Oprydning

Nogen gange, når jeg ikke magter at gruble mere, arbejder jeg. Nogen gange kan man synes det er enormt praktisk at knokle og få lavet en hel masse. Hækken klippet og hækafklip revet sammen og smidt ud... og her er tale om mange meter hæk. Som i nærmest fra den ene ende af verden til den anden. Eller sådan føles det i hvert fald i armene.

Der er også pillet ukrudt og DET siger ellers ikke så lidt. Bedene blev svigtet i efteråret, da jeg var indlagt og sloges med  helbredet. Det udmøntede sig så i bede, med helt gratis planter. Planter JEG ikke har sået eller plantet der. Dog også planter jeg egentlig ikke havde lyst til at have, omend de blomstrede så fint. Sommerfuglebuskene sloges om pladsen, side om side med tidsler og hønsetarm. Så 2 trillebørfulde senere, var det også overstået og armene tangerer nu på centimeters nøjagtighed, en mellemstor orangutang. Knoerne slæber smertefuldt hen over det ru gulvtæppe... av!

Det er også blevet til en naturlig manicure. Der var efterhånden en DEL ukrudt mellem fliserne rundt om hele residensen. Så der lå man, med bagdelen i vejret og skrabte ukrudt i flere timer. Så nu er fliserne garanteret fri for ukrudt og neglene er naturligt korte, omend en smule sorte i kanterne.

Men man bliver altså en kende slap i betrækket, når man knokler sådan. Og ryggen er så øm, at man får en naturlig krumning, der gør at det der med at nå jorden med hænderne, til en leg!

Men sådan ender det. Specielt når man nægter at indse at der jo var en grund til, at man er på pension! Så må man betale prisen - nemlig at vralte rundt og ligne een på 95 år, når man rejser sig fra en stol. Man sover dårligt, fordi madrassen føles som om nogen har hældt en stak mellemstore sten ind under topmadrassen. Det er der sgu ikke så meget "Prinsessen på ærten" over, vil jeg bare lige hilse at sige. Så trods smertestillende og at sove i fosterstilling, krøllet sammen om en varmedunk - så vågner man cirka lige så smadret, som da man lagde sig.

Jeg er træt... langt ind i sjælen. Det VIRKER ikke at rydde op over det hele i haven og i hjemmet, når det er indeni der er rod i krogene. Jeg gør ellers mit ypperste og selv det mindste rod, ekstra nips og lignende, føles som ROD.

ROD ROD ROD.... over alt !

I efteråret landede jeg samme sted. Det resulterede i at jeg solgte nærmest ALT i min stue. Mine sofaer, sofabord, nips og en masse andet pinkel plankel. Meget andet blev simpelthen kørt på loppemarked.

Hjalp det så? Mnnnjjaeeee NEJ! For følelsen af rod er indeni..... Det indser jeg nu.....

Dommen

Så faldt den store grimme hammer: "Thi kendes for ret - du har moderat til svær depression og en mildere grad af PTSD".

Jikes .. Mine arme røg straks over kors og jeg surmulerede som en 4-årig gør bedst! "JEG er ikke depressiv.... for jeg kan godt smile, og grine....egåås?"

Til min overraskelse grinede kvinden (Psykiater) og forklarede mig at DET var der mange der troede var det eneste måde, man var depressiv på. Men hun forklarede så, mere alvorligt, at der var mange måder en depression kunne udmønte sig på. Nogen holder facaden og kan leve et helt igennem normalt liv, udadtil, mens deres indre har det ad hækkenfeld til. Mens andre ruller sig sammen i fosterstilling og har et humør der er mere monotont end noget man kan forestille sig. Og dermed umuligt at skjule for omverdenen.

Jeg er ikke vild med at give konen ret.... jeg ville helst bare at hun sagde: "Du har en lille krise, den fikser vi lige".

Men næææ nej, der skal males med stooore armbevægelser på det helt store lærred... PTSD.... jeg har smagt på ordet mange gange, siden hun sagde det.  Det er sådan noget jeg har lært at krigsveteraner har. Ikke 41 årige mødre, der lever et jævnt almindeligt liv, med ligust.... øh spireahæk om haven og kedelige familiebil. Det farligste jeg har prøvet, er at køre galt i en bil... og to gange i mit liv, at lande på hospitalet, med noget der truede med at sende mig op og sige Hej til Skt. Peter.

