Friday, November 27, 2015

Små egoister

Hvorfor er det vigtigere at opfostre små egoistiske børn, der allerede i børnehavealderen tænker MIG MIG MIIIIG!? Helt små børn der kender forskellen på tøjmærker og rynker på næsen ad en anden 3-4 årig? Børn og unge, der smadrer ruder fordi de bliver taget i en ulovlighed. Børn der kalder deres lærer for møgfi**e, hvis de bliver irettesat.

Jeg synes det er skræmmende. Jeg synes især det er skræmmende at mange af disse børns forældre bare siger: "Vi støtter vores barn i at stille krav og nå langt i verden."

Men hov - hvad med at lære dem lidt om omsorg, næstekærlighed, hjælpsomhed, at dele, at samle op selvom man ikke selv har smidt skidtet, at smile og at være høflig. Hvorfor er der så mange af de gode værdier, der nærmest er helt glemte?? Jeg kender mange børn der aldrig siger : "Tak for mad" .... eller bare TAK!

Jeg kender flere børn, der er små voksne. "Hvad vil du have til aftensmad skat?" - "Hvilke bukser vil du have på i morgen?" (lille pige 4 år). Beslut dog selv hvad i skal have til aftensmad og hvilket tøj poden skal have på i børnehave. Og når børnene skriger JEG VIL HA - så lær dem dog at sige: Må jeg bede om? Og så ind i mellem sig NEJ.

Børn tager ikke skade af at få et nej. De vil hade dig nogle dage og elske dig på andre........... deal with it. Det kaldes at være forældre!

Jeg er ved at brække mig over små poder, der helt kan styre en middagsbords samtale. De får lov at bryde ind og styre hele gøjemøget - "for de skal jo høres og have en mening". JA bevares - men hver ting til sin tid.

Ikke fordi jeg skal være sådan lidt :"DENGANG da jeg var.....". Men helt ærligt - trænger vi ikke til at lære de små poder lidt almindelig pli, omsorg og godhed?


Wednesday, November 25, 2015

Udmattelse og ligegyldighed

Sammen går de hånd i hånd, de to .... Udmattelse og ligegyldighed.

Bag dem sjosker træthed, sorg, angst og den dybe tristhed hånd i hånd, mens de kigger ned i jorden og sparker mut til hvad end der ligger for deres fødder.

Alle følger de mig, liiige i hælene som skygger. Nogen som lidt mindre og grålige skygger. Nogen af dem som store, overvældende og kulsorte skygger.

Hver dag står jeg op, smiler det bedste jeg har lært. Jeg kæmper for at holde mig beskæftiget. Gøre rent, hjælpe andre med en opgave.......... et eller andet. Bare så tiden går og man ikke har helt så meget tid og stilhed, til at opfatte at skyggerne stadig står og lurer mut på een.

Men så kommer aftnerne. DE er stille og lange... meget lange. Jeg er udpræget B-menneske og jeg KAN ikke bare lægge mig til at sove kl 21. Her bliver klokken 24 eller mere. Så der er masser af tid til at lade det hele bølge og tårerne rulle.

Så folk klapper mig på skulderen og fortæller smilende at det er GODT at se jeg har det bedre. De skulle bare vide, at i løbet af en dag, så kan de sige ord der sætter gang i en lavine indeni. En lavine af angst der bare ruller ondsindet rundt. Man mærker blodet forsvinde fra hovedet, sveden springer frem og en varmefølelse kommer susende fra fødder til hoved, hurtigere end du kan sige FUCK! Maven knuger sig sammen og du ved at du snart skal have fundet tønden, fordi maven er i oprør.

Og folk gør det i god mening - bevares. De vil jo gerne hjælpe.

