En væltet verden er hurtig kedeligt

Der går ikke længe efter at ens verden er væltet - før det keder folk. Ikke længe efter, stopper folk med at spørge. Måske siger de: "AJ hvor er det godt du er dig selv igen."

Det er skræmmende at folk ikke kan se igennem det falske smil - tavsheden hvor man før knævrede for meget - manglen på de input man plejer at komme med. "Jamen du smiler jo"...... ja for nu skal du høre hvad der sker hvis man ikke prøver....

Siden i hørte fra mig sidst tænkte jeg : "Det her - det kan jeg godt selv klare" Og det startede i grunden helt okay, med at man føler der sker noget forandring. Man får sagt nogen ting højt og det dulmer allerede i sig selv. Man ser nogle enkelte ting man kan gribe fat i. Og folks interesse er endnu så høj, at de lige husker at ringe og spørge om man vil spise med.

Så går der lidt tid og man mærker igen jorden skælve under een. Først en lille sitren ... så en lidt større. Man når at tænke: "Hmm det her tegner ikke godt - men hvis jeg nu smiler det bedste jeg har lært og lader som om alt er godt, så skal det nok gå". Og har har folk også lidt glemt at man ikke er skide frisk.

Næste sitren er lidt større - man begynder at opleve at man græder over det mindste. En søøød reklame i tv, en andens ulykke i en udsendelse. Man sparker tåen imod sofabordet og bryder ud i ukontrollabel gråd. Man kigger på opvasken og tænker: "SKYD mig....."

SÅ sætter det store jordskælv ind og man finder sig selv hulkende under to lag dyner og puder. Man har ligget der i 3 døgn, fordi men er lige dele "Så høøøøøør mig dog - se jeg ikke ER der" - og "Det her er bare så meget op ad bakke - at der helt sikkert ikke er nogen vej ud".

Man bliver lidt en 4-årig udgave af sig selv, der stamper vredt i gulvet og vil HØRES - vil have sin vilje og føler at verden er ualmindelig svær og uretfærdig. Ihhh hvor kunne kan ikke blive hurtigt nok voksen.

Lige nu har jeg det omvendt - hvor ville jeg give højre arm for at kunne leve den 4-åriges tilværelse, hvor den største bekymring var, om man måtte få det der stykke uundværlige legetøj.

"GIDER ikke være ked mere - nå."............ " Så forstå det dog....."

Jeg gider ikke føle mig ensom. Jeg gider ikke føle mig bange for fremtiden. Jeg gider ikke bøvle med tænder, hvor ingen kan forklare hvorfor. Jeg gider ikke føle min krop skriger : "Der er noget galt, her er en ubalance". Jeg gider ikke op-ad-bakke-følelsen mere. Jeg gider ikke at der konstant skal komme modgang.

Det er skide uretfærdigt nå!