Bevares, når konen sidder og forklarer at netop disse ting gør at man mister tro, tiltro, tryghed osv osv osv.... jaja så kan det måske give mening. Især hvis vi sad og læste om et eksempel i en fin bog med slidt ryg, der handler om psykologi... sådan et tænkt eksempel, ikk?

Okay, jeg har fladet ud idag... ligget og tygget på det hele og kun nået frem til at det føles som om der blev talt om en 3. person. Og dermed føler jeg mig ikke ret meget klogere.
Jeg får tilbudt de der 10 gange psykolog cirka.... hvilket jeg er glad for, men også føler er som at pisse i bukserne. Jeg når lige at vælte mit indre ud-agtig og så skal jeg forholde mig til at jeg skal tage tøjlerne selv og "selvhelbrede" vha de redskaber man får.

Jeg ved det - jeg lyder utaknemmelig nu. Men jeg har virkelig heller aldrig fattet hvorfor læger er gratis og psykologer ikke er.

Nåmenaltså - jeg har ligget an til at skrige det ud idag, poste det på facebook, sige det til en tilfældig..... depression og PTSD. Men så rammer det mig.... Jeg er pinligt berørt over det. Jeg er flov. Jeg fortæller mig selv at jeg er svag, dum, pivet.... alt det der ikke ligefrem hjælper. Og så kommer vreden... for det er jo de forbandede tabu der gør at jeg er flov. Hvis man da bare kunne sige disse ting højt, uden at slå blikket ned og træde sig selv genert over tæerne. Og uden at der ind i mellem var nogen der lige skulle liste et: "Tag dig nu sammen", ud mellem sidebenene. Eller de få, heldigvis, der har den holdning at man ER svag, hvis man lander i sådan en situation.

Ens angst for at mennesker tænker sådan om een, kommer jo ikke ud af det blå. De mennesker findes.

Det er oftest et fagligt succesfuldt menneske, med en baggrund som iværksætter. Fyldt med krudt, energi, ideer og gang i den. De kører i overhalingsbanen og udstråler at de eeeeejjermame har styr på deres shit. Og alle der ikke er som dem, har  glemt at "Carpe Diem" - eller VÆLGER ikke at tage chancer og satse! Om de i virkeligheden dækker over deres egen ensomhed, ved jeg ikke. Men de er dødgode til at gøre, så jeg, som ellers altid har følt mig stærk, er FLOV over at jeg ligger på græsset som en blomst der har fået et knæk på stilken. Jeg er ikke brækket helt over - men bare lige fået et knæk, så jeg ikke kan holde det strunke udseende..... av.

Jeg står her og kigger ud af skabet

Jeg vil tro jeg i bedste fald er i nærheden af mit livs midte .... og jeg har endelig fået modet. Modet til at springe ud af skabet.

Jeg har siden jeg var 16 år gammel, bevidst levet det liv som "der forventedes af et 'normalt' menneske". Eller det troede jeg i hvert fald...

Det var omkring den alder at jeg blev klar over, at jeg synes pigerne var nogen søde væsener. Og at det var dem der kunne få mig til at rødme voldsomt og bliver til et stammende fjols.
Drengene var bare sjove. De var ligefremme og meget lettere at omgås, da der var en faktor der ikke var der... følelser. Pigerne derimod, duftede uimodståeligt, havde blød og lækker hud... de slog gnister. Jeg vil ikke sige at der aldrig har været en gut der slog gnister - men det var på et heeelt andet plan.

Men jeg har altid boet i en lille by. En by, der ligger i det danske bibelbælte. Her stak man ikke udenfor. Og da jeg var en pige som udenpå, på mange måder var een af drengene. Der kom ikke rigtigt nogen bryster til mig - jeg ville hellere stå på rulleskøjter og skateboard, end at lege med dukker - Jeg foretrak langt at lege Røver og Soldater, frem for at sludre om makeup og hår. Jeg kunne ganske enkelt ikke udstå sløjfer i håret, kjoler og lignende pynt. Jeg følte alle disse `pigeting`som overgreb....

Med alderen, blev det accepteret, at jeg hellere ville hjælpe på et bilværksted, end jeg ville hjælpe i et køkken.

Senere begyndte drengene at lægge an på een, men jeg fattede ikke rigtigt deres signaler. Og jeg lod alt prelle af. Til gengæld blev det sværere og sværere at være tæt på pigerne og ikke kunne sige at jeg synes de var søde.

