Små egoister

Hvorfor er det vigtigere at opfostre små egoistiske børn, der allerede i børnehavealderen tænker MIG MIG MIIIIG!? Helt små børn der kender forskellen på tøjmærker og rynker på næsen ad en anden 3-4 årig? Børn og unge, der smadrer ruder fordi de bliver taget i en ulovlighed. Børn der kalder deres lærer for møgfi**e, hvis de bliver irettesat.

Jeg synes det er skræmmende. Jeg synes især det er skræmmende at mange af disse børns forældre bare siger: "Vi støtter vores barn i at stille krav og nå langt i verden."

Men hov - hvad med at lære dem lidt om omsorg, næstekærlighed, hjælpsomhed, at dele, at samle op selvom man ikke selv har smidt skidtet, at smile og at være høflig. Hvorfor er der så mange af de gode værdier, der nærmest er helt glemte?? Jeg kender mange børn der aldrig siger : "Tak for mad" .... eller bare TAK!

Jeg kender flere børn, der er små voksne. "Hvad vil du have til aftensmad skat?" - "Hvilke bukser vil du have på i morgen?" (lille pige 4 år). Beslut dog selv hvad i skal have til aftensmad og hvilket tøj poden skal have på i børnehave. Og når børnene skriger JEG VIL HA - så lær dem dog at sige: Må jeg bede om? Og så ind i mellem sig NEJ.

Børn tager ikke skade af at få et nej. De vil hade dig nogle dage og elske dig på andre........... deal with it. Det kaldes at være forældre!

Jeg er ved at brække mig over små poder, der helt kan styre en middagsbords samtale. De får lov at bryde ind og styre hele gøjemøget - "for de skal jo høres og have en mening". JA bevares - men hver ting til sin tid.

Ikke fordi jeg skal være sådan lidt :"DENGANG da jeg var.....". Men helt ærligt - trænger vi ikke til at lære de små poder lidt almindelig pli, omsorg og godhed?

Udmattelse og ligegyldighed

Sammen går de hånd i hånd, de to .... Udmattelse og ligegyldighed.

Bag dem sjosker træthed, sorg, angst og den dybe tristhed hånd i hånd, mens de kigger ned i jorden og sparker mut til hvad end der ligger for deres fødder.

Alle følger de mig, liiige i hælene som skygger. Nogen som lidt mindre og grålige skygger. Nogen af dem som store, overvældende og kulsorte skygger.

Hver dag står jeg op, smiler det bedste jeg har lært. Jeg kæmper for at holde mig beskæftiget. Gøre rent, hjælpe andre med en opgave.......... et eller andet. Bare så tiden går og man ikke har helt så meget tid og stilhed, til at opfatte at skyggerne stadig står og lurer mut på een.

Men så kommer aftnerne. DE er stille og lange... meget lange. Jeg er udpræget B-menneske og jeg KAN ikke bare lægge mig til at sove kl 21. Her bliver klokken 24 eller mere. Så der er masser af tid til at lade det hele bølge og tårerne rulle.

Så folk klapper mig på skulderen og fortæller smilende at det er GODT at se jeg har det bedre. De skulle bare vide, at i løbet af en dag, så kan de sige ord der sætter gang i en lavine indeni. En lavine af angst der bare ruller ondsindet rundt. Man mærker blodet forsvinde fra hovedet, sveden springer frem og en varmefølelse kommer susende fra fødder til hoved, hurtigere end du kan sige FUCK! Maven knuger sig sammen og du ved at du snart skal have fundet tønden, fordi maven er i oprør.

Og folk gør det i god mening - bevares. De vil jo gerne hjælpe.

Jeg er holdt op med at forklare - det er jo ligegyldigt. For folk gør det de er bedst til - de vil gerne hjælp, med at GØRE de ting man ikke kan. Men de fjerner ikke angsten alligevel. Den ligger der og lurer ... stor, sort og OND. Den venter bare til du smiler, sænker barrikaderne og glemmer den et øjeblik .... SMAK så slår den dig lige i nakken igen.

Snart er udmattelsen og ligegyldigheden de mest dominerende skygger. Man begynder at betvivle at det her nogensinde kan blive bedre. Og hvad er meningen med at kunne blive 100 år gammel, hvis man har det ad helvede til? Hvis man altid skal leve med skyggen af angst og depression..... er det så prisen og slæbet værd?

Er det det værd, når man VED at man gør sin familie bekymret? Er det det værd, når man kan se og føle at nogle mennesker tænker "åh nej", når jeg i stedet for at svare: "Jeg har det fint" - faktisk svarer sandheden, når de kliché agtigt spøger: "hvordan går det?"

Omendt - så kan man ikke bare tage billetten og checke ud. For tænk nu hvis de faktisk KAN fixe een og man opdagede det lige efter? Og sådan noget gør ikke noget godt for resten af familien - tænk hvis jeg såede dette sorte frø i andre? DEN tanke kan jeg slet ikke bære. Tænk om man kan smitte med sort tankegang? En ækel og skræmmende tanke................