Jeg er holdt op med at forklare - det er jo ligegyldigt. For folk gør det de er bedst til - de vil gerne hjælp, med at GØRE de ting man ikke kan. Men de fjerner ikke angsten alligevel. Den ligger der og lurer ... stor, sort og OND. Den venter bare til du smiler, sænker barrikaderne og glemmer den et øjeblik .... SMAK så slår den dig lige i nakken igen.

Snart er udmattelsen og ligegyldigheden de mest dominerende skygger. Man begynder at betvivle at det her nogensinde kan blive bedre. Og hvad er meningen med at kunne blive 100 år gammel, hvis man har det ad helvede til? Hvis man altid skal leve med skyggen af angst og depression..... er det så prisen og slæbet værd?

Er det det værd, når man VED at man gør sin familie bekymret? Er det det værd, når man kan se og føle at nogle mennesker tænker "åh nej", når jeg i stedet for at svare: "Jeg har det fint" - faktisk svarer sandheden, når de kliché agtigt spøger: "hvordan går det?"

Omendt - så kan man ikke bare tage billetten og checke ud. For tænk nu hvis de faktisk KAN fixe een og man opdagede det lige efter? Og sådan noget gør ikke noget godt for resten af familien - tænk hvis jeg såede dette sorte frø i andre? DEN tanke kan jeg slet ikke bære. Tænk om man kan smitte med sort tankegang? En ækel og skræmmende tanke................

FØJ hvor er det udmattende, når tankerne tager på tur i høje bjerge og dybe dale.........

Monday, November 16, 2015

Opkast

BWUAARRRHH - helt nede fra maven, krølles jeg sammen og der krampes hele vejen op gennem kroppen og ud vælter ordene, som en klam syreholdig opkast. Iblandet grøn galde af indestængte følelser og tanker.

BWWUUUAARRRHHH - endnu en bølge vælter ud og overrasker mig selv i intensitet. Hvad sker der? Jeg holder ellers normalt ret godt på den indre galde. Den indre sødsuppe af usagte ord - indestængte følelser - vrede der aldrig blev ytret, der plejer at ligge rullet sammen inde i mit centrum. Ulmende som en lille vulkan, men altid under kontrol.

Men ikke idag. Siddende overfor en psykolog, jeg overhovedet ikke kender, vælter det hele bare ud på gulvet. En strid stinkende strøm .... og jeg er overrasket. Jeg sidder og vrider mig lidt og tænker : "FÅ det stoppet - stop strømmen, stop kramperne nederst i maven..... hun behøver jo ikke vide alt". Og alligevel vælter det bare ud.

Og til min store overraskelse nikker hun fra tid til anden og aer mig metaforisk på kinden og så siger at jeg baaare skal komme ud med det. Ingen vrede blikke, inden fordømmelse, ingen rullen med øjnene, der vidner om at jeg "bare skal tage mig sammen".

Jeg vil på den ene side set bare gerne hjem og på den anden hungrer jeg efter at lette den rumlende følelse i maven. Ud med det - væk - få set på det - få det smidt væk, der alligevel giver kvalme, angst, uro, vrede og alt andet end en god mavefornemmelse.

ET besøg og jeg går derfra med en lidt lettere følelse i maven. Og en let forundring over hvad der skete.... Og hvad der egentlig chokerer mig mest, en snert af forventningsfuld længsel efter den næste tid. Og mig, der er så bange for at kaste op og for alt i verden holder alt indenbords, så længe jeg kan.

Men ingen tvivl om at alt det indestængte møg, sætter sig til en grim betændelse. En betændelse der inficerer alle kroge af krop og sind. En betændelsestilstand, hvorpå antibiotika, ikke har den store effekt. Og den spreder sig bare - og til sidst ligger man bare og stirrer op i loftet, mens krop og sind værker og selv den opgave at rejse sig, for at få noget føde, gør ondt og føles som at bestige Mount Everest. 