Men uanset hvad, så endte jeg op med at få en mand.... en mand jeg blev gift med og fik min datter med. Jeg levede glansbilledet i bedste stil. Alt i alt fordi jeg var bange for hvad de andre ville sige.... aaaaalle de andre. Som mine forældre, mine venner, min familie, borgerne i byen. Jeg havde ganske enkelt ikke rygraden til at være ligeglad. Jeg turde ikke fortælle, at når jeg lukkede øjnene, så var det ikke mænd med svedige overkroppe, der dominerede mine hede drømme.

Der skulle derefter gå 7 år før jeg kapitulerede et elendigt forhold, der ikke gjorde noget godt for hverken min datter eller jeg. Og for første gang, gik jeg til min far og spurgte: " Hvad vil du sige, hvis min kommende kæreste ikke hed Mads, men i stedet Maria". Jeg stod med rystende indre og frygtede hans reaktion. I stedet trak han på skuldrene, mens hans hænder ihærdigt puslede videre med en bildel og svarede: "Hvis det er sådan det skal være, så er det da fint".

Min fars rolige måde at sige at alt er ok.... han er ikke en mand af store ord og armbevægelser. Jeg tænkte "Okay, så langt så godt". Men jeg fandt ikke rygraden til at konfrontere min mor. Og min far og jeg talte ikke dybere om emnet. Dengang var jeg 26 år gammel.

Så modet svigtede fortsat. Jeg var også bange for at træffe nogen valg, der skulle gå ud over min datter, der var på vej ind i teenageårene. Jeg var bange for at HUN skulle stemples på at jeg var egoistisk. Så jeg begyndte at kompensere og forklare mig selv at jeg simpelthen bare måtte indordne mig under de normer, jeg antog at især min mor så som de rigtige. Så efter nogen års pause, ja, så jeg fandt en mand igen.... Absolut ikke nogen succes. Jeg anså ham mere for at være en ven, en room mate, en handyman, der var rar at have indenfor rækkevidde. Jeg elskede ham ikke, nøjagtig som med min første mand. Derfor var også det forhold dømt til at gå galt.... så efter 4 år, magtede jeg det ikke mere. Oveni dette viste manden sig at være skingrende psykopat.

Da jeg fik endt det forhold var jeg bare utrolig lettet. Lettet over at komme ud af kløerne på en skingrende gal mand. Jeg var lettet over ikke at skulle leve et glansbillede. Jeg var lettet over at han ikke længere skulle røre ved mig.

Der efter gik der lige en god håndfuld år, før jeg begyndte at indse, at hvis jeg ville have de der piger, så skulle jeg dælme snart være ærlig. Så jeg fik taget hul på bylden og fortalt det til min store datter. Som heldigvis bare tog det i stiv arm og sagde : "Var det bare det du ville sige?"
Vennerne stod næst for og ikke EN af dem rynkede på næsen, som jeg havde frygtet. Tvært i mod, var der stor opbakning og "DET giver jo mening"-tilkendegivelser. Pyyyh lettelse.....

Men så manglede resten af familien. Det har taget et år at sige det til min bror. Jeg har været SÅ skide bange for at miste ham. Og så tog han det bare så fint... og det eneste han spurgte om var: "Hvorfor siger du det ikke bare til de gamle?"

Og der står jeg så nu.... jeg mangler at tale med mine forældre om det. Og jeg grubler over om min far mon husker vores snak, da jeg var 26 år gammel. Tænkte han videre over det? Gik han til min mor og fortalte det? Ved de det bare? Har andre mon sagt noget?

Jeg er ikke bange for min fars reaktion - den fik jeg jo for mange år siden. Men min mors reaktion frygter jeg lidt. Vi har brugt mange mange år på at få et godt forhold. Så jeg er rent ud sagt angst for at miste det vi har bygget op. Jeg ved hun har holdninger om at homoseksuelle ikke skal kunne få kunstig befrugtning..... Men jeg ved også at hun ikke hader homoseksuelle. Men jeg tror samtidig hun er meget i tvivl om hvorvidt det er et VALG at være homoseksuel, eller ej.

Så jeg tøver.... jeg tøver meget.....

Og jeg føler mig lidt som barnet der står med næsen trykket flad mod ruden, foran bagerbutikken, hvor de lækre kager står på rad og række. SÅ tæt på..... jeg kan næsten smage dem.... men jeg har ikke sat tænderne i en endnu.....