FØJ hvor er det udmattende, når tankerne tager på tur i høje bjerge og dybe dale.........

Opkast

BWUAARRRHH - helt nede fra maven, krølles jeg sammen og der krampes hele vejen op gennem kroppen og ud vælter ordene, som en klam syreholdig opkast. Iblandet grøn galde af indestængte følelser og tanker.

BWWUUUAARRRHHH - endnu en bølge vælter ud og overrasker mig selv i intensitet. Hvad sker der? Jeg holder ellers normalt ret godt på den indre galde. Den indre sødsuppe af usagte ord - indestængte følelser - vrede der aldrig blev ytret, der plejer at ligge rullet sammen inde i mit centrum. Ulmende som en lille vulkan, men altid under kontrol.

Men ikke idag. Siddende overfor en psykolog, jeg overhovedet ikke kender, vælter det hele bare ud på gulvet. En strid stinkende strøm .... og jeg er overrasket. Jeg sidder og vrider mig lidt og tænker : "FÅ det stoppet - stop strømmen, stop kramperne nederst i maven..... hun behøver jo ikke vide alt". Og alligevel vælter det bare ud.

Og til min store overraskelse nikker hun fra tid til anden og aer mig metaforisk på kinden og så siger at jeg baaare skal komme ud med det. Ingen vrede blikke, inden fordømmelse, ingen rullen med øjnene, der vidner om at jeg "bare skal tage mig sammen".

Jeg vil på den ene side set bare gerne hjem og på den anden hungrer jeg efter at lette den rumlende følelse i maven. Ud med det - væk - få set på det - få det smidt væk, der alligevel giver kvalme, angst, uro, vrede og alt andet end en god mavefornemmelse.

ET besøg og jeg går derfra med en lidt lettere følelse i maven. Og en let forundring over hvad der skete.... Og hvad der egentlig chokerer mig mest, en snert af forventningsfuld længsel efter den næste tid. Og mig, der er så bange for at kaste op og for alt i verden holder alt indenbords, så længe jeg kan.

Men ingen tvivl om at alt det indestængte møg, sætter sig til en grim betændelse. En betændelse der inficerer alle kroge af krop og sind. En betændelsestilstand, hvorpå antibiotika, ikke har den store effekt. Og den spreder sig bare - og til sidst ligger man bare og stirrer op i loftet, mens krop og sind værker og selv den opgave at rejse sig, for at få noget føde, gør ondt og føles som at bestige Mount Everest. 

Man skal være lidt grim for at være pæn, sagde den søde dame. Ud med galden, vær lidt grim - lad være med at stille dig selv sidst i køen. Lad være med at træde et skridt til side og altid lade de andre gå igennem døren før dig. Lad være med altid at tage til sidst, når maden kommer på bordet. Lad være med altid at give de andre det største stykke kage. Lad være med altid at sige "Det er okay", hvis du virkelig tænker noget andet. 

KRÆV, ØNSK, STIL KRAV - sæt dig selv forrest, bare en freaking gang i mellem! Gad vide om det nogensinde vil falde naturligt for mig?

DEM og OS

Sådan føler jeg det ... DEM og OS!! Systemet og mig - om man vil.

Jeg var engang et ungt sprudlende menneske, med stor tiltro til fremtiden, systemet, sundhedssystemet, mine medmennesker osv.

Idag ser det lidt anderledes ud.

Efter 8 år i kommunens vold - med arbejdsprøvninger, undersøgelser på div sygehuse på deres regning, udredninger, papirer der hvirvler rundt i luften, fyldt med paragraffer, diagnoser og formaninger..... 8 år med angst for hvad postkassens mørke gemte på.... 8 år med en arrogant og magtliderlig kælling af en sagsbehandler - ja så fik jeg er pension og et spark ud af systemet. Værsågod - nu fik du hvad du ville!!

Nej kære SYSTEM - jeg ville faktisk bare gerne høres, jeg vil skrues rigtigt sammen, smørres i ledene. Jeg vil FIXES og være god igen. Jeg vil gerne være rask, ligesom de fleste andre.

Men sundhedssystemet er lige så trægt, uvidende, tåbeligt og med manglende økonomisk støtte og hænder. Eller dvs hænder er der nok af - men de forkerte. Der er hænger der vasker hinanden - der er hænder der langer penge under bordet, for tavshed, for at benytte den "rette" medicin, for at have en helt særlig forloren holdning om at HER står det godt til !!

Min situation er ikke enestående, så lad os tale som VI:

VI smutter til lægen og får målt vitaminer - alt ser godt ud trods det at vi ved det burde det bare ikke
VI smutter til lægen for at finde ud af hvorfor vi har ondt i maven - men det ved de ikke helt og siger du må leve med det
VI smutter til lægen og får en vaccine der skal beskytte os mod død og ødelæggelse - og når så vaccinen smadrer vores liv fuldkommen, vaskes der hænder på livet løs
VI smutter til lægen og siger vi har ondt i sjælen - og straks langes der en pille over disken uden omtanke for at nogen gange - bare NOGEN gange, er der anden kemi inden i kroppen, der kan rettes op på anden vis.
VI smutter til lægen i håb om at blive hjulpet......

