række ham en hammer, en skruetrækker og måske lave kaffen, mens han bygger på sit nye samtalekøkken. Jeg sveder måske ikke, jeg bliver måske heller ikke træt i armene. Men jeg føler jeg var der, jeg hjalp, jeg sparede ham måske for skridt eller ture op og ned ad en stige. Og vi fik hyggesludret imens. SÅ føler jeg balancen er lidt mere i ro... og jeg har det SÅ meget bedre, med at spørge om hjælp en anden gang. Eller mine forældre faktisk siger: "Ja, jeg har noget du kan hjælpe med". Frem for altid høfligt at afslå, når jeg spørger: " Er der noget jeg kan gøre?".
Det er sådan nogen små ting - der gør at der er mening med livet. Husk mig - be om! Vis mig du tænker på mig af og til. Det er ikke nok jeg VED det. Og når jeg lige får lidt mere krudt i batterierne igen og nålen igen står på plussiden, så vil jeg sørge for at du forstår hvor stor en hjælp du var, mens jeg lå og rodede rundt hernede og forsøgte at finde mig selv og meningen med det hele.
Monday, June 29, 2015
Oprydning
Nogen gange, når jeg ikke magter at gruble mere, arbejder jeg. Nogen gange kan man synes det er enormt praktisk at knokle og få lavet en hel masse. Hækken klippet og hækafklip revet sammen og smidt ud... og her er tale om mange meter hæk. Som i nærmest fra den ene ende af verden til den anden. Eller sådan føles det i hvert fald i armene.
Der er også pillet ukrudt og DET siger ellers ikke så lidt. Bedene blev svigtet i efteråret, da jeg var indlagt og sloges med helbredet. Det udmøntede sig så i bede, med helt gratis planter. Planter JEG ikke har sået eller plantet der. Dog også planter jeg egentlig ikke havde lyst til at have, omend de blomstrede så fint. Sommerfuglebuskene sloges om pladsen, side om side med tidsler og hønsetarm. Så 2 trillebørfulde senere, var det også overstået og armene tangerer nu på centimeters nøjagtighed, en mellemstor orangutang. Knoerne slæber smertefuldt hen over det ru gulvtæppe... av!
Det er også blevet til en naturlig manicure. Der var efterhånden en DEL ukrudt mellem fliserne rundt om hele residensen. Så der lå man, med bagdelen i vejret og skrabte ukrudt i flere timer. Så nu er fliserne garanteret fri for ukrudt og neglene er naturligt korte, omend en smule sorte i kanterne.
Men man bliver altså en kende slap i betrækket, når man knokler sådan. Og ryggen er så øm, at man får en naturlig krumning, der gør at det der med at nå jorden med hænderne, til en leg!
Men sådan ender det. Specielt når man nægter at indse at der jo var en grund til, at man er på pension! Så må man betale prisen - nemlig at vralte rundt og ligne een på 95 år, når man rejser sig fra en stol. Man sover dårligt, fordi madrassen føles som om nogen har hældt en stak mellemstore sten ind under topmadrassen. Det er der sgu ikke så meget "Prinsessen på ærten" over, vil jeg bare lige hilse at sige. Så trods smertestillende og at sove i fosterstilling, krøllet sammen om en varmedunk - så vågner man cirka lige så smadret, som da man lagde sig.
Jeg er træt... langt ind i sjælen. Det VIRKER ikke at rydde op over det hele i haven og i hjemmet, når det er indeni der er rod i krogene. Jeg gør ellers mit ypperste og selv det mindste rod, ekstra nips og lignende, føles som ROD.
ROD ROD ROD.... over alt !
I efteråret landede jeg samme sted. Det resulterede i at jeg solgte nærmest ALT i min stue. Mine sofaer, sofabord, nips og en masse andet pinkel plankel. Meget andet blev simpelthen kørt på loppemarked.
Hjalp det så? Mnnnjjaeeee NEJ! For følelsen af rod er indeni..... Det indser jeg nu.....
Der er også pillet ukrudt og DET siger ellers ikke så lidt. Bedene blev svigtet i efteråret, da jeg var indlagt og sloges med helbredet. Det udmøntede sig så i bede, med helt gratis planter. Planter JEG ikke har sået eller plantet der. Dog også planter jeg egentlig ikke havde lyst til at have, omend de blomstrede så fint. Sommerfuglebuskene sloges om pladsen, side om side med tidsler og hønsetarm. Så 2 trillebørfulde senere, var det også overstået og armene tangerer nu på centimeters nøjagtighed, en mellemstor orangutang. Knoerne slæber smertefuldt hen over det ru gulvtæppe... av!
Det er også blevet til en naturlig manicure. Der var efterhånden en DEL ukrudt mellem fliserne rundt om hele residensen. Så der lå man, med bagdelen i vejret og skrabte ukrudt i flere timer. Så nu er fliserne garanteret fri for ukrudt og neglene er naturligt korte, omend en smule sorte i kanterne.
Men man bliver altså en kende slap i betrækket, når man knokler sådan. Og ryggen er så øm, at man får en naturlig krumning, der gør at det der med at nå jorden med hænderne, til en leg!
Men sådan ender det. Specielt når man nægter at indse at der jo var en grund til, at man er på pension! Så må man betale prisen - nemlig at vralte rundt og ligne een på 95 år, når man rejser sig fra en stol. Man sover dårligt, fordi madrassen føles som om nogen har hældt en stak mellemstore sten ind under topmadrassen. Det er der sgu ikke så meget "Prinsessen på ærten" over, vil jeg bare lige hilse at sige. Så trods smertestillende og at sove i fosterstilling, krøllet sammen om en varmedunk - så vågner man cirka lige så smadret, som da man lagde sig.
Jeg er træt... langt ind i sjælen. Det VIRKER ikke at rydde op over det hele i haven og i hjemmet, når det er indeni der er rod i krogene. Jeg gør ellers mit ypperste og selv det mindste rod, ekstra nips og lignende, føles som ROD.
ROD ROD ROD.... over alt !
I efteråret landede jeg samme sted. Det resulterede i at jeg solgte nærmest ALT i min stue. Mine sofaer, sofabord, nips og en masse andet pinkel plankel. Meget andet blev simpelthen kørt på loppemarked.
Hjalp det så? Mnnnjjaeeee NEJ! For følelsen af rod er indeni..... Det indser jeg nu.....
Friday, June 26, 2015
Dommen
Så faldt den store grimme hammer: "Thi kendes for ret - du har moderat til svær depression og en mildere grad af PTSD".
Jikes .. Mine arme røg straks over kors og jeg surmulerede som en 4-årig gør bedst! "JEG er ikke depressiv.... for jeg kan godt smile, og grine....egåås?"
Til min overraskelse grinede kvinden (Psykiater) og forklarede mig at DET var der mange der troede var det eneste måde, man var depressiv på. Men hun forklarede så, mere alvorligt, at der var mange måder en depression kunne udmønte sig på. Nogen holder facaden og kan leve et helt igennem normalt liv, udadtil, mens deres indre har det ad hækkenfeld til. Mens andre ruller sig sammen i fosterstilling og har et humør der er mere monotont end noget man kan forestille sig. Og dermed umuligt at skjule for omverdenen.
Jeg er ikke vild med at give konen ret.... jeg ville helst bare at hun sagde: "Du har en lille krise, den fikser vi lige".
Men næææ nej, der skal males med stooore armbevægelser på det helt store lærred... PTSD.... jeg har smagt på ordet mange gange, siden hun sagde det. Det er sådan noget jeg har lært at krigsveteraner har. Ikke 41 årige mødre, der lever et jævnt almindeligt liv, med ligust.... øh spireahæk om haven og kedelige familiebil. Det farligste jeg har prøvet, er at køre galt i en bil... og to gange i mit liv, at lande på hospitalet, med noget der truede med at sende mig op og sige Hej til Skt. Peter.
Bevares, når konen sidder og forklarer at netop disse ting gør at man mister tro, tiltro, tryghed osv osv osv.... jaja så kan det måske give mening. Især hvis vi sad og læste om et eksempel i en fin bog med slidt ryg, der handler om psykologi... sådan et tænkt eksempel, ikk?
Okay, jeg har fladet ud idag... ligget og tygget på det hele og kun nået frem til at det føles som om der blev talt om en 3. person. Og dermed føler jeg mig ikke ret meget klogere.
Jeg får tilbudt de der 10 gange psykolog cirka.... hvilket jeg er glad for, men også føler er som at pisse i bukserne. Jeg når lige at vælte mit indre ud-agtig og så skal jeg forholde mig til at jeg skal tage tøjlerne selv og "selvhelbrede" vha de redskaber man får.
Jeg ved det - jeg lyder utaknemmelig nu. Men jeg har virkelig heller aldrig fattet hvorfor læger er gratis og psykologer ikke er.
Nåmenaltså - jeg har ligget an til at skrige det ud idag, poste det på facebook, sige det til en tilfældig..... depression og PTSD. Men så rammer det mig.... Jeg er pinligt berørt over det. Jeg er flov. Jeg fortæller mig selv at jeg er svag, dum, pivet.... alt det der ikke ligefrem hjælper. Og så kommer vreden... for det er jo de forbandede tabu der gør at jeg er flov. Hvis man da bare kunne sige disse ting højt, uden at slå blikket ned og træde sig selv genert over tæerne. Og uden at der ind i mellem var nogen der lige skulle liste et: "Tag dig nu sammen", ud mellem sidebenene. Eller de få, heldigvis, der har den holdning at man ER svag, hvis man lander i sådan en situation.
Ens angst for at mennesker tænker sådan om een, kommer jo ikke ud af det blå. De mennesker findes.
Det er oftest et fagligt succesfuldt menneske, med en baggrund som iværksætter. Fyldt med krudt, energi, ideer og gang i den. De kører i overhalingsbanen og udstråler at de eeeeejjermame har styr på deres shit. Og alle der ikke er som dem, har glemt at "Carpe Diem" - eller VÆLGER ikke at tage chancer og satse! Om de i virkeligheden dækker over deres egen ensomhed, ved jeg ikke. Men de er dødgode til at gøre, så jeg, som ellers altid har følt mig stærk, er FLOV over at jeg ligger på græsset som en blomst der har fået et knæk på stilken. Jeg er ikke brækket helt over - men bare lige fået et knæk, så jeg ikke kan holde det strunke udseende..... av.
Jikes .. Mine arme røg straks over kors og jeg surmulerede som en 4-årig gør bedst! "JEG er ikke depressiv.... for jeg kan godt smile, og grine....egåås?"
Til min overraskelse grinede kvinden (Psykiater) og forklarede mig at DET var der mange der troede var det eneste måde, man var depressiv på. Men hun forklarede så, mere alvorligt, at der var mange måder en depression kunne udmønte sig på. Nogen holder facaden og kan leve et helt igennem normalt liv, udadtil, mens deres indre har det ad hækkenfeld til. Mens andre ruller sig sammen i fosterstilling og har et humør der er mere monotont end noget man kan forestille sig. Og dermed umuligt at skjule for omverdenen.
Jeg er ikke vild med at give konen ret.... jeg ville helst bare at hun sagde: "Du har en lille krise, den fikser vi lige".
Men næææ nej, der skal males med stooore armbevægelser på det helt store lærred... PTSD.... jeg har smagt på ordet mange gange, siden hun sagde det. Det er sådan noget jeg har lært at krigsveteraner har. Ikke 41 årige mødre, der lever et jævnt almindeligt liv, med ligust.... øh spireahæk om haven og kedelige familiebil. Det farligste jeg har prøvet, er at køre galt i en bil... og to gange i mit liv, at lande på hospitalet, med noget der truede med at sende mig op og sige Hej til Skt. Peter.
Bevares, når konen sidder og forklarer at netop disse ting gør at man mister tro, tiltro, tryghed osv osv osv.... jaja så kan det måske give mening. Især hvis vi sad og læste om et eksempel i en fin bog med slidt ryg, der handler om psykologi... sådan et tænkt eksempel, ikk?
Okay, jeg har fladet ud idag... ligget og tygget på det hele og kun nået frem til at det føles som om der blev talt om en 3. person. Og dermed føler jeg mig ikke ret meget klogere.
Jeg får tilbudt de der 10 gange psykolog cirka.... hvilket jeg er glad for, men også føler er som at pisse i bukserne. Jeg når lige at vælte mit indre ud-agtig og så skal jeg forholde mig til at jeg skal tage tøjlerne selv og "selvhelbrede" vha de redskaber man får.
Jeg ved det - jeg lyder utaknemmelig nu. Men jeg har virkelig heller aldrig fattet hvorfor læger er gratis og psykologer ikke er.