Og så den irrationelle angst - TÆNK om jeg nu endelige har smidt kortene på bordet - bare for at finde ud af at den forbudne frugt slet ikke var så attråværdig som forventet.....

Alt sammen tanker man ikke deler.... for det er alt sammen så pinligt, så tabu. Både det at tale om homoseksualitet i et lille samfund - at man springer ud når man har rundet de 40 - og at man føler sig som en nervøs 16-årig.

Men nu ved i det ..... nu har jeg sagt det....

Lort og lagkage

Jeg kigger rundt på de andre.... de smiler, de virker glade og de hviler i sig selv. De går rundt og smiler brede hvide smil, mens de krammer hinanden og fnisende mumler interne små koder.

De har tosomhed, kærlighed, de er dele af små hemmelige loger..... sådan nogen som man ikke kan være med i, når man er single, humøret svigter, eller man ikke duer til interne små koder.

Sådan ser det i hvert fald ud udefra - og det er det jeg bliver ked af at se på.....

Jeg er eet stort rod indeni i disse dage.... Det føles som om mit helbred smuldrer,... som et sandslot i vandkanten, hvor bølgerne stille og roligt æder den ene centimeter efter den anden. Og slottet kollapser, bid for bid og lader sig rive med af vandet, indtil alle spor er slettet.

Flere mærkelige symptomer kommer til. Ting der virkelig bekymrer mig. Og straks sidder jeg og frygter at sandslottet snart vælter helt.

Min læge har ferie - og jeg magter ikke at forsøge at forklare til en ny læge, eller en vagtlæge. Jeg magter knap nok at forklare det til min egen læge. Lige nu frygter jeg bare at alt hvad jeg siger, bliver tørret af som noget psykosomatisk..... et ord jeg er ved at brække mig over at høre.

Jeg kan godt selv mærke i min krop om noget er helt i kuk. Som om det store tandhjul, der søger for at alle de andre tandhjul kører fejlfrit i deres små TIK TAK TIK TAK.... i stedet er der små mislyde, der vidner om at nogle tænder mangler. Lyde som varsler uro og som gør at intet er stabilt......

Jeg har haft dårlige mave i en uge nu. På den der måde, hvor du ikke har lyst til at besøge nogen, tage ud og handle, eller være social på nogen måde..... for tænk, hvis nu.

Det er pinligt - det er sådan noget man ikke rigtigt taler om. Man fortæller ikke rigtigt folk at man er lidt bange for at skide i bukserne, hvis man ikke lige kan komme til et toilet hurtigt nok.
I stedet kommet man med lamme undskyldninger om at man er træt. At man ikke lige kan DEN dag.

Samtidig er hovedet TI skridt foran. "Nu finder jeg da i hvert fald ALDRIG en kæreste". For hvem fanden gider hoppe i kanen med een der pludselig siger: Sorry, jeg løber lige, så jeg ikke skider i sengen.

Alt i alt skræmmer det hele mig....... jeg bruger oceaner af timer på at tænke ØV og ÅHNEJ. Og undres over andres, tilsyneladende DANS gennem livet.
Jeg er ikke uintelligent. Jeg VED godt dette ikke er virkeligheden - ingen danser igennem livet.

Men lige nu, der føles det som om andres liv er meget mere værd end mit. Jeg føler det hele er hamrende uretfærdigt for tiden. Jeg græder en masse og fatter ikke hvorfor jeg skal slås med det lorte helbred hele tiden. Jeg vil gerne klage - jeg vil gerne bytte mit krop - selvom jeg ved at klagefristen nok er så rigeligt overskredet. For lige nu er det sgu godt nok mere lort end lagkage....

At jonglere med een bold

Jeg kigger på jonglørerne - vupti, en bold, to bolde, tre bolde... mange bolde. Blå, røde, gule, orange.... de hvirvler rundt i en perfekt oval. Op op op op....

Jongløren smiler et bredt, og en lille smule overdrevet smil og har endda overskud til at kigge ud mod publikum og nikke glad. 

"VUPTI - HOPLA og HEP", råbes der mens smilet stadig er lige bredt.

Jeg beundrer dem. Vild koordinationsevne og overskud!