Man skal være lidt grim for at være pæn, sagde den søde dame. Ud med galden, vær lidt grim - lad være med at stille dig selv sidst i køen. Lad være med at træde et skridt til side og altid lade de andre gå igennem døren før dig. Lad være med altid at tage til sidst, når maden kommer på bordet. Lad være med altid at give de andre det største stykke kage. Lad være med altid at sige "Det er okay", hvis du virkelig tænker noget andet. 

KRÆV, ØNSK, STIL KRAV - sæt dig selv forrest, bare en freaking gang i mellem! Gad vide om det nogensinde vil falde naturligt for mig?

Saturday, November 07, 2015

DEM og OS

Sådan føler jeg det ... DEM og OS!! Systemet og mig - om man vil.

Jeg var engang et ungt sprudlende menneske, med stor tiltro til fremtiden, systemet, sundhedssystemet, mine medmennesker osv.

Idag ser det lidt anderledes ud.

Efter 8 år i kommunens vold - med arbejdsprøvninger, undersøgelser på div sygehuse på deres regning, udredninger, papirer der hvirvler rundt i luften, fyldt med paragraffer, diagnoser og formaninger..... 8 år med angst for hvad postkassens mørke gemte på.... 8 år med en arrogant og magtliderlig kælling af en sagsbehandler - ja så fik jeg er pension og et spark ud af systemet. Værsågod - nu fik du hvad du ville!!

Nej kære SYSTEM - jeg ville faktisk bare gerne høres, jeg vil skrues rigtigt sammen, smørres i ledene. Jeg vil FIXES og være god igen. Jeg vil gerne være rask, ligesom de fleste andre.

Men sundhedssystemet er lige så trægt, uvidende, tåbeligt og med manglende økonomisk støtte og hænder. Eller dvs hænder er der nok af - men de forkerte. Der er hænger der vasker hinanden - der er hænder der langer penge under bordet, for tavshed, for at benytte den "rette" medicin, for at have en helt særlig forloren holdning om at HER står det godt til !!

Min situation er ikke enestående, så lad os tale som VI:

VI smutter til lægen og får målt vitaminer - alt ser godt ud trods det at vi ved det burde det bare ikke
VI smutter til lægen for at finde ud af hvorfor vi har ondt i maven - men det ved de ikke helt og siger du må leve med det
VI smutter til lægen og får en vaccine der skal beskytte os mod død og ødelæggelse - og når så vaccinen smadrer vores liv fuldkommen, vaskes der hænder på livet løs
VI smutter til lægen og siger vi har ondt i sjælen - og straks langes der en pille over disken uden omtanke for at nogen gange - bare NOGEN gange, er der anden kemi inden i kroppen, der kan rettes op på anden vis.
VI smutter til lægen i håb om at blive hjulpet......

Og gang på gang må man gå slukøret hjem. Ingen svar, ingen hjælp.... bare intet. Man kan sætte sig til sin pc - i denne så oplyste verden, hvor man får lige så meget information proppet brutalt ind i hovedet på ET døgn, som min bedstefar på 98 fik på et helt år, i sine unge dage.... der kan man søge på det store spindelvæv af info.... at i udlandet kan de SÅ meget mere. I kina både spiser de hunde og ved at spiser man ingefær kan man slippe af med mange infektioner... i DK ved de ikke en skid - for alt hvad der er gratis virker ikke!!

Det er så deprimerende og frustrerende at man har lyst til at kaste håndklædet...... Lægge sig ned som et trodsigt barn i supermarkedet og ikke reagerer, uanset hvor meget nogen forsøger at trække af med een i det ene bukseben. Man ORKER ikke mere - det er bare pisse lige meget.... for hvad nytter det?

Jeg må både selv kaste redningskransen, hive den ind og give mig selv kunstigt åndedræt - JEG er min egen fucking redningsmand!

EKSPLOSIONSFARE!

*VILDE SIRENER HYLER I BAGGRUNDEN* WWEEEUUUU WWWEEEEEUUU.... der vidnes om fare på færde....