Nåmenaltså - jeg har ligget an til at skrige det ud idag, poste det på facebook, sige det til en tilfældig..... depression og PTSD. Men så rammer det mig.... Jeg er pinligt berørt over det. Jeg er flov. Jeg fortæller mig selv at jeg er svag, dum, pivet.... alt det der ikke ligefrem hjælper. Og så kommer vreden... for det er jo de forbandede tabu der gør at jeg er flov. Hvis man da bare kunne sige disse ting højt, uden at slå blikket ned og træde sig selv genert over tæerne. Og uden at der ind i mellem var nogen der lige skulle liste et: "Tag dig nu sammen", ud mellem sidebenene. Eller de få, heldigvis, der har den holdning at man ER svag, hvis man lander i sådan en situation.
Ens angst for at mennesker tænker sådan om een, kommer jo ikke ud af det blå. De mennesker findes.
Det er oftest et fagligt succesfuldt menneske, med en baggrund som iværksætter. Fyldt med krudt, energi, ideer og gang i den. De kører i overhalingsbanen og udstråler at de eeeeejjermame har styr på deres shit. Og alle der ikke er som dem, har glemt at "Carpe Diem" - eller VÆLGER ikke at tage chancer og satse! Om de i virkeligheden dækker over deres egen ensomhed, ved jeg ikke. Men de er dødgode til at gøre, så jeg, som ellers altid har følt mig stærk, er FLOV over at jeg ligger på græsset som en blomst der har fået et knæk på stilken. Jeg er ikke brækket helt over - men bare lige fået et knæk, så jeg ikke kan holde det strunke udseende..... av.
Jeg står her og kigger ud af skabet
Jeg vil tro jeg i bedste fald er i nærheden af mit livs midte .... og jeg har endelig fået modet. Modet til at springe ud af skabet.
Jeg har siden jeg var 16 år gammel, bevidst levet det liv som "der forventedes af et 'normalt' menneske". Eller det troede jeg i hvert fald...
Det var omkring den alder at jeg blev klar over, at jeg synes pigerne var nogen søde væsener. Og at det var dem der kunne få mig til at rødme voldsomt og bliver til et stammende fjols.
Drengene var bare sjove. De var ligefremme og meget lettere at omgås, da der var en faktor der ikke var der... følelser. Pigerne derimod, duftede uimodståeligt, havde blød og lækker hud... de slog gnister. Jeg vil ikke sige at der aldrig har været en gut der slog gnister - men det var på et heeelt andet plan.
Men jeg har altid boet i en lille by. En by, der ligger i det danske bibelbælte. Her stak man ikke udenfor. Og da jeg var en pige som udenpå, på mange måder var een af drengene. Der kom ikke rigtigt nogen bryster til mig - jeg ville hellere stå på rulleskøjter og skateboard, end at lege med dukker - Jeg foretrak langt at lege Røver og Soldater, frem for at sludre om makeup og hår. Jeg kunne ganske enkelt ikke udstå sløjfer i håret, kjoler og lignende pynt. Jeg følte alle disse `pigeting`som overgreb....
Med alderen, blev det accepteret, at jeg hellere ville hjælpe på et bilværksted, end jeg ville hjælpe i et køkken.
Senere begyndte drengene at lægge an på een, men jeg fattede ikke rigtigt deres signaler. Og jeg lod alt prelle af. Til gengæld blev det sværere og sværere at være tæt på pigerne og ikke kunne sige at jeg synes de var søde.
Men uanset hvad, så endte jeg op med at få en mand.... en mand jeg blev gift med og fik min datter med. Jeg levede glansbilledet i bedste stil. Alt i alt fordi jeg var bange for hvad de andre ville sige.... aaaaalle de andre. Som mine forældre, mine venner, min familie, borgerne i byen. Jeg havde ganske enkelt ikke rygraden til at være ligeglad. Jeg turde ikke fortælle, at når jeg lukkede øjnene, så var det ikke mænd med svedige overkroppe, der dominerede mine hede drømme.
Der skulle derefter gå 7 år før jeg kapitulerede et elendigt forhold, der ikke gjorde noget godt for hverken min datter eller jeg. Og for første gang, gik jeg til min far og spurgte: " Hvad vil du sige, hvis min kommende kæreste ikke hed Mads, men i stedet Maria". Jeg stod med rystende indre og frygtede hans reaktion. I stedet trak han på skuldrene, mens hans hænder ihærdigt puslede videre med en bildel og svarede: "Hvis det er sådan det skal være, så er det da fint".
Min fars rolige måde at sige at alt er ok.... han er ikke en mand af store ord og armbevægelser. Jeg tænkte "Okay, så langt så godt". Men jeg fandt ikke rygraden til at konfrontere min mor. Og min far og jeg talte ikke dybere om emnet. Dengang var jeg 26 år gammel.
Så modet svigtede fortsat. Jeg var også bange for at træffe nogen valg, der skulle gå ud over min datter, der var på vej ind i teenageårene. Jeg var bange for at HUN skulle stemples på at jeg var egoistisk. Så jeg begyndte at kompensere og forklare mig selv at jeg simpelthen bare måtte indordne mig under de normer, jeg antog at især min mor så som de rigtige. Så efter nogen års pause, ja, så jeg fandt en mand igen.... Absolut ikke nogen succes. Jeg anså ham mere for at være en ven, en room mate, en handyman, der var rar at have indenfor rækkevidde. Jeg elskede ham ikke, nøjagtig som med min første mand. Derfor var også det forhold dømt til at gå galt.... så efter 4 år, magtede jeg det ikke mere. Oveni dette viste manden sig at være skingrende psykopat.
Da jeg fik endt det forhold var jeg bare utrolig lettet. Lettet over at komme ud af kløerne på en skingrende gal mand. Jeg var lettet over ikke at skulle leve et glansbillede. Jeg var lettet over at han ikke længere skulle røre ved mig.
Der efter gik der lige en god håndfuld år, før jeg begyndte at indse, at hvis jeg ville have de der piger, så skulle jeg dælme snart være ærlig. Så jeg fik taget hul på bylden og fortalt det til min store datter. Som heldigvis bare tog det i stiv arm og sagde : "Var det bare det du ville sige?"
Vennerne stod næst for og ikke EN af dem rynkede på næsen, som jeg havde frygtet. Tvært i mod, var der stor opbakning og "DET giver jo mening"-tilkendegivelser. Pyyyh lettelse.....
Men så manglede resten af familien. Det har taget et år at sige det til min bror. Jeg har været SÅ skide bange for at miste ham. Og så tog han det bare så fint... og det eneste han spurgte om var: "Hvorfor siger du det ikke bare til de gamle?"
Og der står jeg så nu.... jeg mangler at tale med mine forældre om det. Og jeg grubler over om min far mon husker vores snak, da jeg var 26 år gammel. Tænkte han videre over det? Gik han til min mor og fortalte det? Ved de det bare? Har andre mon sagt noget?
Jeg er ikke bange for min fars reaktion - den fik jeg jo for mange år siden. Men min mors reaktion frygter jeg lidt. Vi har brugt mange mange år på at få et godt forhold. Så jeg er rent ud sagt angst for at miste det vi har bygget op. Jeg ved hun har holdninger om at homoseksuelle ikke skal kunne få kunstig befrugtning..... Men jeg ved også at hun ikke hader homoseksuelle. Men jeg tror samtidig hun er meget i tvivl om hvorvidt det er et VALG at være homoseksuel, eller ej.
Så jeg tøver.... jeg tøver meget.....
Og jeg føler mig lidt som barnet der står med næsen trykket flad mod ruden, foran bagerbutikken, hvor de lækre kager står på rad og række. SÅ tæt på..... jeg kan næsten smage dem.... men jeg har ikke sat tænderne i en endnu.....
Og så den irrationelle angst - TÆNK om jeg nu endelige har smidt kortene på bordet - bare for at finde ud af at den forbudne frugt slet ikke var så attråværdig som forventet.....
Alt sammen tanker man ikke deler.... for det er alt sammen så pinligt, så tabu. Både det at tale om homoseksualitet i et lille samfund - at man springer ud når man har rundet de 40 - og at man føler sig som en nervøs 16-årig.
Men nu ved i det ..... nu har jeg sagt det....
Jeg har siden jeg var 16 år gammel, bevidst levet det liv som "der forventedes af et 'normalt' menneske". Eller det troede jeg i hvert fald...
Det var omkring den alder at jeg blev klar over, at jeg synes pigerne var nogen søde væsener. Og at det var dem der kunne få mig til at rødme voldsomt og bliver til et stammende fjols.
Drengene var bare sjove. De var ligefremme og meget lettere at omgås, da der var en faktor der ikke var der... følelser. Pigerne derimod, duftede uimodståeligt, havde blød og lækker hud... de slog gnister. Jeg vil ikke sige at der aldrig har været en gut der slog gnister - men det var på et heeelt andet plan.
Men jeg har altid boet i en lille by. En by, der ligger i det danske bibelbælte. Her stak man ikke udenfor. Og da jeg var en pige som udenpå, på mange måder var een af drengene. Der kom ikke rigtigt nogen bryster til mig - jeg ville hellere stå på rulleskøjter og skateboard, end at lege med dukker - Jeg foretrak langt at lege Røver og Soldater, frem for at sludre om makeup og hår. Jeg kunne ganske enkelt ikke udstå sløjfer i håret, kjoler og lignende pynt. Jeg følte alle disse `pigeting`som overgreb....
Med alderen, blev det accepteret, at jeg hellere ville hjælpe på et bilværksted, end jeg ville hjælpe i et køkken.
Senere begyndte drengene at lægge an på een, men jeg fattede ikke rigtigt deres signaler. Og jeg lod alt prelle af. Til gengæld blev det sværere og sværere at være tæt på pigerne og ikke kunne sige at jeg synes de var søde.
Men uanset hvad, så endte jeg op med at få en mand.... en mand jeg blev gift med og fik min datter med. Jeg levede glansbilledet i bedste stil. Alt i alt fordi jeg var bange for hvad de andre ville sige.... aaaaalle de andre. Som mine forældre, mine venner, min familie, borgerne i byen. Jeg havde ganske enkelt ikke rygraden til at være ligeglad. Jeg turde ikke fortælle, at når jeg lukkede øjnene, så var det ikke mænd med svedige overkroppe, der dominerede mine hede drømme.
Der skulle derefter gå 7 år før jeg kapitulerede et elendigt forhold, der ikke gjorde noget godt for hverken min datter eller jeg. Og for første gang, gik jeg til min far og spurgte: " Hvad vil du sige, hvis min kommende kæreste ikke hed Mads, men i stedet Maria". Jeg stod med rystende indre og frygtede hans reaktion. I stedet trak han på skuldrene, mens hans hænder ihærdigt puslede videre med en bildel og svarede: "Hvis det er sådan det skal være, så er det da fint".
Min fars rolige måde at sige at alt er ok.... han er ikke en mand af store ord og armbevægelser. Jeg tænkte "Okay, så langt så godt". Men jeg fandt ikke rygraden til at konfrontere min mor. Og min far og jeg talte ikke dybere om emnet. Dengang var jeg 26 år gammel.
Så modet svigtede fortsat. Jeg var også bange for at træffe nogen valg, der skulle gå ud over min datter, der var på vej ind i teenageårene. Jeg var bange for at HUN skulle stemples på at jeg var egoistisk. Så jeg begyndte at kompensere og forklare mig selv at jeg simpelthen bare måtte indordne mig under de normer, jeg antog at især min mor så som de rigtige. Så efter nogen års pause, ja, så jeg fandt en mand igen.... Absolut ikke nogen succes. Jeg anså ham mere for at være en ven, en room mate, en handyman, der var rar at have indenfor rækkevidde. Jeg elskede ham ikke, nøjagtig som med min første mand. Derfor var også det forhold dømt til at gå galt.... så efter 4 år, magtede jeg det ikke mere. Oveni dette viste manden sig at være skingrende psykopat.
Da jeg fik endt det forhold var jeg bare utrolig lettet. Lettet over at komme ud af kløerne på en skingrende gal mand. Jeg var lettet over ikke at skulle leve et glansbillede. Jeg var lettet over at han ikke længere skulle røre ved mig.
Der efter gik der lige en god håndfuld år, før jeg begyndte at indse, at hvis jeg ville have de der piger, så skulle jeg dælme snart være ærlig. Så jeg fik taget hul på bylden og fortalt det til min store datter. Som heldigvis bare tog det i stiv arm og sagde : "Var det bare det du ville sige?"
Vennerne stod næst for og ikke EN af dem rynkede på næsen, som jeg havde frygtet. Tvært i mod, var der stor opbakning og "DET giver jo mening"-tilkendegivelser. Pyyyh lettelse.....