Sådan er "alle andre" derude, synes jeg. De jonglerer ikke med bolde, men med arbejde, fritidsaktiviteter, speltboller, børn, frivilligt arbejde, store vennekredse, grill aftener, fester.... og de smiler imens. Store brede smil, mens de nikker til publikum. Seeee, se, se, op, op, op !

Jeg er RØV-misundelig. Lige nu kan jeg kun jonglere med een bold. Og helt ærligt, hvis fanden gider se på EN lille rød bold, der kastes lige op og ned? Hvem bliver imponeret af det?

At jonglere med een bold, er ingen kunst.... Men ikke desto mindre, er det hvad jeg kan præstere lige nu.

Er du ensom?

Jeg har en ugentlig samtale med min søde læge, indtil der er en tid hos en psykolog. Og denne gang spurgte hun mig: "Er du ensom"?

Bum bum.... er jeg ensom?

Førhen, som i da jeg var tyve år gammel, var mit hus altid fyyyyldt med mennesker. Folk kom og gik og jeg var hende der lyttede til dem. Jeg var hende der tryllede en ekstra gang aftensmad frem, til de uventede gæster, uden problemer. Jeg sad sjældent alene en aften og oplevelserne stod i kø.

Jeg ved ikke hvor det ændrede sig. Noget af det var måske naturligt. Man blev mor, før alle vennerne... og det i sig selv satte sine naturlige forandringer i værk. Man kunne ikke være lige så spontan som før. Men det var aldrig noget jeg så eller følte som et afsavn. Jeg var "alenemor" fra dag et - da jeg var gift med en mand der ikke involverede sig særlig dybt. (for 15 år siden blev vi skilt) Også dette satte spor.

Langsomt, men sikkert, blev min datter ældre og der var igen tid og mulighed for at dyrke vennerne. Eller det troede jeg - behovet var ligsom bare ikke det samme. Jeg nød roen og alenetiden..... Og venneskaren var ikke særlig stor.

Jeg har ikke følt jeg manglede noget og levede efter holdningen: "Hellere kvalitet, end kvantitet". Og jeg mente hvert et ord. Og det mener jeg i grunden stadig.

Så hvordan og hvorfor det ændrede sig fra at være et liv fyldt med MANGE mennesker og meget lidt alenetid - til få mennesker og en hel del alenetid - det VED jeg ikke.

Men jeg er pludselig blevet meget bevidst om det... især efter min læge spurgte. Jeg sad på kanten af stolen og kunne mærke der sad et "Nej" og vippede på min læbe.... helt ude på kanten. Men som en spaghetti man ikke fik med helt ind, slurpede jeg ordet i mig igen og hviskede: "Ja, det tror jeg nok jeg er". Mens tankerne væltede rundt i mit hoved. På den ene side var jeg forundret, på den anden side, ja så var det en "Nå ja, det er det.... " følelse.

Lååååård - jeg er ENSOM. Jeg ser mig selv som et normalt intelligent menneske. Så hvordan faaaaanden kan det komme bag på mig, at jeg er ensom? Og hvordan kan jeg være ensom med en dejlig familie og et par gode venner?

Sidder ensomheden indeni? Udenpå? Kan den styres? Hvad skal der til for at ændre ensomheden?

Dertil kommer skammen - det er ekstremt tabubelagt at sige det højt: "Jeg er ensom". Det er dødpinligt og jeg vil gerne bortforklare, tale udenom eller pure nægte det.

Ensomheden har sneget sig ind, selvom jeg besøger venner, går til aktiviteter ude i byen, snakker med naboerne over hækken.  Men ensomheden sidder som en lille sort skygge indeni og gnaver løs af vores indre. Hvis man ikke få en masse guf ind på positivkontoen - hvis man ikke føler sig HØRT - hvis man ikke føler man gør en forskel og har en opgave i livet eller at nogen har BRUG for een.... så kommer ensomheden snigende frem fra sin lille krog og begynder at tage store bidder....

Googler man løsninger på ensomhed... så kan man læse at et kæledyr er godt. Måske jeg skulle anskaffe mig en kælegris?

Hank op i skørterne kvinde!

Cirklen er en ond nedadgående spiral, der må sadles om og hankes op i skørterne...... Eller noget.

Det nytter ikke noget at jeg æder nutella af glasset, drikker kakao i stedet for morgenmad og spiser lækre fede ting, fordi jeg vil trøste arme stakkels lille mig.