Og gang på gang må man gå slukøret hjem. Ingen svar, ingen hjælp.... bare intet. Man kan sætte sig til sin pc - i denne så oplyste verden, hvor man får lige så meget information proppet brutalt ind i hovedet på ET døgn, som min bedstefar på 98 fik på et helt år, i sine unge dage.... der kan man søge på det store spindelvæv af info.... at i udlandet kan de SÅ meget mere. I kina både spiser de hunde og ved at spiser man ingefær kan man slippe af med mange infektioner... i DK ved de ikke en skid - for alt hvad der er gratis virker ikke!!

Det er så deprimerende og frustrerende at man har lyst til at kaste håndklædet...... Lægge sig ned som et trodsigt barn i supermarkedet og ikke reagerer, uanset hvor meget nogen forsøger at trække af med een i det ene bukseben. Man ORKER ikke mere - det er bare pisse lige meget.... for hvad nytter det?

Jeg må både selv kaste redningskransen, hive den ind og give mig selv kunstigt åndedræt - JEG er min egen fucking redningsmand!

EKSPLOSIONSFARE!

*VILDE SIRENER HYLER I BAGGRUNDEN* WWEEEUUUU WWWEEEEEUUU.... der vidnes om fare på færde....

Jeg render rundt og har konstant lyst til at rykke hovedet af folk. Bevares - ikke de der bare er søde og helt almindelige. Respekt avler respekt og smil giver smil retur.

Men klynkerne. Dem der brokker sig på en facebookside over at Bilka har solgt hende et æble der var råddent indeni! For #)¤/#&% kvindemenneske - INGEN, heller ikke Bilka kunne freaking vide at det ene æble var dårligt vel?

Eller personen der lige skal spille klog over hvorfor man ytrer at man ikke har råd til, for 500kr medicin pr måned, plus alt det specialkost, økologi, minus spelt pis og lort, der skal til for at opretholde røven på een der ligger ned! Du skal eddermame ikke spille klog overfor mig makker! Du skal ikke spille far og sige at MAN har råd til at ryge uden at pive - men ikke råd til medicin. Du ved ikke en skid om mig fedtefrans! Jeg sparer hvor jeg KAN - jeg køber det jeg KAN - jeg kæmper for hulen hver evig eneste skide dag! Så kom ikke og sig du ved bedre - Men hey en Ingeniør tjener jo også en smule mere end jeg gør. Og tro så endelig ikke at jeg ikke allerede bruger oceaner af spildt krudt på at dunke mig selv i nødden - over ikke at SLÅ TIL - du behøver kraftedderpetervæltemig ikke hjælpe til !!

Og til dig der står nede i køen i Brugsen og brokker dig til den nye ungarbejder over tempoet! SKRIIID - stil dine varer og find en butik der kun betjener idioter. Giv det stakkels unge menneske en chance. SMIL og sig - du gør det godt kammerat! Det unge menneske er din freaking fremtids ekspedient - og du former ham famer ikke særlig godt, ved at give ham en skideballe, fordi elektronikken driller.

Uretfærdighed - meningsløs brok, folk der er dømmende uden grund - åh jeg har så meget jeg brænder over at sig SGU FUCK HELVEDE OG KRAFTSTEJLEME over. Jeg er KED af folk der dømmer mig pga politisk overbevisning, mine valg, mit tøj, der hvor jeg slår til eller ikke slår til ---- jeg gør for helvede hvad jeg kan!


Jeg har altid været pigen der smilede og sagde: "Deeet' okay".....

Jeg er hende der har gået i flinkeskole et helt liv.....

Jeg er hende der ikke kan få over sig at sige fuck af til Jehovas Vidner... men i stedet gemmer mig under vindueskarmen til de er gået.

Jeg er hende der siger undskyld - selvom andre bumper ind i mig

Jeg er hende der ikke kan få mig selv til at sige FISSE, PIK, IDIOT, ARRRGH og andre ukvemsord uden at blive flov eller tænke: Det KA man da ikke.....

Jeg er hende der gerne samler andres skrald op

Jeg er hende folk spørger: " KAN du slet ikke være sur? Du er altid så positiv".

Jeg er hende der ikke engang ved hvor højt jeg kan råbe, eller skrige....

Jeg er hende der deler alt med andre

Jeg er hende der gladeligt starter bilen for at køre 30 km for at du kan få en høfeberpille - fordi jeg synes det er synd for dig, hvis du ikke kan sove pga kløe.

Og jeg ber ALDRIG om noget til gengæld og jeg hælder ALDRIG vand ud af ørerne over det.



Jeg kan GODT hilse at sige - at i denne tid er jeg alt andet end ovenstående.  Jeg trænger sådan til at sige når nogen er en idiot - Jeg trænger sådan til at sige FRA og TIL og råbe ukvemsord og lyde som en havneluder man har pisset af!!!

Undskyld - jeg ville bare lige .... altså....