Men så manglede resten af familien. Det har taget et år at sige det til min bror. Jeg har været SÅ skide bange for at miste ham. Og så tog han det bare så fint... og det eneste han spurgte om var: "Hvorfor siger du det ikke bare til de gamle?"
Og der står jeg så nu.... jeg mangler at tale med mine forældre om det. Og jeg grubler over om min far mon husker vores snak, da jeg var 26 år gammel. Tænkte han videre over det? Gik han til min mor og fortalte det? Ved de det bare? Har andre mon sagt noget?
Jeg er ikke bange for min fars reaktion - den fik jeg jo for mange år siden. Men min mors reaktion frygter jeg lidt. Vi har brugt mange mange år på at få et godt forhold. Så jeg er rent ud sagt angst for at miste det vi har bygget op. Jeg ved hun har holdninger om at homoseksuelle ikke skal kunne få kunstig befrugtning..... Men jeg ved også at hun ikke hader homoseksuelle. Men jeg tror samtidig hun er meget i tvivl om hvorvidt det er et VALG at være homoseksuel, eller ej.
Så jeg tøver.... jeg tøver meget.....
Og jeg føler mig lidt som barnet der står med næsen trykket flad mod ruden, foran bagerbutikken, hvor de lækre kager står på rad og række. SÅ tæt på..... jeg kan næsten smage dem.... men jeg har ikke sat tænderne i en endnu.....
Og så den irrationelle angst - TÆNK om jeg nu endelige har smidt kortene på bordet - bare for at finde ud af at den forbudne frugt slet ikke var så attråværdig som forventet.....
Alt sammen tanker man ikke deler.... for det er alt sammen så pinligt, så tabu. Både det at tale om homoseksualitet i et lille samfund - at man springer ud når man har rundet de 40 - og at man føler sig som en nervøs 16-årig.
Men nu ved i det ..... nu har jeg sagt det....
Thursday, June 25, 2015
Lort og lagkage
Jeg kigger rundt på de andre.... de smiler, de virker glade og de hviler i sig selv. De går rundt og smiler brede hvide smil, mens de krammer hinanden og fnisende mumler interne små koder.
De har tosomhed, kærlighed, de er dele af små hemmelige loger..... sådan nogen som man ikke kan være med i, når man er single, humøret svigter, eller man ikke duer til interne små koder.
Sådan ser det i hvert fald ud udefra - og det er det jeg bliver ked af at se på.....
Jeg er eet stort rod indeni i disse dage.... Det føles som om mit helbred smuldrer,... som et sandslot i vandkanten, hvor bølgerne stille og roligt æder den ene centimeter efter den anden. Og slottet kollapser, bid for bid og lader sig rive med af vandet, indtil alle spor er slettet.
Flere mærkelige symptomer kommer til. Ting der virkelig bekymrer mig. Og straks sidder jeg og frygter at sandslottet snart vælter helt.
Min læge har ferie - og jeg magter ikke at forsøge at forklare til en ny læge, eller en vagtlæge. Jeg magter knap nok at forklare det til min egen læge. Lige nu frygter jeg bare at alt hvad jeg siger, bliver tørret af som noget psykosomatisk..... et ord jeg er ved at brække mig over at høre.
Jeg kan godt selv mærke i min krop om noget er helt i kuk. Som om det store tandhjul, der søger for at alle de andre tandhjul kører fejlfrit i deres små TIK TAK TIK TAK.... i stedet er der små mislyde, der vidner om at nogle tænder mangler. Lyde som varsler uro og som gør at intet er stabilt......
Jeg har haft dårlige mave i en uge nu. På den der måde, hvor du ikke har lyst til at besøge nogen, tage ud og handle, eller være social på nogen måde..... for tænk, hvis nu.
Det er pinligt - det er sådan noget man ikke rigtigt taler om. Man fortæller ikke rigtigt folk at man er lidt bange for at skide i bukserne, hvis man ikke lige kan komme til et toilet hurtigt nok.
I stedet kommet man med lamme undskyldninger om at man er træt. At man ikke lige kan DEN dag.
Samtidig er hovedet TI skridt foran. "Nu finder jeg da i hvert fald ALDRIG en kæreste". For hvem fanden gider hoppe i kanen med een der pludselig siger: Sorry, jeg løber lige, så jeg ikke skider i sengen.
Alt i alt skræmmer det hele mig....... jeg bruger oceaner af timer på at tænke ØV og ÅHNEJ. Og undres over andres, tilsyneladende DANS gennem livet.
Jeg er ikke uintelligent. Jeg VED godt dette ikke er virkeligheden - ingen danser igennem livet.
Men lige nu, der føles det som om andres liv er meget mere værd end mit. Jeg føler det hele er hamrende uretfærdigt for tiden. Jeg græder en masse og fatter ikke hvorfor jeg skal slås med det lorte helbred hele tiden. Jeg vil gerne klage - jeg vil gerne bytte mit krop - selvom jeg ved at klagefristen nok er så rigeligt overskredet. For lige nu er det sgu godt nok mere lort end lagkage....
De har tosomhed, kærlighed, de er dele af små hemmelige loger..... sådan nogen som man ikke kan være med i, når man er single, humøret svigter, eller man ikke duer til interne små koder.
Sådan ser det i hvert fald ud udefra - og det er det jeg bliver ked af at se på.....
Jeg er eet stort rod indeni i disse dage.... Det føles som om mit helbred smuldrer,... som et sandslot i vandkanten, hvor bølgerne stille og roligt æder den ene centimeter efter den anden. Og slottet kollapser, bid for bid og lader sig rive med af vandet, indtil alle spor er slettet.
Flere mærkelige symptomer kommer til. Ting der virkelig bekymrer mig. Og straks sidder jeg og frygter at sandslottet snart vælter helt.
Min læge har ferie - og jeg magter ikke at forsøge at forklare til en ny læge, eller en vagtlæge. Jeg magter knap nok at forklare det til min egen læge. Lige nu frygter jeg bare at alt hvad jeg siger, bliver tørret af som noget psykosomatisk..... et ord jeg er ved at brække mig over at høre.
Jeg kan godt selv mærke i min krop om noget er helt i kuk. Som om det store tandhjul, der søger for at alle de andre tandhjul kører fejlfrit i deres små TIK TAK TIK TAK.... i stedet er der små mislyde, der vidner om at nogle tænder mangler. Lyde som varsler uro og som gør at intet er stabilt......
Jeg har haft dårlige mave i en uge nu. På den der måde, hvor du ikke har lyst til at besøge nogen, tage ud og handle, eller være social på nogen måde..... for tænk, hvis nu.
Det er pinligt - det er sådan noget man ikke rigtigt taler om. Man fortæller ikke rigtigt folk at man er lidt bange for at skide i bukserne, hvis man ikke lige kan komme til et toilet hurtigt nok.
I stedet kommet man med lamme undskyldninger om at man er træt. At man ikke lige kan DEN dag.
Samtidig er hovedet TI skridt foran. "Nu finder jeg da i hvert fald ALDRIG en kæreste". For hvem fanden gider hoppe i kanen med een der pludselig siger: Sorry, jeg løber lige, så jeg ikke skider i sengen.
Alt i alt skræmmer det hele mig....... jeg bruger oceaner af timer på at tænke ØV og ÅHNEJ. Og undres over andres, tilsyneladende DANS gennem livet.
Jeg er ikke uintelligent. Jeg VED godt dette ikke er virkeligheden - ingen danser igennem livet.
Men lige nu, der føles det som om andres liv er meget mere værd end mit. Jeg føler det hele er hamrende uretfærdigt for tiden. Jeg græder en masse og fatter ikke hvorfor jeg skal slås med det lorte helbred hele tiden. Jeg vil gerne klage - jeg vil gerne bytte mit krop - selvom jeg ved at klagefristen nok er så rigeligt overskredet. For lige nu er det sgu godt nok mere lort end lagkage....
Thursday, June 11, 2015
At jonglere med een bold
Jeg kigger på jonglørerne - vupti, en bold, to bolde, tre bolde... mange bolde. Blå, røde, gule, orange.... de hvirvler rundt i en perfekt oval. Op op op op....
Jongløren smiler et bredt, og en lille smule overdrevet smil og har endda overskud til at kigge ud mod publikum og nikke glad.
"VUPTI - HOPLA og HEP", råbes der mens smilet stadig er lige bredt.
Jeg beundrer dem. Vild koordinationsevne og overskud!
Sådan er "alle andre" derude, synes jeg. De jonglerer ikke med bolde, men med arbejde, fritidsaktiviteter, speltboller, børn, frivilligt arbejde, store vennekredse, grill aftener, fester.... og de smiler imens. Store brede smil, mens de nikker til publikum. Seeee, se, se, op, op, op !
Jeg er RØV-misundelig. Lige nu kan jeg kun jonglere med een bold. Og helt ærligt, hvis fanden gider se på EN lille rød bold, der kastes lige op og ned? Hvem bliver imponeret af det?
At jonglere med een bold, er ingen kunst.... Men ikke desto mindre, er det hvad jeg kan præstere lige nu.
Er du ensom?
Jeg har en ugentlig samtale med min søde læge, indtil der er en tid hos en psykolog. Og denne gang spurgte hun mig: "Er du ensom"?
Bum bum.... er jeg ensom?
Førhen, som i da jeg var tyve år gammel, var mit hus altid fyyyyldt med mennesker. Folk kom og gik og jeg var hende der lyttede til dem. Jeg var hende der tryllede en ekstra gang aftensmad frem, til de uventede gæster, uden problemer. Jeg sad sjældent alene en aften og oplevelserne stod i kø.
Jeg ved ikke hvor det ændrede sig. Noget af det var måske naturligt. Man blev mor, før alle vennerne... og det i sig selv satte sine naturlige forandringer i værk. Man kunne ikke være lige så spontan som før. Men det var aldrig noget jeg så eller følte som et afsavn. Jeg var "alenemor" fra dag et - da jeg var gift med en mand der ikke involverede sig særlig dybt. (for 15 år siden blev vi skilt) Også dette satte spor.
Langsomt, men sikkert, blev min datter ældre og der var igen tid og mulighed for at dyrke vennerne. Eller det troede jeg - behovet var ligsom bare ikke det samme. Jeg nød roen og alenetiden..... Og venneskaren var ikke særlig stor.
Jeg har ikke følt jeg manglede noget og levede efter holdningen: "Hellere kvalitet, end kvantitet". Og jeg mente hvert et ord. Og det mener jeg i grunden stadig.
Så hvordan og hvorfor det ændrede sig fra at være et liv fyldt med MANGE mennesker og meget lidt alenetid - til få mennesker og en hel del alenetid - det VED jeg ikke.
Men jeg er pludselig blevet meget bevidst om det... især efter min læge spurgte. Jeg sad på kanten af stolen og kunne mærke der sad et "Nej" og vippede på min læbe.... helt ude på kanten. Men som en spaghetti man ikke fik med helt ind, slurpede jeg ordet i mig igen og hviskede: "Ja, det tror jeg nok jeg er". Mens tankerne væltede rundt i mit hoved. På den ene side var jeg forundret, på den anden side, ja så var det en "Nå ja, det er det.... " følelse.
Lååååård - jeg er ENSOM. Jeg ser mig selv som et normalt intelligent menneske. Så hvordan faaaaanden kan det komme bag på mig, at jeg er ensom? Og hvordan kan jeg være ensom med en dejlig familie og et par gode venner?
Sidder ensomheden indeni? Udenpå? Kan den styres? Hvad skal der til for at ændre ensomheden?
Dertil kommer skammen - det er ekstremt tabubelagt at sige det højt: "Jeg er ensom". Det er dødpinligt og jeg vil gerne bortforklare, tale udenom eller pure nægte det.
Ensomheden har sneget sig ind, selvom jeg besøger venner, går til aktiviteter ude i byen, snakker med naboerne over hækken. Men ensomheden sidder som en lille sort skygge indeni og gnaver løs af vores indre. Hvis man ikke få en masse guf ind på positivkontoen - hvis man ikke føler sig HØRT - hvis man ikke føler man gør en forskel og har en opgave i livet eller at nogen har BRUG for een.... så kommer ensomheden snigende frem fra sin lille krog og begynder at tage store bidder....
Googler man løsninger på ensomhed... så kan man læse at et kæledyr er godt. Måske jeg skulle anskaffe mig en kælegris?
Bum bum.... er jeg ensom?
Førhen, som i da jeg var tyve år gammel, var mit hus altid fyyyyldt med mennesker. Folk kom og gik og jeg var hende der lyttede til dem. Jeg var hende der tryllede en ekstra gang aftensmad frem, til de uventede gæster, uden problemer. Jeg sad sjældent alene en aften og oplevelserne stod i kø.
