Opkast

BWUAARRRHH - helt nede fra maven, krølles jeg sammen og der krampes hele vejen op gennem kroppen og ud vælter ordene, som en klam syreholdig opkast. Iblandet grøn galde af indestængte følelser og tanker.

BWWUUUAARRRHHH - endnu en bølge vælter ud og overrasker mig selv i intensitet. Hvad sker der? Jeg holder ellers normalt ret godt på den indre galde. Den indre sødsuppe af usagte ord - indestængte følelser - vrede der aldrig blev ytret, der plejer at ligge rullet sammen inde i mit centrum. Ulmende som en lille vulkan, men altid under kontrol.

Men ikke idag. Siddende overfor en psykolog, jeg overhovedet ikke kender, vælter det hele bare ud på gulvet. En strid stinkende strøm .... og jeg er overrasket. Jeg sidder og vrider mig lidt og tænker : "FÅ det stoppet - stop strømmen, stop kramperne nederst i maven..... hun behøver jo ikke vide alt". Og alligevel vælter det bare ud.

Og til min store overraskelse nikker hun fra tid til anden og aer mig metaforisk på kinden og så siger at jeg baaare skal komme ud med det. Ingen vrede blikke, inden fordømmelse, ingen rullen med øjnene, der vidner om at jeg "bare skal tage mig sammen".

Jeg vil på den ene side set bare gerne hjem og på den anden hungrer jeg efter at lette den rumlende følelse i maven. Ud med det - væk - få set på det - få det smidt væk, der alligevel giver kvalme, angst, uro, vrede og alt andet end en god mavefornemmelse.

ET besøg og jeg går derfra med en lidt lettere følelse i maven. Og en let forundring over hvad der skete.... Og hvad der egentlig chokerer mig mest, en snert af forventningsfuld længsel efter den næste tid. Og mig, der er så bange for at kaste op og for alt i verden holder alt indenbords, så længe jeg kan.

Men ingen tvivl om at alt det indestængte møg, sætter sig til en grim betændelse. En betændelse der inficerer alle kroge af krop og sind. En betændelsestilstand, hvorpå antibiotika, ikke har den store effekt. Og den spreder sig bare - og til sidst ligger man bare og stirrer op i loftet, mens krop og sind værker og selv den opgave at rejse sig, for at få noget føde, gør ondt og føles som at bestige Mount Everest. 

Man skal være lidt grim for at være pæn, sagde den søde dame. Ud med galden, vær lidt grim - lad være med at stille dig selv sidst i køen. Lad være med at træde et skridt til side og altid lade de andre gå igennem døren før dig. Lad være med altid at tage til sidst, når maden kommer på bordet. Lad være med altid at give de andre det største stykke kage. Lad være med altid at sige "Det er okay", hvis du virkelig tænker noget andet. 

KRÆV, ØNSK, STIL KRAV - sæt dig selv forrest, bare en freaking gang i mellem! Gad vide om det nogensinde vil falde naturligt for mig?