Tosomheden

Jeg bliver ikke yngre - desværre. Og dermed bliver jeg mere og mere bevidst om det der med kærlighed og tosomhed.

Alle (føles det som om) rundt om mig, finder kærligheden, bliver gift, køber hus sammen, rejser sammen og så videre.

Jeg har i flere år værdsat ego-tiden. Tiden alene uden sure sokker i krogene, brædtet der skal diskuteres, "skal det være oppe eller nede". Der er heller ikke nogen der klemmer forkert på tandpastatuben. Og heller ikke nogen der snorker eller skubber mig ud af sengen. Og ingen kræver at jeg spiser aftensmad klokken seks. Eller begynder at zappe på mit tv.

Men er det det jeg søger nu???? Nej egentlig ikke - jeg begynder så småt at sukke efter det de andre har. Jeg vil også gerne kunne dele mine oplevelser. Jeg vil gerne kramme kærligt og sende et fingerkys når jeg kører ud af indkørslen. Jeg vil gerne sludre over morgenkaffen og bage friske boller til en udkåren. Jeg vil gerne flette mine fingre ind i en varm hånd.... mens jeg smiler og føler mig heldig, elsket, FORelsket

Jeg savner at føle samhørighed. At have interne små blink, vink og ord. At være hende der er smadder irriterende, der smiler fjoget til sin mobiltelefon, når man skal svare på en sms.

Ja tak - jeg vil gerne! Stærk og uafhængig kvinde, bevares - men tror nu man er skabt til at være to.