Jeg ved ikke hvor det ændrede sig. Noget af det var måske naturligt. Man blev mor, før alle vennerne... og det i sig selv satte sine naturlige forandringer i værk. Man kunne ikke være lige så spontan som før. Men det var aldrig noget jeg så eller følte som et afsavn. Jeg var "alenemor" fra dag et - da jeg var gift med en mand der ikke involverede sig særlig dybt. (for 15 år siden blev vi skilt) Også dette satte spor.
Langsomt, men sikkert, blev min datter ældre og der var igen tid og mulighed for at dyrke vennerne. Eller det troede jeg - behovet var ligsom bare ikke det samme. Jeg nød roen og alenetiden..... Og venneskaren var ikke særlig stor.
Jeg har ikke følt jeg manglede noget og levede efter holdningen: "Hellere kvalitet, end kvantitet". Og jeg mente hvert et ord. Og det mener jeg i grunden stadig.
Så hvordan og hvorfor det ændrede sig fra at være et liv fyldt med MANGE mennesker og meget lidt alenetid - til få mennesker og en hel del alenetid - det VED jeg ikke.
Men jeg er pludselig blevet meget bevidst om det... især efter min læge spurgte. Jeg sad på kanten af stolen og kunne mærke der sad et "Nej" og vippede på min læbe.... helt ude på kanten. Men som en spaghetti man ikke fik med helt ind, slurpede jeg ordet i mig igen og hviskede: "Ja, det tror jeg nok jeg er". Mens tankerne væltede rundt i mit hoved. På den ene side var jeg forundret, på den anden side, ja så var det en "Nå ja, det er det.... " følelse.
Lååååård - jeg er ENSOM. Jeg ser mig selv som et normalt intelligent menneske. Så hvordan faaaaanden kan det komme bag på mig, at jeg er ensom? Og hvordan kan jeg være ensom med en dejlig familie og et par gode venner?
Sidder ensomheden indeni? Udenpå? Kan den styres? Hvad skal der til for at ændre ensomheden?
Dertil kommer skammen - det er ekstremt tabubelagt at sige det højt: "Jeg er ensom". Det er dødpinligt og jeg vil gerne bortforklare, tale udenom eller pure nægte det.
Ensomheden har sneget sig ind, selvom jeg besøger venner, går til aktiviteter ude i byen, snakker med naboerne over hækken. Men ensomheden sidder som en lille sort skygge indeni og gnaver løs af vores indre. Hvis man ikke få en masse guf ind på positivkontoen - hvis man ikke føler sig HØRT - hvis man ikke føler man gør en forskel og har en opgave i livet eller at nogen har BRUG for een.... så kommer ensomheden snigende frem fra sin lille krog og begynder at tage store bidder....
Googler man løsninger på ensomhed... så kan man læse at et kæledyr er godt. Måske jeg skulle anskaffe mig en kælegris?
Wednesday, June 10, 2015
Hank op i skørterne kvinde!
Cirklen er en ond nedadgående spiral, der må sadles om og hankes op i skørterne...... Eller noget.
Det nytter ikke noget at jeg æder nutella af glasset, drikker kakao i stedet for morgenmad og spiser lækre fede ting, fordi jeg vil trøste arme stakkels lille mig.
Siden jeg blev konfirmeret har jeg vejet 42 kg, bortset fra under graviditet. Men i oktober sidste år, i forbindelse med grim sygdom og fjernelse af galdeblære, galdesten og nyresten, samt rygestop.... Så er det som om der røg ti kg på.
Og så er det at utaknemmeligheden stiller sig op og stamper tvært i gulvet og skriger: "Jeg vil ikke HA det"!
Jeg troede i maaaange år, at lykken var gjort, hvis jeg tog ti kilo på. Men jeg kan sige, at når man øger sin kropsvægt med 25%, på fire måneder, så er det en anelse svært at være glad for sig selv. Hele garderoben strammer og hjernen fatter det ikke. Man har et helt liv vejet det samme og haft nøjagtig samme facon. Jeg var i en alder af 40, for første gang nogensinde ved at være OK tilfreds med kadaveret, der af mystiske grunden aldrig var vokset de rette steder.
Nu ligner jeg en der er gravid, på den meget triste måde. Jeg er oppustet, træt og føler mig grim i ALT tøj. Endda selvom jeg sidder heeeelt alene.
Og så er det at cirklen er ond, grim og usmagelig. For jeg har INGEN energi, så jeg trøstespiser. Jeg har ingen energi, så jeg oooorker ikke lave ordentlig mad. Jeg har ingen energi, FORDI jeg ikke spiser ordentligt.
Jeg synes det er pisse uretfærdigt. Jeg vil hellere rulle mig sammen i hyggetøj og spise is!
Men i morgen ( eller een af dagene - host) skal jeg have mig lavet en madplan, med nem mad.... Men med sundere mad. Vi er ikke ude i et helsetrip, men jeg skal af med de maaaange tomme kalorier. Det føles skræmmende.... Men jeg kan ikke gå og blive ved at græde over min krops forfald og min manglende energi.
Vi tales ved om emnet igen, når jeg ser om min momentane stædighed og gode ambitioner, vinder kampen mod trisheden og magtesløsheden.
Det nytter ikke noget at jeg æder nutella af glasset, drikker kakao i stedet for morgenmad og spiser lækre fede ting, fordi jeg vil trøste arme stakkels lille mig.
Siden jeg blev konfirmeret har jeg vejet 42 kg, bortset fra under graviditet. Men i oktober sidste år, i forbindelse med grim sygdom og fjernelse af galdeblære, galdesten og nyresten, samt rygestop.... Så er det som om der røg ti kg på.
Og så er det at utaknemmeligheden stiller sig op og stamper tvært i gulvet og skriger: "Jeg vil ikke HA det"!
Jeg troede i maaaange år, at lykken var gjort, hvis jeg tog ti kilo på. Men jeg kan sige, at når man øger sin kropsvægt med 25%, på fire måneder, så er det en anelse svært at være glad for sig selv. Hele garderoben strammer og hjernen fatter det ikke. Man har et helt liv vejet det samme og haft nøjagtig samme facon. Jeg var i en alder af 40, for første gang nogensinde ved at være OK tilfreds med kadaveret, der af mystiske grunden aldrig var vokset de rette steder.
Nu ligner jeg en der er gravid, på den meget triste måde. Jeg er oppustet, træt og føler mig grim i ALT tøj. Endda selvom jeg sidder heeeelt alene.
Og så er det at cirklen er ond, grim og usmagelig. For jeg har INGEN energi, så jeg trøstespiser. Jeg har ingen energi, så jeg oooorker ikke lave ordentlig mad. Jeg har ingen energi, FORDI jeg ikke spiser ordentligt.
Jeg synes det er pisse uretfærdigt. Jeg vil hellere rulle mig sammen i hyggetøj og spise is!
Men i morgen ( eller een af dagene - host) skal jeg have mig lavet en madplan, med nem mad.... Men med sundere mad. Vi er ikke ude i et helsetrip, men jeg skal af med de maaaange tomme kalorier. Det føles skræmmende.... Men jeg kan ikke gå og blive ved at græde over min krops forfald og min manglende energi.
Vi tales ved om emnet igen, når jeg ser om min momentane stædighed og gode ambitioner, vinder kampen mod trisheden og magtesløsheden.
Var der nogen der så det?
Jeg har det lidt som når man er snublet over sine egene fødder og faldet så langt man er, lige dér midt på fortovet. Rejst sig hurtigt op og kastet paniske blikke i alle retninger....SÅ NOGEN DET?!
Jeg er flov over at være tudemarie. Jeg er flov over at jeg har en form for krise. Jeg synes det er dybt pinligt, at jeg kan bryde ud i tårer mens jeg selv mindst venter det.
Men når det er sagt, så oplevede jeg en vis lettelse over at få sagt det højt til mine forældre og min bror og hans kæreste: "Jeg er væltet, jeg er tude,marie, jeg har tabt tøjlerne og kan ikke fange dem selv igen, jeg aner ikke hvem jeg er eller hvor jeg skal hen."
Der er VÆLTET sætninger ud af hovedet på mig som:
- Jeg blev misundelig over at du kom ind i familien og tog min mor. Og samtidig fået sagt at det er naturligt og at jeg holder af dig.
- Jeg har sagt at jeg savner at VÆRE noget/nogen.
- At jeg mangler en dybere mening med fortsat at trække vejret og være til
- At jeg altid har følt mig forkert.
- Og altid følt jeg ikke var god nok.
- At jeg havde brug for at høre til.
- At jeg i en forsamling af mennesker, bruger enorme ressourcer på at regne ud hvad de tænker om mig. Og hvordan jeg siger noget smart, sjovt, intelligent. Og i stedet ender med at stå tavs og studere.
- Men også at jeg egentlig troede jeg var i en opadgående positiv spiral, udviklings-mæssigt.
- At jeg troede mit selvværd efterhånden var god og stabil.
- At jeg lige så lidt som de, kan genkende migselv lige for tiden.
Mennesket er sgu ikke skabt til for meget alenetid. Jeg siger det bare.... man bliver småskør. I hvert fald nu da man væltede midt på fortovet. Hænder og knæ fik en del skrammer og småbløder lidt, og små stykker grus sidder fast i håndfladerne.
Så har man altså brug for de der mennesker, der lige rækker een hånden og og vil rense sårene og sætte et plaster på. Mens de fortæller een, at det nok skal gå.
Det lyder så pisse banalt og måske også barnligt. Men jeg tør godt sige det: VI HAR BRUG FOR OMSORG - uanset hvor gamle vi end er. Og ikke mindst når vi er faldet og har slået enten hænder, knæ eller ego.
Lige nu halter mit ego. Det trækker på benet og er lidt sølle. Man ville ønske ingen så det - og alligevel er man så pinligt bevidst om at det ikke kan undgås. Man falder ikke midt på fortovet, uden at NOGEN ser det.
Og to ting har slået mig....
- Da jeg gik offentligt med det, var der MANGE der skrev: "Det skal nok blive godt igen. JEG har også prøvet det". Mennesker jeg troede jeg kendte sådan nogenlunde godt. Og andre jeg kun kendte overfladisk. Mennesker der har bøvlet med angst, depressioner og stress..... I det skjulte vel at mærke.
- Og at min familie har SET MIG, meget mere end jeg troede. De har set mig, højt mig og har talt om mig. En sær følelse.... men også en tryg følelse. Jeg ved nu med ord, at de vil mig det godt. For den onde lille satan har længe siddet på skulderen og forsøgt at overbevise mig om det modsatte. Sad but true.
Og begge dele er så forbandet skræmmende at finde ud af. TÆNK at så mange mennesker har rendt rundt og har haft det ad hækkenfeld til, uden at sige noget. De har bare ædt smerten og smilt og sagt de havde det fint, da du spurgte: "Hvordan har du det?"
Og min egen familie er rykket tættere sammen, føler jeg. Eller også har de været det hele tiden, men jeg har følt mig ude i periferien? Jeg er ikke sikker..... jeg er i det hele taget så pisse irriterende usikker hele tiden. For hvad kan de bruge mig til?
Jeg har ikke mange kræfter, jeg er ikke rig, jeg er ikke særlig huslig, jeg er ikke een der duer til at jonglere med et stort arrangement...... Ja, jeg ved det ikke.
Men lige nu forsøger jeg bare at rejse mig op og børste gruset af hænderne og se ud som om intet er hændt. Dårlig idé, uden tvivl...... Men man vender ikke skuden på kort tid. Jeg kæmper... og ved ikke om jeg nogensinde bliver hel igen.
Jeg er flov over at være tudemarie. Jeg er flov over at jeg har en form for krise. Jeg synes det er dybt pinligt, at jeg kan bryde ud i tårer mens jeg selv mindst venter det.
Men når det er sagt, så oplevede jeg en vis lettelse over at få sagt det højt til mine forældre og min bror og hans kæreste: "Jeg er væltet, jeg er tude,marie, jeg har tabt tøjlerne og kan ikke fange dem selv igen, jeg aner ikke hvem jeg er eller hvor jeg skal hen."
Der er VÆLTET sætninger ud af hovedet på mig som:
- Jeg blev misundelig over at du kom ind i familien og tog min mor. Og samtidig fået sagt at det er naturligt og at jeg holder af dig.
- Jeg har sagt at jeg savner at VÆRE noget/nogen.
- At jeg mangler en dybere mening med fortsat at trække vejret og være til
- At jeg altid har følt mig forkert.
- Og altid følt jeg ikke var god nok.
- At jeg havde brug for at høre til.
- At jeg i en forsamling af mennesker, bruger enorme ressourcer på at regne ud hvad de tænker om mig. Og hvordan jeg siger noget smart, sjovt, intelligent. Og i stedet ender med at stå tavs og studere.