Jeg render rundt og har konstant lyst til at rykke hovedet af folk. Bevares - ikke de der bare er søde og helt almindelige. Respekt avler respekt og smil giver smil retur.

Men klynkerne. Dem der brokker sig på en facebookside over at Bilka har solgt hende et æble der var råddent indeni! For #)¤/#&% kvindemenneske - INGEN, heller ikke Bilka kunne freaking vide at det ene æble var dårligt vel?

Eller personen der lige skal spille klog over hvorfor man ytrer at man ikke har råd til, for 500kr medicin pr måned, plus alt det specialkost, økologi, minus spelt pis og lort, der skal til for at opretholde røven på een der ligger ned! Du skal eddermame ikke spille klog overfor mig makker! Du skal ikke spille far og sige at MAN har råd til at ryge uden at pive - men ikke råd til medicin. Du ved ikke en skid om mig fedtefrans! Jeg sparer hvor jeg KAN - jeg køber det jeg KAN - jeg kæmper for hulen hver evig eneste skide dag! Så kom ikke og sig du ved bedre - Men hey en Ingeniør tjener jo også en smule mere end jeg gør. Og tro så endelig ikke at jeg ikke allerede bruger oceaner af spildt krudt på at dunke mig selv i nødden - over ikke at SLÅ TIL - du behøver kraftedderpetervæltemig ikke hjælpe til !!

Og til dig der står nede i køen i Brugsen og brokker dig til den nye ungarbejder over tempoet! SKRIIID - stil dine varer og find en butik der kun betjener idioter. Giv det stakkels unge menneske en chance. SMIL og sig - du gør det godt kammerat! Det unge menneske er din freaking fremtids ekspedient - og du former ham famer ikke særlig godt, ved at give ham en skideballe, fordi elektronikken driller.

Uretfærdighed - meningsløs brok, folk der er dømmende uden grund - åh jeg har så meget jeg brænder over at sig SGU FUCK HELVEDE OG KRAFTSTEJLEME over. Jeg er KED af folk der dømmer mig pga politisk overbevisning, mine valg, mit tøj, der hvor jeg slår til eller ikke slår til ---- jeg gør for helvede hvad jeg kan!


Jeg har altid været pigen der smilede og sagde: "Deeet' okay".....

Jeg er hende der har gået i flinkeskole et helt liv.....

Jeg er hende der ikke kan få over sig at sige fuck af til Jehovas Vidner... men i stedet gemmer mig under vindueskarmen til de er gået.

Jeg er hende der siger undskyld - selvom andre bumper ind i mig

Jeg er hende der ikke kan få mig selv til at sige FISSE, PIK, IDIOT, ARRRGH og andre ukvemsord uden at blive flov eller tænke: Det KA man da ikke.....

Jeg er hende der gerne samler andres skrald op

Jeg er hende folk spørger: " KAN du slet ikke være sur? Du er altid så positiv".

Jeg er hende der ikke engang ved hvor højt jeg kan råbe, eller skrige....

Jeg er hende der deler alt med andre

Jeg er hende der gladeligt starter bilen for at køre 30 km for at du kan få en høfeberpille - fordi jeg synes det er synd for dig, hvis du ikke kan sove pga kløe.

Og jeg ber ALDRIG om noget til gengæld og jeg hælder ALDRIG vand ud af ørerne over det.



Jeg kan GODT hilse at sige - at i denne tid er jeg alt andet end ovenstående.  Jeg trænger sådan til at sige når nogen er en idiot - Jeg trænger sådan til at sige FRA og TIL og råbe ukvemsord og lyde som en havneluder man har pisset af!!!

Undskyld - jeg ville bare lige .... altså....

Monday, October 05, 2015

En væltet verden er hurtig kedeligt

Der går ikke længe efter at ens verden er væltet - før det keder folk. Ikke længe efter, stopper folk med at spørge. Måske siger de: "AJ hvor er det godt du er dig selv igen."

