Skønheden kommer indefra - siger de. Mens de betaler i dyre domme for dyre behandlinger hos dermatologer, massage hos en lækker massagefyr. Eller mange kroner hos en dyr frisør - helst een af dem der virkelig hedder noget. Jette Madsen er ikke godt nok - det skal helst være Gunn-Britt, eller Dennis Knudsen. Bevares, de er smækkerlækre begge to og er sikkert dygtige.
Vi skal også have personlige trænere, der kan stå og nive os lidt i vores sideflæsk, mens han påpeger at dér, er liiige en centimeter for meget endnu. Og i øvrigt trænger bagdelen også til opstramning.
Dem der har RIGTIG mange penge, de får det fixet lidt mere permanent. De får løftet lidt i huden her og der, hvor tyngedekraften har krævet sit offer. De får puttet plastik ind her og silikone ind der. Der bliver trykket, æltet og masseret. Og med stivnede ansigtstræk, stramme patter og en mave der ligner at den sådan cirka kan indeholde 2 dl føde, stolper de stive ud fra klinikker, mens de stolt viser den nye fine figur frem.
Bagefter smutter de en smut forbi tandteknikeren. Han lægger dem smilende tilbage i stolen, for NU skal han tjene pengene til Audien i indkørslen. Mennesker, med allerede smukke tænder, læner sig tilbage og får filet deres egne tænder til små stumper, mens der limes kridhvide facader på. Og ud af døren vælter det ene menneske efter det andet, som dem fra en tandpasta reklame - med fuldkommen lige tænder der blænder alle, der ikke render rundt med et par Gucci solbriller.
Men skønheden kommer INDEFRA, husk det nu!
Og imens sidder jeg her i sofaen, med ansigtet smurt ind i hvidt mudder og forsøger at tage mig selv seriøst. Jeg kan mærke ansigtshuden lave en Lotte Heise, med stram hestehale. Jeg kan mærke hvordan masken krakelerer, om man så må sige. Og efter de 15 minutter, der står man skal sidde, føles det som om jeg er blevet mindst 20 år yngre, at dømme efter følelsen af meget stram hud. Så jeg bevæger mig ud på badeværelset... mon det kan opløses igen?
Det må omtrent være sådan botox virker, tænker jeg, mens jeg forsøger at smile til mig selv i spejlet. Ikke en muskel rører sig, ud over ørerne der flytter sig lidt. Et højt fnis undslipper og masken krakelerer i små fine linjer, LIGE netop der hvor smilerynkerne ellers har sin legeplads.
Hvorfor gør jeg det her?, tænker jeg , mens jeg studerer mit ansigt, der på ingen måde lignede en model før og HELT sikkert ikke ligner det nu bagefter.
Hvorfor forsøger jeg egentlig? Det her er hvad nogen kvinder kalder "Selvforkælelse", eller "Velvære". Jeg kalder det en lykkepille.... mest af alt fordi jeg griner, over at jeg ser så fjollet ud. Jeg ligner mest af alt et af de der mexicanske kranier, man tit ser malet med blomster. For jeg har en hårbøjle i håret, for at holde lokkerne væk fra ansigtet, med en stor sløjfe på. Og øjne, næsebor og mund, titter frem af det tykke lag "mudder" jeg har smurt ud. Hvid mudder.... jamen det står der på det lille brev snask.
Jeg gør det her med mange måneders mellemrum, fordi jeg kommer i tanker om, at jeg vist har sådan een liggende. Og fordi jeg kommer i tanker om at jeg hellere må "gøre noget ud af mig selv". Man hører jo så meget. Man skal gøre noget ud af sig selv, for at blive taget seriøst, hørte jeg en Hollywood frue sige på TV.
Jeg synes nu ellers jeg er ret seriøs, sådan når jeg går i haven, uden makeup og med en bums ved næsen. Langt mere seriøs, end jeg synes mange Hollywood plastik mennesker fremtoner.... Og helt ærligt, så skal der nok mere end et brev mudder, til at gøre mig Hollywood smuk.
Men eeeeh skønheden... den der skulle jo også komme indefra? Hvordan definerer man den? Og HVEM definerer den? Og indgår muddermasker i jagten?
No comments:
Post a Comment