Undskyld, jeg skal liiiige...

Introvert ... Når du tænker tilbage, har det nok været sådan altid. Dine klassekammerater kom dig i forkøbet med de svar, du faktisk selv havde … men du var bare ikke helt så hurtig som dem. Faktisk er det lidt dit liv i en nøddeskal at tænke: "Det var lige det jeg ville have sagt".

Du kender det... du har svaret på joken, lige det der øjeblik senere end de andre. For du skal lige tænke det igennem, inden det siges eller skrives.

Idag, skal vi helst være udadvente kreative dynamoer der elsker at arbejde i teams... hvilket er ualmindeligt svært for en introvert, der sætter stort pris på stilhed, fordybning og tid til at resonere over en problemstilling.

Allerede i skolen kommer dette voldsomt til udtryk. Her skal man "arbejde i grupper", man skal "holde tale", spille skuespil og være enormt meget på og i centrum. Man skal have "rundsave på albuerne" og gøre sig bemærket. Alt sammen i modstrid med den lille stemme indeni, der kæmper for at bevare overblikket og styre udenom situationer, hvor man er i centrum. 

Bevares, man bobler i virkeligheden over med en masse man gerne vil sige - hvis da bare vi lige kunne aflevere det på en overhead andre vil vise, eller et memo de andre kan tage med sig og læse. Og endnu bedre, under et synonym. Tænk at kunne aflevere en stil under navnet "Den stille tornado".... og få sagt alt det du vil, uden afbrydelser og med tid til at overveje hvordan det skal siges. 

Eller senere på en arbejdsplads. Jeg har arbejdet hos en avis, som journalist. Jeg hadede det øjeblik, hvor jeg skulle indlevere en artikel med navn på. Der havde et synonym været fedt.

Jeg kan huske jeg på en arbejdsplads engang blev testet: "Er du introvert, eller ekstrovert"? Og det der med at være introvert, var ikke det man skulle ønske. For det var de andre, de ledte efter. Dette ligger 20 år tilbage og idag fornemmer jeg en vis interesse for at fange nogle af de introverte. Spørgsmålet er om det er ved at være det nye sorte, at være introvert og sensitiv. 

Der har i årevis været så meget fart på, at sjælen ikke kan følge med. Højtflyvende, højtråbende og høj puls. 

Og heldigvis - kan jeg kun sige, hvis det er ved at vende. Jeg vil i grunden ikke bytte min introverte og sensitive verden ud med det modsatte. Jeg kan sagtens være glødende misundelige på den ekstroverte "klassens klovn", der tør hoppe op på bordet og fyre den ene joke af efter den anden, mens folk slår sig på lårene af grin. Eller dem der straks har et smart svar og forstår at ping ponge jokes over nettet, som en anden bordtennisspiller på speed.

Men sådan er jeg ikke... jeg har brug for luft, ro, jordforbindelse og TID. 

Lidt fakta:

1/3 af alle mennesker menes at være introverte. 

Ca 15-20% af alle mennesker anslåes at være særligt sensitive/særligt følsomme.70 % af de særligt sensitive er introverte, mens de sidste 30 % af de særligt sensitive er ekstroverte.

Det svarer til at ud af 100 mennesker er de 33 introverte og de 67 ekstroverte.

14 af de introverte er samtidig særligt sensitive. Mens 6 af de 67 ekstroverte er særligt sensitive.

Det særligt sensitive ”gen” er et medfødt  nedarvet personlighedstræk og mennesker, der har det træk, har et mere følsom nervesystem, der bearbejder sanseindtryk dybere end gennemsnittet og er mere følsomt overfor påvirkninger udefra.

Læs evt om emnerne Introvert og HSP (highly sensitive person)

Den skønhed, den skønhed

Skønheden kommer indefra - siger de. Mens de betaler i dyre domme for dyre behandlinger hos dermatologer, massage hos en lækker massagefyr. Eller mange kroner hos en dyr frisør - helst een af dem der virkelig hedder noget. Jette Madsen er ikke godt nok - det skal helst være Gunn-Britt, eller Dennis Knudsen. Bevares, de er smækkerlækre begge to og er sikkert dygtige.

Vi skal også have personlige trænere, der kan stå og nive os lidt i vores sideflæsk, mens han påpeger at dér, er liiige en centimeter for meget endnu. Og i øvrigt trænger bagdelen også til opstramning.