Det er skræmmende at folk ikke kan se igennem det falske smil - tavsheden hvor man før knævrede for meget - manglen på de input man plejer at komme med. "Jamen du smiler jo"...... ja for nu skal du høre hvad der sker hvis man ikke prøver....

Siden i hørte fra mig sidst tænkte jeg : "Det her - det kan jeg godt selv klare" Og det startede i grunden helt okay, med at man føler der sker noget forandring. Man får sagt nogen ting højt og det dulmer allerede i sig selv. Man ser nogle enkelte ting man kan gribe fat i. Og folks interesse er endnu så høj, at de lige husker at ringe og spørge om man vil spise med.

Så går der lidt tid og man mærker igen jorden skælve under een. Først en lille sitren ... så en lidt større. Man når at tænke: "Hmm det her tegner ikke godt - men hvis jeg nu smiler det bedste jeg har lært og lader som om alt er godt, så skal det nok gå". Og har har folk også lidt glemt at man ikke er skide frisk.

Næste sitren er lidt større - man begynder at opleve at man græder over det mindste. En søøød reklame i tv, en andens ulykke i en udsendelse. Man sparker tåen imod sofabordet og bryder ud i ukontrollabel gråd. Man kigger på opvasken og tænker: "SKYD mig....."

SÅ sætter det store jordskælv ind og man finder sig selv hulkende under to lag dyner og puder. Man har ligget der i 3 døgn, fordi men er lige dele "Så høøøøøør mig dog - se jeg ikke ER der" - og "Det her er bare så meget op ad bakke - at der helt sikkert ikke er nogen vej ud".

Man bliver lidt en 4-årig udgave af sig selv, der stamper vredt i gulvet og vil HØRES - vil have sin vilje og føler at verden er ualmindelig svær og uretfærdig. Ihhh hvor kunne kan ikke blive hurtigt nok voksen.

Lige nu har jeg det omvendt - hvor ville jeg give højre arm for at kunne leve den 4-åriges tilværelse, hvor den største bekymring var, om man måtte få det der stykke uundværlige legetøj.

"GIDER ikke være ked mere - nå."............ " Så forstå det dog....."

Jeg gider ikke føle mig ensom. Jeg gider ikke føle mig bange for fremtiden. Jeg gider ikke bøvle med tænder, hvor ingen kan forklare hvorfor. Jeg gider ikke føle min krop skriger : "Der er noget galt, her er en ubalance". Jeg gider ikke op-ad-bakke-følelsen mere. Jeg gider ikke at der konstant skal komme modgang.

Det er skide uretfærdigt nå!

Wednesday, July 22, 2015

Undskyld, jeg skal liiiige...

Introvert ... Når du tænker tilbage, har det nok været sådan altid. Dine klassekammerater kom dig i forkøbet med de svar, du faktisk selv havde … men du var bare ikke helt så hurtig som dem. Faktisk er det lidt dit liv i en nøddeskal at tænke: "Det var lige det jeg ville have sagt".

Du kender det... du har svaret på joken, lige det der øjeblik senere end de andre. For du skal lige tænke det igennem, inden det siges eller skrives.

Idag, skal vi helst være udadvente kreative dynamoer der elsker at arbejde i teams... hvilket er ualmindeligt svært for en introvert, der sætter stort pris på stilhed, fordybning og tid til at resonere over en problemstilling.

Allerede i skolen kommer dette voldsomt til udtryk. Her skal man "arbejde i grupper", man skal "holde tale", spille skuespil og være enormt meget på og i centrum. Man skal have "rundsave på albuerne" og gøre sig bemærket. Alt sammen i modstrid med den lille stemme indeni, der kæmper for at bevare overblikket og styre udenom situationer, hvor man er i centrum. 