- Men også at jeg egentlig troede jeg var i en opadgående positiv spiral, udviklings-mæssigt.
- At jeg troede mit selvværd efterhånden var god og stabil.
- At jeg lige så lidt som de, kan genkende migselv lige for tiden.
Mennesket er sgu ikke skabt til for meget alenetid. Jeg siger det bare.... man bliver småskør. I hvert fald nu da man væltede midt på fortovet. Hænder og knæ fik en del skrammer og småbløder lidt, og små stykker grus sidder fast i håndfladerne.
Så har man altså brug for de der mennesker, der lige rækker een hånden og og vil rense sårene og sætte et plaster på. Mens de fortæller een, at det nok skal gå.
Det lyder så pisse banalt og måske også barnligt. Men jeg tør godt sige det: VI HAR BRUG FOR OMSORG - uanset hvor gamle vi end er. Og ikke mindst når vi er faldet og har slået enten hænder, knæ eller ego.
Lige nu halter mit ego. Det trækker på benet og er lidt sølle. Man ville ønske ingen så det - og alligevel er man så pinligt bevidst om at det ikke kan undgås. Man falder ikke midt på fortovet, uden at NOGEN ser det.
Og to ting har slået mig....
- Da jeg gik offentligt med det, var der MANGE der skrev: "Det skal nok blive godt igen. JEG har også prøvet det". Mennesker jeg troede jeg kendte sådan nogenlunde godt. Og andre jeg kun kendte overfladisk. Mennesker der har bøvlet med angst, depressioner og stress..... I det skjulte vel at mærke.
- Og at min familie har SET MIG, meget mere end jeg troede. De har set mig, højt mig og har talt om mig. En sær følelse.... men også en tryg følelse. Jeg ved nu med ord, at de vil mig det godt. For den onde lille satan har længe siddet på skulderen og forsøgt at overbevise mig om det modsatte. Sad but true.
Og begge dele er så forbandet skræmmende at finde ud af. TÆNK at så mange mennesker har rendt rundt og har haft det ad hækkenfeld til, uden at sige noget. De har bare ædt smerten og smilt og sagt de havde det fint, da du spurgte: "Hvordan har du det?"
Og min egen familie er rykket tættere sammen, føler jeg. Eller også har de været det hele tiden, men jeg har følt mig ude i periferien? Jeg er ikke sikker..... jeg er i det hele taget så pisse irriterende usikker hele tiden. For hvad kan de bruge mig til?
Jeg har ikke mange kræfter, jeg er ikke rig, jeg er ikke særlig huslig, jeg er ikke een der duer til at jonglere med et stort arrangement...... Ja, jeg ved det ikke.
Men lige nu forsøger jeg bare at rejse mig op og børste gruset af hænderne og se ud som om intet er hændt. Dårlig idé, uden tvivl...... Men man vender ikke skuden på kort tid. Jeg kæmper... og ved ikke om jeg nogensinde bliver hel igen.
Tuesday, June 09, 2015
Omfavnelse
Det er tirsdag morgen og jeg står og kigger ind i klædeskabet. Det er ikke prangende og meget er købt super billigt eller er arvet. Men det er underordnet. Jeg står foran skabet med en dyb og rungende trang til tøj der omfavner !
Jep, tøj der er blødt, tykt, omfavnende, varmt og lækkert. Tøj der giver følelsen af at være inde i en blød sky af kram. Kender du det? Sådan har jeg det tit for tiden....
Men det tøj findes ikke. Eller jeg har i hvert fald ikke noget af det.
Mine fingre glider søgende hen over den ene trøje efter den anden... ned til hylden med jeans og andre bukser. Naaaah, intet føles rigtigt. Det handler ikke om udseende.... men den der følelse af at hoppe i noget blødt. *suk*. Enten er det for tyndt, for mange syninger, for stift.... eller bare helt forkert.
Jeg ved det godt inderst inde.... løsningen er ikke i mit klædeskab. Jeg må bare ryste følelsen af mig og komme videre. Følelsen af at man trænger til at blive holdt om. Ikke bare et kram, af en ven eller veninde.... men sådan rigtigt holdt om.
Det er kommet snigende ind på mig og jeg ved ikke rigtigt hvad der kom først, hønen eller ægget.
Var jeg ensom før jeg knækkede og blev bundløst trist? Eller var det omvendt? Blev jeg trist og så kom ensomheden? Jeg tror på det sidste.... for jeg har boet alene i maaange år og jeg har virkelig nydt det og ikke følt jeg led afsavn.
Men uanset om et fjeret bæst kom først eller dets æg, er jeg egentlig skide ligeglad med - JEG vil svæve på en sky af varme kramere. Og samtidig savner jeg, MIG - hende der ikke er ensom. Hende der har rigeligt i sin hverdag, til ikke at føle ensomheden snige sit ind og lægge sig tungt på skuldrene og hviske grimme ting i ørerne. Giv mig migselv tilbage!
Eller i det mindste, så giv mig den blødeste af de blødeste dragter!
Jep, tøj der er blødt, tykt, omfavnende, varmt og lækkert. Tøj der giver følelsen af at være inde i en blød sky af kram. Kender du det? Sådan har jeg det tit for tiden....
Men det tøj findes ikke. Eller jeg har i hvert fald ikke noget af det.
Mine fingre glider søgende hen over den ene trøje efter den anden... ned til hylden med jeans og andre bukser. Naaaah, intet føles rigtigt. Det handler ikke om udseende.... men den der følelse af at hoppe i noget blødt. *suk*. Enten er det for tyndt, for mange syninger, for stift.... eller bare helt forkert.
Jeg ved det godt inderst inde.... løsningen er ikke i mit klædeskab. Jeg må bare ryste følelsen af mig og komme videre. Følelsen af at man trænger til at blive holdt om. Ikke bare et kram, af en ven eller veninde.... men sådan rigtigt holdt om.
Det er kommet snigende ind på mig og jeg ved ikke rigtigt hvad der kom først, hønen eller ægget.
Var jeg ensom før jeg knækkede og blev bundløst trist? Eller var det omvendt? Blev jeg trist og så kom ensomheden? Jeg tror på det sidste.... for jeg har boet alene i maaange år og jeg har virkelig nydt det og ikke følt jeg led afsavn.
Men uanset om et fjeret bæst kom først eller dets æg, er jeg egentlig skide ligeglad med - JEG vil svæve på en sky af varme kramere. Og samtidig savner jeg, MIG - hende der ikke er ensom. Hende der har rigeligt i sin hverdag, til ikke at føle ensomheden snige sit ind og lægge sig tungt på skuldrene og hviske grimme ting i ørerne. Giv mig migselv tilbage!
Eller i det mindste, så giv mig den blødeste af de blødeste dragter!
Sunday, June 07, 2015
Grin af det
Hvorfor er det så svært at være uperfekt?
Vi kender det alle, i et eller andet omfang. Det er kun hjemme i sofaen, man prutter højt og uden at skjule det. Men kan klø sig i øret og bagefter studere det fundne nøje. Man kan bøvse højt og rende rundt med troldehår og krøllet tøj.
Alt sammen ting man ikke ville gøre, mens man sad på besøg hos moster Agathe, eller står i køen nede i Netto.
Der har vi vores "udefjæs" på og pakker tingene lidt ind. Man har vel lært at opføre sig ordentligt.
Bevares, det er da godt at vi alle ikke står og prutter højlydt nede i Netto. Det ville da være en smule ucharmerende. Og det er da også rigtig fint at vi lærer lidt pli og god opdragelse. Men vi er jo nærmest panisk perfekte og reagerer meget flovt, HVIS det skulle ske.
Jeg har en lillebror - ham ser jeg RIGTIG meget op til. Ikke bare fordi han er højere end jeg, men fordi han er fantastisk. Han har tilpas meget selvironi, til at kunne grine af sådanne ups'er. Han kan endda finde på at provokere lidt og bagefter sende et smil, der gør at du ikke KAN lade være med at smile og måske endda grine lidt.
Han forstår at gøre grin med sig selv. Han skjuler ikke det han ikke kan.... han står ved det og er ikke bange for at vise det.
Og sjovt nok, så gør det ham ikke svag i andres øjne, tvært i mod. For mig er han en klippe. Stærk, og altid klar til at tage missiler, der er indstillet på dig, hvis han kan. Han har et lyst syn på tingene og er er pisse dygtig til at sige PYT. Samtidig med at bevare en realitetssans, der dog aldrig gør at han virker tynget. Selvfølgelig ved jeg, at heller ikke han er perfekt.
Dog vil jeg gerne lære at være mere som ham. Jeg vil gerne kunne komme til at prutte i køen i netto og så bare grine af det og komme med en kæk bemærkning. Helt uden at rødme og tænke grimme ting om mig selv.
Jeg kan ikke synge og ingen kan TVINGE en tone ud af mig, fordi jeg er pisse flov over det. Min bror han tackler det modsat - han overdriver at han ikke kan synge og han gør det højt! Til stor morskab for alle og allermest for ham selv.
Vi kan alle lære af det. Mindre selvhøjtidelighed. Smid masken og lad være at tro at alle er perfekte. Det er INGEN!
Vi kender det alle, i et eller andet omfang. Det er kun hjemme i sofaen, man prutter højt og uden at skjule det. Men kan klø sig i øret og bagefter studere det fundne nøje. Man kan bøvse højt og rende rundt med troldehår og krøllet tøj.
Alt sammen ting man ikke ville gøre, mens man sad på besøg hos moster Agathe, eller står i køen nede i Netto.
Der har vi vores "udefjæs" på og pakker tingene lidt ind. Man har vel lært at opføre sig ordentligt.
Bevares, det er da godt at vi alle ikke står og prutter højlydt nede i Netto. Det ville da være en smule ucharmerende. Og det er da også rigtig fint at vi lærer lidt pli og god opdragelse. Men vi er jo nærmest panisk perfekte og reagerer meget flovt, HVIS det skulle ske.
Jeg har en lillebror - ham ser jeg RIGTIG meget op til. Ikke bare fordi han er højere end jeg, men fordi han er fantastisk. Han har tilpas meget selvironi, til at kunne grine af sådanne ups'er. Han kan endda finde på at provokere lidt og bagefter sende et smil, der gør at du ikke KAN lade være med at smile og måske endda grine lidt.
Han forstår at gøre grin med sig selv. Han skjuler ikke det han ikke kan.... han står ved det og er ikke bange for at vise det.
Og sjovt nok, så gør det ham ikke svag i andres øjne, tvært i mod. For mig er han en klippe. Stærk, og altid klar til at tage missiler, der er indstillet på dig, hvis han kan. Han har et lyst syn på tingene og er er pisse dygtig til at sige PYT. Samtidig med at bevare en realitetssans, der dog aldrig gør at han virker tynget. Selvfølgelig ved jeg, at heller ikke han er perfekt.
Dog vil jeg gerne lære at være mere som ham. Jeg vil gerne kunne komme til at prutte i køen i netto og så bare grine af det og komme med en kæk bemærkning. Helt uden at rødme og tænke grimme ting om mig selv.
Jeg kan ikke synge og ingen kan TVINGE en tone ud af mig, fordi jeg er pisse flov over det. Min bror han tackler det modsat - han overdriver at han ikke kan synge og han gør det højt! Til stor morskab for alle og allermest for ham selv.
Vi kan alle lære af det. Mindre selvhøjtidelighed. Smid masken og lad være at tro at alle er perfekte. Det er INGEN!
Friday, June 05, 2015
Og så alligevel ikke
Jeg er kvinde - og så alligevel ikke
Jeg er husmor - og så alligevel ikke
Jeg er skribent - og så alligevel ikke
Jeg er fotograf - og så alligevel ikke
Jeg har grønne fingre - og så alligevel ikke
Jeg er pæn pige - og så alligevel ikke
Jeg er faktisk bare mig, uperfekt.... En trekant, der ikke kan mases ned i en firkant, uden at noget knækker af. Jeg består af små fragmenter, der tilsammen udgør et sindrigt puslespil. Der er bare lige det, at de steder hvor brikkerne ikke helt passede - fik det en knyttet næve *BAM*, så sidder den der!
.... Og så alligevel ikke.
Jeg er husmor - og så alligevel ikke
Jeg er skribent - og så alligevel ikke
Jeg er fotograf - og så alligevel ikke
Jeg har grønne fingre - og så alligevel ikke
Jeg er pæn pige - og så alligevel ikke
Jeg er faktisk bare mig, uperfekt.... En trekant, der ikke kan mases ned i en firkant, uden at noget knækker af. Jeg består af små fragmenter, der tilsammen udgør et sindrigt puslespil. Der er bare lige det, at de steder hvor brikkerne ikke helt passede - fik det en knyttet næve *BAM*, så sidder den der!