Dem der har RIGTIG mange penge, de får det fixet lidt mere permanent. De får løftet lidt i huden her og der, hvor tyngedekraften har krævet sit offer. De får puttet plastik ind her og silikone ind der. Der bliver trykket, æltet og masseret. Og med stivnede ansigtstræk, stramme patter og en mave der ligner at den sådan cirka kan indeholde 2 dl føde, stolper de stive ud fra klinikker, mens de stolt viser den nye fine figur frem.

Bagefter smutter de en smut forbi tandteknikeren. Han lægger dem smilende tilbage i stolen, for NU skal han tjene pengene til Audien i indkørslen. Mennesker, med allerede smukke tænder, læner sig tilbage og får filet deres egne tænder til små stumper, mens der limes kridhvide facader på. Og ud af døren vælter det ene menneske efter det andet, som dem fra en tandpasta reklame - med fuldkommen lige tænder der blænder alle, der ikke render rundt med et par Gucci solbriller.

Men skønheden kommer INDEFRA, husk det nu!


Og imens sidder jeg her i sofaen, med ansigtet smurt ind i hvidt mudder og forsøger at tage mig selv seriøst. Jeg kan mærke ansigtshuden lave en Lotte Heise, med stram hestehale. Jeg kan mærke hvordan masken krakelerer, om man så må sige. Og efter de 15 minutter, der står man skal sidde, føles det som om jeg er blevet mindst 20 år yngre, at dømme efter følelsen af meget stram hud. Så jeg bevæger mig ud på badeværelset... mon det kan opløses igen?

Det må omtrent være sådan botox virker, tænker jeg, mens jeg forsøger at smile til mig selv i spejlet. Ikke en muskel rører sig, ud over ørerne der flytter sig lidt. Et højt fnis undslipper og masken krakelerer i små fine linjer, LIGE netop der hvor smilerynkerne ellers har sin legeplads.

Hvorfor gør jeg det her?, tænker jeg , mens jeg studerer mit ansigt, der på ingen måde lignede en model før og HELT sikkert ikke ligner det nu bagefter.

Hvorfor forsøger jeg egentlig? Det her er hvad nogen kvinder kalder "Selvforkælelse", eller "Velvære". Jeg kalder det en lykkepille.... mest af alt fordi jeg griner, over at jeg ser så fjollet ud. Jeg ligner mest af alt et af de der mexicanske kranier, man tit ser malet med blomster. For jeg har en hårbøjle i håret, for at holde lokkerne væk fra ansigtet, med en stor sløjfe på. Og øjne, næsebor og mund, titter frem af det tykke lag "mudder" jeg har smurt ud. Hvid mudder.... jamen det står der på det lille brev snask.

Jeg gør det her med mange måneders mellemrum, fordi jeg kommer i tanker om, at jeg vist har sådan een liggende. Og fordi jeg kommer i tanker om at jeg hellere må "gøre noget ud af mig selv". Man hører jo så meget. Man skal gøre noget ud af sig selv, for at blive taget seriøst, hørte jeg en Hollywood frue sige på TV.

Jeg synes nu ellers jeg er ret seriøs, sådan når jeg går i haven, uden makeup og med en bums ved næsen. Langt mere seriøs, end jeg synes mange Hollywood plastik mennesker fremtoner.... Og helt ærligt, så skal der nok mere end et brev mudder, til at gøre mig Hollywood smuk.

Men eeeeh skønheden... den der skulle jo også komme indefra? Hvordan definerer man den? Og HVEM definerer den? Og indgår muddermasker i jagten?

Tosomheden

Jeg bliver ikke yngre - desværre. Og dermed bliver jeg mere og mere bevidst om det der med kærlighed og tosomhed.

Alle (føles det som om) rundt om mig, finder kærligheden, bliver gift, køber hus sammen, rejser sammen og så videre.

Jeg har i flere år værdsat ego-tiden. Tiden alene uden sure sokker i krogene, brædtet der skal diskuteres, "skal det være oppe eller nede". Der er heller ikke nogen der klemmer forkert på tandpastatuben. Og heller ikke nogen der snorker eller skubber mig ud af sengen. Og ingen kræver at jeg spiser aftensmad klokken seks. Eller begynder at zappe på mit tv.