Bevares, man bobler i virkeligheden over med en masse man gerne vil sige - hvis da bare vi lige kunne aflevere det på en overhead andre vil vise, eller et memo de andre kan tage med sig og læse. Og endnu bedre, under et synonym. Tænk at kunne aflevere en stil under navnet "Den stille tornado".... og få sagt alt det du vil, uden afbrydelser og med tid til at overveje hvordan det skal siges. 

Eller senere på en arbejdsplads. Jeg har arbejdet hos en avis, som journalist. Jeg hadede det øjeblik, hvor jeg skulle indlevere en artikel med navn på. Der havde et synonym været fedt.

Jeg kan huske jeg på en arbejdsplads engang blev testet: "Er du introvert, eller ekstrovert"? Og det der med at være introvert, var ikke det man skulle ønske. For det var de andre, de ledte efter. Dette ligger 20 år tilbage og idag fornemmer jeg en vis interesse for at fange nogle af de introverte. Spørgsmålet er om det er ved at være det nye sorte, at være introvert og sensitiv. 

Der har i årevis været så meget fart på, at sjælen ikke kan følge med. Højtflyvende, højtråbende og høj puls. 

Og heldigvis - kan jeg kun sige, hvis det er ved at vende. Jeg vil i grunden ikke bytte min introverte og sensitive verden ud med det modsatte. Jeg kan sagtens være glødende misundelige på den ekstroverte "klassens klovn", der tør hoppe op på bordet og fyre den ene joke af efter den anden, mens folk slår sig på lårene af grin. Eller dem der straks har et smart svar og forstår at ping ponge jokes over nettet, som en anden bordtennisspiller på speed.

Men sådan er jeg ikke... jeg har brug for luft, ro, jordforbindelse og TID. 


Lidt fakta:

1/3 af alle mennesker menes at være introverte. 

Ca 15-20% af alle mennesker anslåes at være særligt sensitive/særligt følsomme.70 % af de særligt sensitive er introverte, mens de sidste 30 % af de særligt sensitive er ekstroverte.
Det svarer til at ud af 100 mennesker er de 33 introverte og de 67 ekstroverte.
14 af de introverte er samtidig særligt sensitive. Mens 6 af de 67 ekstroverte er særligt sensitive.

Det særligt sensitive ”gen” er et medfødt  nedarvet personlighedstræk og mennesker, der har det træk, har et mere følsom nervesystem, der bearbejder sanseindtryk dybere end gennemsnittet og er mere følsomt overfor påvirkninger udefra.

Læs evt om emnerne Introvert og HSP (highly sensitive person)

Tuesday, July 21, 2015

Den skønhed, den skønhed

Skønheden kommer indefra - siger de. Mens de betaler i dyre domme for dyre behandlinger hos dermatologer, massage hos en lækker massagefyr. Eller mange kroner hos en dyr frisør - helst een af dem der virkelig hedder noget. Jette Madsen er ikke godt nok - det skal helst være Gunn-Britt, eller Dennis Knudsen. Bevares, de er smækkerlækre begge to og er sikkert dygtige.

Vi skal også have personlige trænere, der kan stå og nive os lidt i vores sideflæsk, mens han påpeger at dér, er liiige en centimeter for meget endnu. Og i øvrigt trænger bagdelen også til opstramning.

Dem der har RIGTIG mange penge, de får det fixet lidt mere permanent. De får løftet lidt i huden her og der, hvor tyngedekraften har krævet sit offer. De får puttet plastik ind her og silikone ind der. Der bliver trykket, æltet og masseret. Og med stivnede ansigtstræk, stramme patter og en mave der ligner at den sådan cirka kan indeholde 2 dl føde, stolper de stive ud fra klinikker, mens de stolt viser den nye fine figur frem.