.... Og så alligevel ikke.
Pæne piger taler pænt og smiler sødt
Jeg er hende den pæne pige.
Eller i hvert fald hende der taler pænt til folk (for fotomodel er jeg sgu ikke). Jeg svarer ikke igen. Jeg bander ikke ad folk. Jeg siger hellere pyt, det er okay!
Hvis lægen siger noget, så siger jeg bare okay, du må vide bedst.
Hvis jeg er dybt uenig med en bekendt, skifter jeg hellere emne. Det er ikke sjovt at diskutere.... Det er lettere bare at være enige. (Selvfølgelig i et vist omfang... Jeg kan sagtens være uenig).
Men lige nu er bøtten vendt. I hvert fald indeni. Jeg spytter af folk. Jeg bander de styggeste eder og forbandelser ud, over små og store ting. Min galde drypper, som syre, igennem alt.
Hvis nogen sidder og er naive, har jeg lyst til at sparke dem hårdt over benet og skrige : "Er du dum eller hvad? Din skide blondine!"
Hvis en politiker smiler sødt (der er jo valgkamp) og lover guld og grønne skove, har jeg lyst til at spytte dem i fjæset og spørge hvilken fucking utopisk parallel verden de for helvede lever i?
Når naboen igen spiller "Bluuuuue Velvet" (ung fyr), for fuld skrue, så jeg kan høre hver evig eneste strofe. Så har jeg i tankerne sparket hans dør ind så den splintres og flyver til alle sider. Hvorefter jeg farer hen og flår ham i kraven og skriger "Så stopper du eddermame med at vælge musik for mig, så jeg er tvangsindlagt til at høre noget du er mindst en generation for langt fra at lytte til, din forbandede klaphat. Og lad så for helvede være med at SMÆKKE din skide terrassedør i tredive gange om dagen, så mit indre krakelerer lidt for hver gang. Den dør kan krafteddermame godt LUKKES!".
Jeg er så indebrændt og synes at næsten alle gør noget forkert. Enten har de ikke hørt mine bønner online (JEG, "4 år" er på krigsstien). Eller også har de ikke ringet,,, eller også lovede de at være der, og vendte så ikke tilbage. Eller også kommer de uanmeldt... de der mennesker jeg IKKE føler jeg orker lytte på. Den slags mennesker du garanteret også har i dit liv. Dem som man lukker ind på pligtbesøg. GISP - sagde jeg det? Man har da ikke folk på PLIGTBESØG?!?!?! ( jeg har EN, plus de der jehovas vidner, jeg ikke kan få mig selv til at kaste på porten..... og da de har luret dette, kommer de med vagttårnet og vil redde stakkels mig, mindst to gange om måneden (Jeg forsøger altid at gemme mig).
Jeg kunne på ottende dag ligge og rådne op og i har ikke engang opdaget det... Åååh ja liiige vand på min indre mølle, der siger at deeer kan du bare se, du er så pis hamrende undværlig! Du er ikke en skid værd, INGEN ville opdage hvis du blev kidnappet til en parallel verden. Jeg brækker mig......
Men faktisk ikke over dem, men mig selv. Jeg besidder aldrig sådan vrede. Jeg er nærmest irriterende PYT agtig, har jeg fået at vide. Og det er sjældent at ting sådan virkelig generer mig dybt. Jeg er ikke en person der vejer personlige tjenester lige. Jeg tæller ikke hvem der har besøgt hvem mest. Så lige nu skræmmer vreden mig meget. Og jeg kunne jo også bare bede om hjælpen og besøget. Men lige nu er jeg flov over mit rodede hjem og mit uglede "jeg har ikke magtet et rigtigt bad og en kam i nogen dage" udseende.... Så det er heller ikke skide let at gøre mig tilpas.
Lige nu vælter galden bare ud som en grim stinkende altopædende masse. Fy for satan siger jeg bare..... Føj!
Eller i hvert fald hende der taler pænt til folk (for fotomodel er jeg sgu ikke). Jeg svarer ikke igen. Jeg bander ikke ad folk. Jeg siger hellere pyt, det er okay!
Hvis lægen siger noget, så siger jeg bare okay, du må vide bedst.
Hvis jeg er dybt uenig med en bekendt, skifter jeg hellere emne. Det er ikke sjovt at diskutere.... Det er lettere bare at være enige. (Selvfølgelig i et vist omfang... Jeg kan sagtens være uenig).
Men lige nu er bøtten vendt. I hvert fald indeni. Jeg spytter af folk. Jeg bander de styggeste eder og forbandelser ud, over små og store ting. Min galde drypper, som syre, igennem alt.
Hvis nogen sidder og er naive, har jeg lyst til at sparke dem hårdt over benet og skrige : "Er du dum eller hvad? Din skide blondine!"
Hvis en politiker smiler sødt (der er jo valgkamp) og lover guld og grønne skove, har jeg lyst til at spytte dem i fjæset og spørge hvilken fucking utopisk parallel verden de for helvede lever i?
Når naboen igen spiller "Bluuuuue Velvet" (ung fyr), for fuld skrue, så jeg kan høre hver evig eneste strofe. Så har jeg i tankerne sparket hans dør ind så den splintres og flyver til alle sider. Hvorefter jeg farer hen og flår ham i kraven og skriger "Så stopper du eddermame med at vælge musik for mig, så jeg er tvangsindlagt til at høre noget du er mindst en generation for langt fra at lytte til, din forbandede klaphat. Og lad så for helvede være med at SMÆKKE din skide terrassedør i tredive gange om dagen, så mit indre krakelerer lidt for hver gang. Den dør kan krafteddermame godt LUKKES!".
Jeg er så indebrændt og synes at næsten alle gør noget forkert. Enten har de ikke hørt mine bønner online (JEG, "4 år" er på krigsstien). Eller også har de ikke ringet,,, eller også lovede de at være der, og vendte så ikke tilbage. Eller også kommer de uanmeldt... de der mennesker jeg IKKE føler jeg orker lytte på. Den slags mennesker du garanteret også har i dit liv. Dem som man lukker ind på pligtbesøg. GISP - sagde jeg det? Man har da ikke folk på PLIGTBESØG?!?!?! ( jeg har EN, plus de der jehovas vidner, jeg ikke kan få mig selv til at kaste på porten..... og da de har luret dette, kommer de med vagttårnet og vil redde stakkels mig, mindst to gange om måneden (Jeg forsøger altid at gemme mig).
Jeg kunne på ottende dag ligge og rådne op og i har ikke engang opdaget det... Åååh ja liiige vand på min indre mølle, der siger at deeer kan du bare se, du er så pis hamrende undværlig! Du er ikke en skid værd, INGEN ville opdage hvis du blev kidnappet til en parallel verden. Jeg brækker mig......
Men faktisk ikke over dem, men mig selv. Jeg besidder aldrig sådan vrede. Jeg er nærmest irriterende PYT agtig, har jeg fået at vide. Og det er sjældent at ting sådan virkelig generer mig dybt. Jeg er ikke en person der vejer personlige tjenester lige. Jeg tæller ikke hvem der har besøgt hvem mest. Så lige nu skræmmer vreden mig meget. Og jeg kunne jo også bare bede om hjælpen og besøget. Men lige nu er jeg flov over mit rodede hjem og mit uglede "jeg har ikke magtet et rigtigt bad og en kam i nogen dage" udseende.... Så det er heller ikke skide let at gøre mig tilpas.
Lige nu vælter galden bare ud som en grim stinkende altopædende masse. Fy for satan siger jeg bare..... Føj!
Wednesday, June 03, 2015
Men hvor er den store opgave?
Hvad er meningen med livet?
Hvad er vores opgave? Hvor bærer det hele hen? Er der en dybere mening? Hvornår slutter vores opgave?
Vi bliver født. Vi lærer at gå og tale. Vi lærer en masse færdigheder, både fagligt og menneskeligt. Vi danner relationer. Nogen af os bliver velsignet med et barn eller flere. Så er man forældre. Man er arbejder. Man er menneske.
Det hele føles meningsfyldt og den indre konto bobler over af følelsen af lykke, at høre til, personlig tilfredshed og ikke mindst at man er igang med en vigtig opgave.
Så finder man ud af at det der parforhold slet ikke føltes rigtigt... Det slutter. Og een gang mere... Selvvalgt, bevares.... Men.
Senere bliver man dømt ude af arbejdsmarkedet og lander på en pension. Man slog ikke til.
Førtidspensionist pffff... Ikke særligt attraktivt og levner ikke mulighed for "karriereudvikling", lønforhøjelser, rejser til eksotiske lande.... Faktisk knap nok en budgetrejse.
Hver måned føler man at man skal spare, spare, spare.... Bevares, det gjorde man også da man engang var uheldig at lande direkte fra ungdomsuddannelse udi bistand. Men der var en tidshorisont på.... "Bare indtil jobbet er der".
Men pt har jeg ingen tidsfrist.
Det kan godt føles trættende at tænke på, "at alle andre" kan rejse med deres børn. De skal ikke bo til leje et sted der i grunden er for dyrt. Hvor ikke alt bliver lavet. Hvor der konstant er "ting man ikke må". Hvert år stiger huslejen og man får intet ekstra for det.
Men nå - Så efter en del år, flytter poden hjemmefra, man er stolt og synes (forhåbentlig) at man har gjort et godt stykke arbejde. Men HOLD nu kaje der bliver tomt. Man står med følelsen af at have fået en lussing med en klam rødspætte.
Hey, det var her jeg skulle hygge mig, sove længe, ikke gide lave mad, hvor rodet der ligger KUN er mit wohooooo! Hvor fanden bliver YAY følelsen så af? Hvorfor føler man at noget man har vidst, siden den dag man lå lykkeligt tudende, med et nyt lille vidunder i favnen: DE FLYTTER ALTSÅ HJEMMEFRA EN DAG!
Og i mit eget tilfælde var poden først et år i udlandet..... så man fik testet om vingerne bar, inden den egentlig fraflytning. Og alligevel kommer det som et chok at man reagerer med tud og afsavn.
Og nu efter at have været alene i et par år og jeg troede alt var ved at synke på plads, så kommer håbløsheden. Hvad skal jeg nu? Skal jeg bare sidde og trække vejret de næste tyve tredive år? Sidde og pille lidt i en chiliplante, mens man indvendigt klipper endnu en dag af strimlen, med dage man er til?
Bevares, jeg er klar over at livet kan fyldes med ditten og dutten. Men lige nu "brækker jeg mig bare over min egen ynkelighed". Hvor pokker blev hende den uafhængige af? Hende der var selvvalgt single og NØD det?
Jeg valgte at være singlemor og vente med at involvere mit barn i en masse partnere til senere. Det har der været flere grunde til.... men ikke desto mindre var det et valg. Et valg der ALDRIG har føltes som et offer. Det gør det stadig ikke. Og jeg er ret meget i chok over den overvældende ensomhedsfølelse, der kommer væltende i disse dage.
Hvad er vores opgave? Hvor bærer det hele hen? Er der en dybere mening? Hvornår slutter vores opgave?
Vi bliver født. Vi lærer at gå og tale. Vi lærer en masse færdigheder, både fagligt og menneskeligt. Vi danner relationer. Nogen af os bliver velsignet med et barn eller flere. Så er man forældre. Man er arbejder. Man er menneske.
Det hele føles meningsfyldt og den indre konto bobler over af følelsen af lykke, at høre til, personlig tilfredshed og ikke mindst at man er igang med en vigtig opgave.
Så finder man ud af at det der parforhold slet ikke føltes rigtigt... Det slutter. Og een gang mere... Selvvalgt, bevares.... Men.
Senere bliver man dømt ude af arbejdsmarkedet og lander på en pension. Man slog ikke til.
Førtidspensionist pffff... Ikke særligt attraktivt og levner ikke mulighed for "karriereudvikling", lønforhøjelser, rejser til eksotiske lande.... Faktisk knap nok en budgetrejse.
Hver måned føler man at man skal spare, spare, spare.... Bevares, det gjorde man også da man engang var uheldig at lande direkte fra ungdomsuddannelse udi bistand. Men der var en tidshorisont på.... "Bare indtil jobbet er der".
Men pt har jeg ingen tidsfrist.
Det kan godt føles trættende at tænke på, "at alle andre" kan rejse med deres børn. De skal ikke bo til leje et sted der i grunden er for dyrt. Hvor ikke alt bliver lavet. Hvor der konstant er "ting man ikke må". Hvert år stiger huslejen og man får intet ekstra for det.