Men er det det jeg søger nu???? Nej egentlig ikke - jeg begynder så småt at sukke efter det de andre har. Jeg vil også gerne kunne dele mine oplevelser. Jeg vil gerne kramme kærligt og sende et fingerkys når jeg kører ud af indkørslen. Jeg vil gerne sludre over morgenkaffen og bage friske boller til en udkåren. Jeg vil gerne flette mine fingre ind i en varm hånd.... mens jeg smiler og føler mig heldig, elsket, FORelsket

Jeg savner at føle samhørighed. At have interne små blink, vink og ord. At være hende der er smadder irriterende, der smiler fjoget til sin mobiltelefon, når man skal svare på en sms.

Ja tak - jeg vil gerne! Stærk og uafhængig kvinde, bevares - men tror nu man er skabt til at være to.

Omvendt proportionelt

Hvor er det egentlig paradoksalt, at behovet for at få vist, at man ikke er glemt, er omvendt proportionalt, med det overskud man har til at huske andre.

Lige nu går der mange tanker på at høre til, at gøre en forskel, at der er en mening med det at leve....

En af de ting jeg savner er, som en anden tøs på 6 år, at blive vist fysisk, at jeg er husket. At jeg er noget ved og værd. Ikke sådan noget med store armbevægelser, lange taler og skamrosning. Slet ikke... Nej jeg har brug for de der små opkald, der lige viser man blev tænkt på. En SMS hvor man får vist at venindens unger har prøvet at tage strømper på selv. Eller bare et "Hey, jeg tænkte lige på dig".

Det er her de små ting tæller. De der små ting, der viser at NOGEN derude af og til tænker på een.

Faktisk handler det også om at få LOV til at hjælpe med noget. I min familie har der længe været en ubalance mellem mine forældre og jeg. Og mellem min bror og jeg.  Eller det føler jeg i hvert fald.
Min bror vil gerne klippe min hæk for mig. Jeg har ikke kunnet finde ud af at bede om hjælpen, da ubalancen har stået og hoppet arrigt op og ned på vægtskålen, mens den har viftet vildt med armene! "HEY - hørligeher, du hjælper aldrig en skid hos din bror, hvordan kan det så være i orden at han skal klippe din hæk?"

Helt ærligt - jeg ved da godt med min fornuft at min bror hellere end gerne vil hjælpe. Også selvom jeg ikke har fysikken til at hjælpe ham på samme vis. Så det er MIG det handler om - det er MIG der føler balancen ikke er i orden. Og det har jeg brug for at føle.....

For at vægtskålene hænger i balance, vejes tjenester og ydelser ikke altid proportionalt i samme vægtenhed. Normalvis måler man kilo op imod samme enhed... måske gram, eller ton, men i hvert fald i vægt. Man blander ikke pludselig deciliter eller kubikmeter ind i det.

Men det kan man godt her - Min bror hjælper fx mig med at klippe min hæk. Han sveder, han knokler og bliver træt i armene. Jeg bliver lykkelig og elsker at føle at nogen vil hjælpe.
Omvendt, så kan jeg måske hjælpe ham med at række ham en hammer, en skruetrækker og måske lave kaffen, mens han bygger på sit nye samtalekøkken. Jeg sveder måske ikke, jeg bliver måske heller ikke træt i armene. Men jeg føler jeg var der, jeg hjalp, jeg sparede ham måske for skridt eller ture op og ned ad en stige. Og vi fik hyggesludret imens. SÅ føler jeg balancen er lidt mere i ro... og jeg har det SÅ meget bedre, med at spørge om hjælp en anden gang. Eller mine forældre faktisk siger: "Ja, jeg har noget du kan hjælpe med". Frem for altid høfligt at afslå, når jeg spørger: " Er der noget jeg kan gøre?".

Det er sådan nogen små ting - der gør at der er mening med livet. Husk mig - be om! Vis mig du tænker på mig af og til. Det er ikke nok jeg VED det. Og når jeg lige får lidt mere krudt i batterierne igen og nålen igen står på plussiden, så vil jeg sørge for at du forstår hvor stor en hjælp du var, mens jeg lå og rodede rundt hernede og forsøgte at finde mig selv og meningen med det hele.