Bagefter smutter de en smut forbi tandteknikeren. Han lægger dem smilende tilbage i stolen, for NU skal han tjene pengene til Audien i indkørslen. Mennesker, med allerede smukke tænder, læner sig tilbage og får filet deres egne tænder til små stumper, mens der limes kridhvide facader på. Og ud af døren vælter det ene menneske efter det andet, som dem fra en tandpasta reklame - med fuldkommen lige tænder der blænder alle, der ikke render rundt med et par Gucci solbriller.

Men skønheden kommer INDEFRA, husk det nu!


Og imens sidder jeg her i sofaen, med ansigtet smurt ind i hvidt mudder og forsøger at tage mig selv seriøst. Jeg kan mærke ansigtshuden lave en Lotte Heise, med stram hestehale. Jeg kan mærke hvordan masken krakelerer, om man så må sige. Og efter de 15 minutter, der står man skal sidde, føles det som om jeg er blevet mindst 20 år yngre, at dømme efter følelsen af meget stram hud. Så jeg bevæger mig ud på badeværelset... mon det kan opløses igen?

Det må omtrent være sådan botox virker, tænker jeg, mens jeg forsøger at smile til mig selv i spejlet. Ikke en muskel rører sig, ud over ørerne der flytter sig lidt. Et højt fnis undslipper og masken krakelerer i små fine linjer, LIGE netop der hvor smilerynkerne ellers har sin legeplads.

Hvorfor gør jeg det her?, tænker jeg , mens jeg studerer mit ansigt, der på ingen måde lignede en model før og HELT sikkert ikke ligner det nu bagefter.

Hvorfor forsøger jeg egentlig? Det her er hvad nogen kvinder kalder "Selvforkælelse", eller "Velvære". Jeg kalder det en lykkepille.... mest af alt fordi jeg griner, over at jeg ser så fjollet ud. Jeg ligner mest af alt et af de der mexicanske kranier, man tit ser malet med blomster. For jeg har en hårbøjle i håret, for at holde lokkerne væk fra ansigtet, med en stor sløjfe på. Og øjne, næsebor og mund, titter frem af det tykke lag "mudder" jeg har smurt ud. Hvid mudder.... jamen det står der på det lille brev snask.

Jeg gør det her med mange måneders mellemrum, fordi jeg kommer i tanker om, at jeg vist har sådan een liggende. Og fordi jeg kommer i tanker om at jeg hellere må "gøre noget ud af mig selv". Man hører jo så meget. Man skal gøre noget ud af sig selv, for at blive taget seriøst, hørte jeg en Hollywood frue sige på TV.

Jeg synes nu ellers jeg er ret seriøs, sådan når jeg går i haven, uden makeup og med en bums ved næsen. Langt mere seriøs, end jeg synes mange Hollywood plastik mennesker fremtoner.... Og helt ærligt, så skal der nok mere end et brev mudder, til at gøre mig Hollywood smuk.

Men eeeeh skønheden... den der skulle jo også komme indefra? Hvordan definerer man den? Og HVEM definerer den? Og indgår muddermasker i jagten?







Tuesday, July 14, 2015

Tosomheden

Jeg bliver ikke yngre - desværre. Og dermed bliver jeg mere og mere bevidst om det der med kærlighed og tosomhed.

Alle (føles det som om) rundt om mig, finder kærligheden, bliver gift, køber hus sammen, rejser sammen og så videre.

Jeg har i flere år værdsat ego-tiden. Tiden alene uden sure sokker i krogene, brædtet der skal diskuteres, "skal det være oppe eller nede". Der er heller ikke nogen der klemmer forkert på tandpastatuben. Og heller ikke nogen der snorker eller skubber mig ud af sengen. Og ingen kræver at jeg spiser aftensmad klokken seks. Eller begynder at zappe på mit tv.

