Udmattelse og ligegyldighed

Sammen går de hånd i hånd, de to .... Udmattelse og ligegyldighed.

Bag dem sjosker træthed, sorg, angst og den dybe tristhed hånd i hånd, mens de kigger ned i jorden og sparker mut til hvad end der ligger for deres fødder.

Alle følger de mig, liiige i hælene som skygger. Nogen som lidt mindre og grålige skygger. Nogen af dem som store, overvældende og kulsorte skygger.

Hver dag står jeg op, smiler det bedste jeg har lært. Jeg kæmper for at holde mig beskæftiget. Gøre rent, hjælpe andre med en opgave.......... et eller andet. Bare så tiden går og man ikke har helt så meget tid og stilhed, til at opfatte at skyggerne stadig står og lurer mut på een.

Men så kommer aftnerne. DE er stille og lange... meget lange. Jeg er udpræget B-menneske og jeg KAN ikke bare lægge mig til at sove kl 21. Her bliver klokken 24 eller mere. Så der er masser af tid til at lade det hele bølge og tårerne rulle.

Så folk klapper mig på skulderen og fortæller smilende at det er GODT at se jeg har det bedre. De skulle bare vide, at i løbet af en dag, så kan de sige ord der sætter gang i en lavine indeni. En lavine af angst der bare ruller ondsindet rundt. Man mærker blodet forsvinde fra hovedet, sveden springer frem og en varmefølelse kommer susende fra fødder til hoved, hurtigere end du kan sige FUCK! Maven knuger sig sammen og du ved at du snart skal have fundet tønden, fordi maven er i oprør.

Og folk gør det i god mening - bevares. De vil jo gerne hjælpe.

Jeg er holdt op med at forklare - det er jo ligegyldigt. For folk gør det de er bedst til - de vil gerne hjælp, med at GØRE de ting man ikke kan. Men de fjerner ikke angsten alligevel. Den ligger der og lurer ... stor, sort og OND. Den venter bare til du smiler, sænker barrikaderne og glemmer den et øjeblik .... SMAK så slår den dig lige i nakken igen.

Snart er udmattelsen og ligegyldigheden de mest dominerende skygger. Man begynder at betvivle at det her nogensinde kan blive bedre. Og hvad er meningen med at kunne blive 100 år gammel, hvis man har det ad helvede til? Hvis man altid skal leve med skyggen af angst og depression..... er det så prisen og slæbet værd?

Er det det værd, når man VED at man gør sin familie bekymret? Er det det værd, når man kan se og føle at nogle mennesker tænker "åh nej", når jeg i stedet for at svare: "Jeg har det fint" - faktisk svarer sandheden, når de kliché agtigt spøger: "hvordan går det?"

Omendt - så kan man ikke bare tage billetten og checke ud. For tænk nu hvis de faktisk KAN fixe een og man opdagede det lige efter? Og sådan noget gør ikke noget godt for resten af familien - tænk hvis jeg såede dette sorte frø i andre? DEN tanke kan jeg slet ikke bære. Tænk om man kan smitte med sort tankegang? En ækel og skræmmende tanke................

FØJ hvor er det udmattende, når tankerne tager på tur i høje bjerge og dybe dale.........