Omvendt proportionelt

Hvor er det egentlig paradoksalt, at behovet for at få vist, at man ikke er glemt, er omvendt proportionalt, med det overskud man har til at huske andre.

Lige nu går der mange tanker på at høre til, at gøre en forskel, at der er en mening med det at leve....

En af de ting jeg savner er, som en anden tøs på 6 år, at blive vist fysisk, at jeg er husket. At jeg er noget ved og værd. Ikke sådan noget med store armbevægelser, lange taler og skamrosning. Slet ikke... Nej jeg har brug for de der små opkald, der lige viser man blev tænkt på. En SMS hvor man får vist at venindens unger har prøvet at tage strømper på selv. Eller bare et "Hey, jeg tænkte lige på dig".

Det er her de små ting tæller. De der små ting, der viser at NOGEN derude af og til tænker på een.

Faktisk handler det også om at få LOV til at hjælpe med noget. I min familie har der længe været en ubalance mellem mine forældre og jeg. Og mellem min bror og jeg.  Eller det føler jeg i hvert fald.
Min bror vil gerne klippe min hæk for mig. Jeg har ikke kunnet finde ud af at bede om hjælpen, da ubalancen har stået og hoppet arrigt op og ned på vægtskålen, mens den har viftet vildt med armene! "HEY - hørligeher, du hjælper aldrig en skid hos din bror, hvordan kan det så være i orden at han skal klippe din hæk?"

Helt ærligt - jeg ved da godt med min fornuft at min bror hellere end gerne vil hjælpe. Også selvom jeg ikke har fysikken til at hjælpe ham på samme vis. Så det er MIG det handler om - det er MIG der føler balancen ikke er i orden. Og det har jeg brug for at føle.....

For at vægtskålene hænger i balance, vejes tjenester og ydelser ikke altid proportionalt i samme vægtenhed. Normalvis måler man kilo op imod samme enhed... måske gram, eller ton, men i hvert fald i vægt. Man blander ikke pludselig deciliter eller kubikmeter ind i det.

Men det kan man godt her - Min bror hjælper fx mig med at klippe min hæk. Han sveder, han knokler og bliver træt i armene. Jeg bliver lykkelig og elsker at føle at nogen vil hjælpe.
Omvendt, så kan jeg måske hjælpe ham med at række ham en hammer, en skruetrækker og måske lave kaffen, mens han bygger på sit nye samtalekøkken. Jeg sveder måske ikke, jeg bliver måske heller ikke træt i armene. Men jeg føler jeg var der, jeg hjalp, jeg sparede ham måske for skridt eller ture op og ned ad en stige. Og vi fik hyggesludret imens. SÅ føler jeg balancen er lidt mere i ro... og jeg har det SÅ meget bedre, med at spørge om hjælp en anden gang. Eller mine forældre faktisk siger: "Ja, jeg har noget du kan hjælpe med". Frem for altid høfligt at afslå, når jeg spørger: " Er der noget jeg kan gøre?".

Det er sådan nogen små ting - der gør at der er mening med livet. Husk mig - be om! Vis mig du tænker på mig af og til. Det er ikke nok jeg VED det. Og når jeg lige får lidt mere krudt i batterierne igen og nålen igen står på plussiden, så vil jeg sørge for at du forstår hvor stor en hjælp du var, mens jeg lå og rodede rundt hernede og forsøgte at finde mig selv og meningen med det hele.