Men er det det jeg søger nu???? Nej egentlig ikke - jeg begynder så småt at sukke efter det de andre har. Jeg vil også gerne kunne dele mine oplevelser. Jeg vil gerne kramme kærligt og sende et fingerkys når jeg kører ud af indkørslen. Jeg vil gerne sludre over morgenkaffen og bage friske boller til en udkåren. Jeg vil gerne flette mine fingre ind i en varm hånd.... mens jeg smiler og føler mig heldig, elsket, FORelsket

Jeg savner at føle samhørighed. At have interne små blink, vink og ord. At være hende der er smadder irriterende, der smiler fjoget til sin mobiltelefon, når man skal svare på en sms.

Ja tak - jeg vil gerne! Stærk og uafhængig kvinde, bevares - men tror nu man er skabt til at være to.


Omvendt proportionelt

Hvor er det egentlig paradoksalt, at behovet for at få vist, at man ikke er glemt, er omvendt proportionalt, med det overskud man har til at huske andre.

Lige nu går der mange tanker på at høre til, at gøre en forskel, at der er en mening med det at leve....

En af de ting jeg savner er, som en anden tøs på 6 år, at blive vist fysisk, at jeg er husket. At jeg er noget ved og værd. Ikke sådan noget med store armbevægelser, lange taler og skamrosning. Slet ikke... Nej jeg har brug for de der små opkald, der lige viser man blev tænkt på. En SMS hvor man får vist at venindens unger har prøvet at tage strømper på selv. Eller bare et "Hey, jeg tænkte lige på dig".

Det er her de små ting tæller. De der små ting, der viser at NOGEN derude af og til tænker på een.

Faktisk handler det også om at få LOV til at hjælpe med noget. I min familie har der længe været en ubalance mellem mine forældre og jeg. Og mellem min bror og jeg.  Eller det føler jeg i hvert fald.
Min bror vil gerne klippe min hæk for mig. Jeg har ikke kunnet finde ud af at bede om hjælpen, da ubalancen har stået og hoppet arrigt op og ned på vægtskålen, mens den har viftet vildt med armene! "HEY - hørligeher, du hjælper aldrig en skid hos din bror, hvordan kan det så være i orden at han skal klippe din hæk?"

Helt ærligt - jeg ved da godt med min fornuft at min bror hellere end gerne vil hjælpe. Også selvom jeg ikke har fysikken til at hjælpe ham på samme vis. Så det er MIG det handler om - det er MIG der føler balancen ikke er i orden. Og det har jeg brug for at føle.....

For at vægtskålene hænger i balance, vejes tjenester og ydelser ikke altid proportionalt i samme vægtenhed. Normalvis måler man kilo op imod samme enhed... måske gram, eller ton, men i hvert fald i vægt. Man blander ikke pludselig deciliter eller kubikmeter ind i det.

Men det kan man godt her - Min bror hjælper fx mig med at klippe min hæk. Han sveder, han knokler og bliver træt i armene. Jeg bliver lykkelig og elsker at føle at nogen vil hjælpe.
Omvendt, så kan jeg måske hjælpe ham med at række ham en hammer, en skruetrækker og måske lave kaffen, mens han bygger på sit nye samtalekøkken. Jeg sveder måske ikke, jeg bliver måske heller ikke træt i armene. Men jeg føler jeg var der, jeg hjalp, jeg sparede ham måske for skridt eller ture op og ned ad en stige. Og vi fik hyggesludret imens. SÅ føler jeg balancen er lidt mere i ro... og jeg har det SÅ meget bedre, med at spørge om hjælp en anden gang. Eller mine forældre faktisk siger: "Ja, jeg har noget du kan hjælpe med". Frem for altid høfligt at afslå, når jeg spørger: " Er der noget jeg kan gøre?".

Det er sådan nogen små ting - der gør at der er mening med livet. Husk mig - be om! Vis mig du tænker på mig af og til. Det er ikke nok jeg VED det. Og når jeg lige får lidt mere krudt i batterierne igen og nålen igen står på plussiden, så vil jeg sørge for at du forstår hvor stor en hjælp du var, mens jeg lå og rodede rundt hernede og forsøgte at finde mig selv og meningen med det hele.