Men nå - Så efter en del år, flytter poden hjemmefra, man er stolt og synes (forhåbentlig) at man har gjort et godt stykke arbejde. Men HOLD nu kaje der bliver tomt. Man står med følelsen af at have fået en lussing med en klam rødspætte.
Hey, det var her jeg skulle hygge mig, sove længe, ikke gide lave mad, hvor rodet der ligger KUN er mit wohooooo! Hvor fanden bliver YAY følelsen så af? Hvorfor føler man at noget man har vidst, siden den dag man lå lykkeligt tudende, med et nyt lille vidunder i favnen: DE FLYTTER ALTSÅ HJEMMEFRA EN DAG!
Og i mit eget tilfælde var poden først et år i udlandet..... så man fik testet om vingerne bar, inden den egentlig fraflytning. Og alligevel kommer det som et chok at man reagerer med tud og afsavn.
Og nu efter at have været alene i et par år og jeg troede alt var ved at synke på plads, så kommer håbløsheden. Hvad skal jeg nu? Skal jeg bare sidde og trække vejret de næste tyve tredive år? Sidde og pille lidt i en chiliplante, mens man indvendigt klipper endnu en dag af strimlen, med dage man er til?
Bevares, jeg er klar over at livet kan fyldes med ditten og dutten. Men lige nu "brækker jeg mig bare over min egen ynkelighed". Hvor pokker blev hende den uafhængige af? Hende der var selvvalgt single og NØD det?
Jeg valgte at være singlemor og vente med at involvere mit barn i en masse partnere til senere. Det har der været flere grunde til.... men ikke desto mindre var det et valg. Et valg der ALDRIG har føltes som et offer. Det gør det stadig ikke. Og jeg er ret meget i chok over den overvældende ensomhedsfølelse, der kommer væltende i disse dage.
Friday, May 29, 2015
Glansbilleder
Det er ikke bare noget glittersødt noget vi samlede på som børn. Nej det er noget i hvert fald jeg, har forsøgt at være, et helt liv.
Som barn og ung var usikkerheden stor. Man synes at alle de andre var større, bedre, sejere...
Det er i sig selv vist ret normalt i den alder... En proces, der gerne skulle ende i at man ved hvem man er. Det kan også godt være man snupper nogle år, hvor man føler sig cool, ovenpå og med styr på sit shit.
Men presset er hårdt. Der er kvinder (og mænd) overalt der mere eller mindre bevidst øger presset, normen, "sådan er du perfekt".
I samtlige dameblade kan du læse om hvad der er sundt og spise, eller hvad der slår dig ihjel. Bladr en side, så ser du hvordan kvindekroppen bør se ud. Stram, smækker og med proportionerne i orden. Huden fejlfri, håret perfekt..... Alt sammen heeeeelt naturligt, uden motion, uden cremer og uden krøllejern. "Sådan ser jeg bare ud tihi", mens der blinkes med stooore uskyldige bambi øjne.
Man lærer en masse af de blade. Og af tv og de sociale medier.
Man har helst en børneflok, alle med røde kinder, dyrt tøj, med et sundt lille plaster på knæet. I deres madpakker er der speltboller, masser af grønt og vand tappet de helt rigtige steder. Hov og husk lige at madkasse og drikkeflaske skal være lavet af biologisk nedbrydelige materialer... Hvis de ikke er, så er det DIN skyld det hele smuldrer og går under.
Imens render mødrene rundt og udtråler overskud... Meget af det. For de har de her perfekte børn, en mand med en god karriere (iiiikke stikke uden for normen her), hun har altid perfekt hår, make up og negle, når hun viser sig ude. Og hvis hun har jord under neglene er det et meget bevidst "se, jeg er så overskudsagtig, at jeg ud over børn, karriere og mand, samtidig har 150 kvm køkkenhave, da jeg mener økologi er en pligt".
Altid når man ser hendes hjem på billeder, er det fnugfrit, fejlfrit og helt blottet for liv. Vasen står altid samme sted... Aaaaj den blev lige flyttet hen på skænken på næste foto.... Det skal jo heller ikke være FOR opsat, vel?
Om hun så er enlig mor, så er alt spotless. Hun har bil, hus, hun jonglerer med karriere, fritids arrangementer ved børnenes skoler, hun kører børnene hid og did, hun sørger for de intet mangler, en iPhone er jo for fanden et vigtigt redskab, vi lever jo i moderne tider. MINE børn skal i hvert fald ikke rende rundt uden og udstråle at de ikke er med på beatet. Om vi så skal belåne huset til op over skorstenen, for at kunne opretholde de fine ydre. Det kan ingen jo se alligevel.
Vi bliver skide bange for ikke at være perfekte. Det er opslidende og pisse hårdt at leve op til. Selv de der speltmødre, der kæmper deres seje kamp for at udstråle at de er seje og har åh så meget styr på tilværelsen. Hop ned fra hesten... Jeres uperfekte små sider skinner igennem.
Ingen er perfekte... Ingen overhovedet. Og alligevel kæmper vi så hårdt for at følge med. For at sige det rigtige, eller i hvert fald ikke det forkerte. For hvis man har bestemte holdninger, så bliver du valgt fra.
Idag kan man miste et venskab, hvis du stemmer på et andet parti end vedkommende. "Er du ikke enig med mig? Giiiisp, jamen jeg troede vi var venner"! Små marginaler, kan være afgørende for venskaber, bånd, andres syn på dig og din (u)perfektionisme.
Jeg kan jo lige så godt bure mig inde.
- jeg farver håret, da jeg er leverpostejsfarvet og det er da bare kedeligt
- jeg har ikke perfekte tænder. Af grunde jeg ikke forstår, skal emaljen på mine tænder bare krakelere og dermed give bisserne dødsstødet, een efter een, lige meget hvad der gøres. Jeg kunne have haft en villa idag, hvis jeg havde valgt gebis som 21 årig.
- jeg var ikke egnet til arbejdsmarkedet. Jeg døjer med ledsmerter og en del andre ting. Hvilket gør at jeg ikke passer ind. Bummer....
- jeg er født med forkerte proportioner. Jeg er lav, jeg har altid været alt for tynd og så har det der med bryster sprunget mig over. Nu har jeg så på kun 4 mdr taget 25% af min egen vægt på... Og nu er jeg pisse utaknemmelig, da det hele satte sig på maven. Jeg er barnligt sur... Jaaa, jeg har alle dage ønsket mig at tage ti kg på. Men nu stiller jeg sgu også krav.... Hvor fanden blev patterne af?
- mit hjem er ikke spotless. Der er nullermænd i krogene, det er for småt, det er lejet, her er lidt for koldt om vinteren. Jeg er tit flov over ikke at kunne vise et stort, lyst og lækkert hjem frem.
- hos mig er det som om ET rum, kan være perfekt af gangen. Og der er mindst et rum der altid ligner crap. Det rum man lukker døren til.
- jeg har i årevis været pinlig over kun at kunne eje gamle rustne biler.
- jeg er pinlig over at jeg tit må klippe og farve mit eget hår, da jeg ikke kan skaffe 700kr hver tredie måned til klip og farv. Det er sådan noget man næsten ikke tør sige!
- jeg gad godt prøve en fin kjole og en feeed makeup. Jeg gad godt prøve et SPA. Og massage, healing og mange andre ting. Men jeg er ukomfortabel med at en fremmed skal være så tæt på min intimsfære. Jeg synes jeg ser grim ud med makeup. Jeg synes læbestift er forfærdeligt... Helt ærligt, det smager grimt og ender med at forsvinde eller sidde hvor det ikke skal. Og så sætter det fokus på min mund og derned mine tænder. I øvrigt har jeg ikke de der perfekte læber, der er fyldige, med en fin amorbue.
- jeg har altid synes at jeg ikke gav mit barn nok. Jeg havde ikke råd til det dyre tøj, speltbollerne, tre gange fritidssport, ferier (ikke mindst) og ti ture til legoland og meget andet, hvert år.
- jeg har prøvet at udstille mine ting et sted hvor man om aftenen inviterede på galla. Jeg var ved at skide i bukserne og meldte fra til gallaen.... For jeg ejer ikke en smuk kjole. Og jeg har så gu ikke råd til at finde penge til det.
- jeg tror man glemte mig, da der skulle deles husmodergen ud og gener der gør sig god som værtinde. Jeg er røvdårlig til at huske at byde på kaffe. Jeg kan ikke huske om du drikker the eller kaffe. Ikke fordi jeg ikke lytter... Men jeg vil hellere bruge krudt på at lytte til alt det spændende du har at sige. Jeg lægger ikke mit sengetøj sammen så det ligger snorlige. Jeg stryger først en skjorte hvis jeg skal bruge den. Jeg husker ikke altid at få gjort rent FØR det trænger.... Som dem der har faste rengøringsdage. Jeg er totalt dårlig til at vaske vinduer uden striber. Når jeg er på besøg hos nogen og kvinderne går i køkkenet og hjælper hinanden, føler jeg mig som en fisk der er blevet bedt om at klatre i træer. Jeg føler mig i vejen og aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ikke hende der lige bager boller hos veninden. Jeg er meget lidt husmor!! Jeg er meget bedre til at stå sammen med gutterne og sparke dæk, mens vi diskuterer om hvordan naboen lige tilsluttede gulvvarme og om han nu gjorde det rigtigt.
Kort sagt - Jeg er uperfekt! Jeg burde være ligeglad. Men det har jeg fundet ud af at næsten ingen er..... Selv en kone der render rundt i trevlet tøj og med ru beskidte hænder, som camilla plum, er jo iscenesat. Og de ting hun siger skal vidne om overskud, bevidsthed om at være korrekt.
Jeg har også holdninger om at passe på mit moder jord. Jeg vil gerne at vi forurener mindre, bruger flere vindmøller og spiser sundere og stresser mindre. Jeg vil gerne flytte tilbage i mine bedsteforældres tid. Men gosh hvor er jeg træt..... Og jeg KAN simpelthen ikke sætte ind på alle fronter på een gang.
Jeg forstår min søde afdøde farmor (det menneske der har betydet sååå meget for hvem jeg er idag) da hun sommetider sagde : "Stooop, ikke så hurtigt, min sjæl kan ikke følge med"
Farmor, jeg elsker dig og dine vise ord. Vores sjæle halser efter os idag,,, og vi kan ikke holde det ud.
Som barn og ung var usikkerheden stor. Man synes at alle de andre var større, bedre, sejere...
Det er i sig selv vist ret normalt i den alder... En proces, der gerne skulle ende i at man ved hvem man er. Det kan også godt være man snupper nogle år, hvor man føler sig cool, ovenpå og med styr på sit shit.
Men presset er hårdt. Der er kvinder (og mænd) overalt der mere eller mindre bevidst øger presset, normen, "sådan er du perfekt".
I samtlige dameblade kan du læse om hvad der er sundt og spise, eller hvad der slår dig ihjel. Bladr en side, så ser du hvordan kvindekroppen bør se ud. Stram, smækker og med proportionerne i orden. Huden fejlfri, håret perfekt..... Alt sammen heeeeelt naturligt, uden motion, uden cremer og uden krøllejern. "Sådan ser jeg bare ud tihi", mens der blinkes med stooore uskyldige bambi øjne.
Man lærer en masse af de blade. Og af tv og de sociale medier.
Man har helst en børneflok, alle med røde kinder, dyrt tøj, med et sundt lille plaster på knæet. I deres madpakker er der speltboller, masser af grønt og vand tappet de helt rigtige steder. Hov og husk lige at madkasse og drikkeflaske skal være lavet af biologisk nedbrydelige materialer... Hvis de ikke er, så er det DIN skyld det hele smuldrer og går under.
Imens render mødrene rundt og udtråler overskud... Meget af det. For de har de her perfekte børn, en mand med en god karriere (iiiikke stikke uden for normen her), hun har altid perfekt hår, make up og negle, når hun viser sig ude. Og hvis hun har jord under neglene er det et meget bevidst "se, jeg er så overskudsagtig, at jeg ud over børn, karriere og mand, samtidig har 150 kvm køkkenhave, da jeg mener økologi er en pligt".
Altid når man ser hendes hjem på billeder, er det fnugfrit, fejlfrit og helt blottet for liv. Vasen står altid samme sted... Aaaaj den blev lige flyttet hen på skænken på næste foto.... Det skal jo heller ikke være FOR opsat, vel?
Om hun så er enlig mor, så er alt spotless. Hun har bil, hus, hun jonglerer med karriere, fritids arrangementer ved børnenes skoler, hun kører børnene hid og did, hun sørger for de intet mangler, en iPhone er jo for fanden et vigtigt redskab, vi lever jo i moderne tider. MINE børn skal i hvert fald ikke rende rundt uden og udstråle at de ikke er med på beatet. Om vi så skal belåne huset til op over skorstenen, for at kunne opretholde de fine ydre. Det kan ingen jo se alligevel.
Vi bliver skide bange for ikke at være perfekte. Det er opslidende og pisse hårdt at leve op til. Selv de der speltmødre, der kæmper deres seje kamp for at udstråle at de er seje og har åh så meget styr på tilværelsen. Hop ned fra hesten... Jeres uperfekte små sider skinner igennem.
Ingen er perfekte... Ingen overhovedet. Og alligevel kæmper vi så hårdt for at følge med. For at sige det rigtige, eller i hvert fald ikke det forkerte. For hvis man har bestemte holdninger, så bliver du valgt fra.
Idag kan man miste et venskab, hvis du stemmer på et andet parti end vedkommende. "Er du ikke enig med mig? Giiiisp, jamen jeg troede vi var venner"! Små marginaler, kan være afgørende for venskaber, bånd, andres syn på dig og din (u)perfektionisme.
Jeg kan jo lige så godt bure mig inde.
- jeg farver håret, da jeg er leverpostejsfarvet og det er da bare kedeligt
- jeg har ikke perfekte tænder. Af grunde jeg ikke forstår, skal emaljen på mine tænder bare krakelere og dermed give bisserne dødsstødet, een efter een, lige meget hvad der gøres. Jeg kunne have haft en villa idag, hvis jeg havde valgt gebis som 21 årig.
- jeg var ikke egnet til arbejdsmarkedet. Jeg døjer med ledsmerter og en del andre ting. Hvilket gør at jeg ikke passer ind. Bummer....
- jeg er født med forkerte proportioner. Jeg er lav, jeg har altid været alt for tynd og så har det der med bryster sprunget mig over. Nu har jeg så på kun 4 mdr taget 25% af min egen vægt på... Og nu er jeg pisse utaknemmelig, da det hele satte sig på maven. Jeg er barnligt sur... Jaaa, jeg har alle dage ønsket mig at tage ti kg på. Men nu stiller jeg sgu også krav.... Hvor fanden blev patterne af?
- mit hjem er ikke spotless. Der er nullermænd i krogene, det er for småt, det er lejet, her er lidt for koldt om vinteren. Jeg er tit flov over ikke at kunne vise et stort, lyst og lækkert hjem frem.
- hos mig er det som om ET rum, kan være perfekt af gangen. Og der er mindst et rum der altid ligner crap. Det rum man lukker døren til.
- jeg har i årevis været pinlig over kun at kunne eje gamle rustne biler.
- jeg er pinlig over at jeg tit må klippe og farve mit eget hår, da jeg ikke kan skaffe 700kr hver tredie måned til klip og farv. Det er sådan noget man næsten ikke tør sige!
- jeg gad godt prøve en fin kjole og en feeed makeup. Jeg gad godt prøve et SPA. Og massage, healing og mange andre ting. Men jeg er ukomfortabel med at en fremmed skal være så tæt på min intimsfære. Jeg synes jeg ser grim ud med makeup. Jeg synes læbestift er forfærdeligt... Helt ærligt, det smager grimt og ender med at forsvinde eller sidde hvor det ikke skal. Og så sætter det fokus på min mund og derned mine tænder. I øvrigt har jeg ikke de der perfekte læber, der er fyldige, med en fin amorbue.
- jeg har altid synes at jeg ikke gav mit barn nok. Jeg havde ikke råd til det dyre tøj, speltbollerne, tre gange fritidssport, ferier (ikke mindst) og ti ture til legoland og meget andet, hvert år.
- jeg har prøvet at udstille mine ting et sted hvor man om aftenen inviterede på galla. Jeg var ved at skide i bukserne og meldte fra til gallaen.... For jeg ejer ikke en smuk kjole. Og jeg har så gu ikke råd til at finde penge til det.
- jeg tror man glemte mig, da der skulle deles husmodergen ud og gener der gør sig god som værtinde. Jeg er røvdårlig til at huske at byde på kaffe. Jeg kan ikke huske om du drikker the eller kaffe. Ikke fordi jeg ikke lytter... Men jeg vil hellere bruge krudt på at lytte til alt det spændende du har at sige. Jeg lægger ikke mit sengetøj sammen så det ligger snorlige. Jeg stryger først en skjorte hvis jeg skal bruge den. Jeg husker ikke altid at få gjort rent FØR det trænger.... Som dem der har faste rengøringsdage. Jeg er totalt dårlig til at vaske vinduer uden striber. Når jeg er på besøg hos nogen og kvinderne går i køkkenet og hjælper hinanden, føler jeg mig som en fisk der er blevet bedt om at klatre i træer. Jeg føler mig i vejen og aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ikke hende der lige bager boller hos veninden. Jeg er meget lidt husmor!! Jeg er meget bedre til at stå sammen med gutterne og sparke dæk, mens vi diskuterer om hvordan naboen lige tilsluttede gulvvarme og om han nu gjorde det rigtigt.
Kort sagt - Jeg er uperfekt! Jeg burde være ligeglad. Men det har jeg fundet ud af at næsten ingen er..... Selv en kone der render rundt i trevlet tøj og med ru beskidte hænder, som camilla plum, er jo iscenesat. Og de ting hun siger skal vidne om overskud, bevidsthed om at være korrekt.
Jeg har også holdninger om at passe på mit moder jord. Jeg vil gerne at vi forurener mindre, bruger flere vindmøller og spiser sundere og stresser mindre. Jeg vil gerne flytte tilbage i mine bedsteforældres tid. Men gosh hvor er jeg træt..... Og jeg KAN simpelthen ikke sætte ind på alle fronter på een gang.
Jeg forstår min søde afdøde farmor (det menneske der har betydet sååå meget for hvem jeg er idag) da hun sommetider sagde : "Stooop, ikke så hurtigt, min sjæl kan ikke følge med"
Farmor, jeg elsker dig og dine vise ord. Vores sjæle halser efter os idag,,, og vi kan ikke holde det ud.
Thursday, May 28, 2015
Den dag masken krakelerede
Det er onsdag .... og jeg har længe været lidt ekstra tudemarie. Alting føles op ad bakke og hjemmet ligner mere og mere en rodebutik. Langsomt er angstens grimme ansigt dukket op her og der... Når postkassen skal tømmes, regninger betales og de der sug i maven, mens hjernen skriger: "SHIT- har du husket....."
Men denne morgen vågnede jeg ved at hjertet bankede som blev jeg jagtet af manden med leen. Mens maven knugede sig sammen og truede med at vende vrangen ud på sig selv. Enden blev, at jeg måtte løbe ud til toilettet.... maven vandt kampen. Men angsten er ikke væk endnu.... den sidder som et SUG i maven. På samme måde, som når du sidder i en rutsjebane i Tivoli, liiiiige der på kanten af bakken, hvor tyngdekraften får dig til at lette en anelse i sædet. WUUUUUSSSSJJJJHH! Og så løber man lige en tur på toilettet igen - denne gang med tynd mave.
Hvad SKER der? tænker jeg. Hvad fanden er jeg så bange for? Jeg kan ikke sætte en finger på det. Men tårerne begynder at vælte frem. Ukontollable tunge hulk ruller igennem kroppen og mange måneders frustrationer vælter ud, som en klam flod.
Hjernen går i selvsving og fortæller om alverdens ulykker ude i fremtiden. TÆNK hvis bilen taber udstødningen i morgen? Eller hvad hvis du knækker en tand? Hvordan skal du så betale den regning? HVA?
Jeg ved godt det hele ikke er kommet hen over natten, siden jeg lagde mig til at sove igår.
Det har længe føltes som at køre på cykel på en grusvej. De små sten, der ruller til side, når cyklens dæk rammer dem og får dig til at slingre let, mens du cykler i stabil fart. Du føler du har fod på det.... for en grusvej ER jo bare ujævn.... det er forventet og man har prøvet det før.
Men man kan blive så vant til ujævnhederne, at man helt glemmer at kigge godt efter. Måske er der et større hul.... bum, et eger i hjulet knækker. Det går også fint nok.... man konstaterer at man fik et slag og cykler så videre.
Men på et tidspunkt kan hjulet ikke bære mere og ved næste hul i vejen, knækker det helt sammen.
Jeg har fået et chok - pludselig ligger jeg og roder her i sølet. Med tårerne der nærmest springer ud af hovedet, snotbobler og en blanding af angst og magtesløshed. Mig der plejer at have fod på tingene og løse ANDRES problemer, kan nu ikke engang flytte mig fra badeværelset.
Jeg sidder lammet på gulvet og aner ikke mine levende råd.
Men det værste er skammen der kommer krybende som en sort skygge. Skammen over at jeg sidder der på gulvet og ikke kan noget. Helt ærligt, man "skaber sig ikke... man smiler og siger: Jeg har det fint". Man sidder ikke på sit badeværelsesgulv og tuder fordi man ikke ved hvordan man skal komme ind i stuen.
"Hold op med at skabe dig - Rejs dig op og tag dig sammen"! FY for den, du skulle SE dig selv!!
-----------------------------
Jeg kommer ind i stuen og lander på sofaen. Hvordan jeg kom herind, kan jeg ikke rigtigt huske. Men jeg er meget bevidst om, at mine køkkenskabe er tomme. Jeg skulle have været ud at handle. Jeg tuder videre og aner ikke mine levende råd.
Alt hvad jeg har er en pose krydderboller, en bakke smør og et af de store glas Nutella fra Tyskland. Jeg forsøger derfor at riste en bolle. Men ledningen fra brødristeren sidder fast mellem skuffen og skabet. Dette udløser endnu en tsunami af tårer... "kan du ikke engang finde ud af at riste et skide stykke brød? Svækling!" Brød må være brød og jeg tager en bid af den tørre bolle, griber Nutellaen og en ske. Det er det man ikke gør.... eller nogen gør, men man siger det i hvert fald ikke højt. Jeg spiser Nutellaen med ske!
Efter nogen tid med skiftevis gråd, panik og magtesløshed, vokser frustationen.... JEG er ikke sådan her?! Jeg er hende med et fast greb i tøjlerne. Jeg er PYT-pigen. Jeg er ikke sådan en "SVAG" een, der ikke kan tage mig sammen......
Jeg har lyst til at skrige: "Undskyld - men jeg kan altså ikke gøre for det".
Sådan var det, den dag min cykel forsvandt under mig. Den dag jeg pludselig lå på grusvejen, med et ekset forhjul og blødende hænder og knæ.
Wednesday, May 27, 2015
Hvorfor?
Hvorfor overhovedet starte en blog op og smide masken?
Det gør jeg, fordi jeg er landet med fjæset først i pløret. Tudende på den grimme måde.... den der med snotbobler og uglet hår og øjne der har de vildeste røde hævelser, der truer med at lukke af for det allerede tåreslørede syn.
Og jeg oplevede straks at folk blev forlegne. Nogen nærmest løb den modsatte vej. Nogen reagerede med en form for panisk tavshed. Og andre igen, reagere med at hive arsenalet af "hjælp" frem, i form af hvad der hjalp dem.
Reaktionerne er brogede, men een der går meget igen, er den der forlegenhed... som når du spørger naboen :"Hvordan går det?" Du ville nok blive en smule overrasket, hvis naboen kastede sig i pløret og begyndte at vræle og forklare hvordan hele hendes verden er ramlet. Vi forventer MASKEN!
Den maske der til enhver tid viser et koket lille smil ... Der hvor du skal gide kigge efter, for at se hvad øjnene i virkeligheden siger. Men det har vi ofte for travlt med, eller også tør vi ikke....
For idag skal vi passe ind i idealerne!
Det gør jeg, fordi jeg er landet med fjæset først i pløret. Tudende på den grimme måde.... den der med snotbobler og uglet hår og øjne der har de vildeste røde hævelser, der truer med at lukke af for det allerede tåreslørede syn.
Og jeg oplevede straks at folk blev forlegne. Nogen nærmest løb den modsatte vej. Nogen reagerede med en form for panisk tavshed. Og andre igen, reagere med at hive arsenalet af "hjælp" frem, i form af hvad der hjalp dem.
Reaktionerne er brogede, men een der går meget igen, er den der forlegenhed... som når du spørger naboen :"Hvordan går det?" Du ville nok blive en smule overrasket, hvis naboen kastede sig i pløret og begyndte at vræle og forklare hvordan hele hendes verden er ramlet. Vi forventer MASKEN!
Den maske der til enhver tid viser et koket lille smil ... Der hvor du skal gide kigge efter, for at se hvad øjnene i virkeligheden siger. Men det har vi ofte for travlt med, eller også tør vi ikke....
For idag skal vi passe ind i idealerne!
Subscribe to:
Posts (Atom)