Siden jeg blev konfirmeret har jeg vejet 42 kg, bortset fra under graviditet. Men i oktober sidste år, i forbindelse med grim sygdom og fjernelse af galdeblære, galdesten og nyresten, samt rygestop.... Så er det som om der røg ti kg på.

Og så er det at utaknemmeligheden stiller sig op og stamper tvært i gulvet og skriger: "Jeg vil ikke HA det"!

Jeg troede i maaaange år, at lykken var gjort, hvis jeg tog ti kilo på. Men jeg kan sige, at når man øger sin kropsvægt med 25%, på fire måneder, så er det en anelse svært at være glad for sig selv. Hele garderoben strammer og hjernen fatter det ikke. Man har et helt liv vejet det samme og haft nøjagtig samme facon. Jeg var i en alder af 40, for første gang nogensinde ved at være OK tilfreds med kadaveret, der af mystiske grunden aldrig var vokset de rette steder.

Nu ligner jeg en der er gravid, på den meget triste måde. Jeg er oppustet, træt og føler mig grim i ALT tøj. Endda selvom jeg sidder heeeelt alene.

Og så er det at cirklen er ond, grim og usmagelig. For jeg har INGEN energi, så jeg trøstespiser. Jeg har ingen energi, så jeg oooorker ikke lave ordentlig mad. Jeg har ingen energi, FORDI jeg ikke spiser ordentligt.

Jeg synes det er pisse uretfærdigt. Jeg vil hellere rulle mig sammen i hyggetøj og spise is!

Men i morgen ( eller een af dagene - host) skal jeg have mig lavet en madplan, med nem mad.... Men med sundere mad. Vi er ikke ude i et helsetrip, men jeg skal af med de maaaange tomme kalorier. Det føles skræmmende.... Men jeg kan ikke gå og blive ved at græde over min krops forfald og min manglende energi.

Vi tales ved om emnet igen, når jeg ser om min momentane stædighed og gode ambitioner, vinder kampen mod trisheden og magtesløsheden.

Var der nogen der så det?

Jeg har det lidt som når man er snublet over sine egene fødder og faldet så langt man er, lige dér midt på fortovet. Rejst sig hurtigt op og kastet paniske blikke i alle retninger....SÅ NOGEN DET?!

Jeg er flov over at være tudemarie. Jeg er flov over at jeg har en form for krise. Jeg synes det er dybt pinligt, at jeg kan bryde ud i tårer mens jeg selv mindst venter det.

Men når det er sagt, så oplevede jeg en vis lettelse over at få sagt det højt til mine forældre og min bror og hans kæreste: "Jeg er væltet, jeg er tude,marie, jeg har tabt tøjlerne og kan ikke fange dem selv igen, jeg aner ikke hvem jeg er eller hvor jeg skal hen."

Der er VÆLTET sætninger ud af hovedet på mig som:

- Jeg blev misundelig over at du kom ind i familien og tog min mor. Og samtidig fået sagt at det er naturligt og at jeg holder af dig.
- Jeg har sagt at jeg savner at VÆRE noget/nogen.
- At jeg mangler en dybere mening med fortsat at trække vejret og være til
- At jeg altid har følt mig forkert.
- Og altid følt jeg ikke var god nok.
- At jeg havde brug for at høre til.
- At jeg i en forsamling af mennesker, bruger enorme ressourcer på at regne ud hvad de tænker om mig. Og hvordan jeg siger noget smart, sjovt, intelligent. Og i stedet ender med at stå tavs og studere.
- Men også at jeg egentlig troede jeg var i en opadgående positiv spiral, udviklings-mæssigt.
- At jeg troede mit selvværd efterhånden var god og stabil.

- At jeg lige så lidt som de, kan genkende migselv lige for tiden.


Mennesket er sgu ikke skabt til for meget alenetid. Jeg siger det bare.... man bliver småskør. I hvert fald nu da man væltede midt på fortovet. Hænder og knæ fik en del skrammer og småbløder lidt, og små stykker grus sidder fast i håndfladerne.
Så har man altså brug for de der mennesker, der lige rækker een hånden og og vil rense sårene og sætte et plaster på. Mens de fortæller een, at det nok skal gå.

Det lyder så pisse banalt og måske også barnligt. Men jeg tør godt sige det: VI HAR BRUG FOR OMSORG - uanset hvor gamle vi end er. Og ikke mindst når vi er faldet og har slået enten hænder, knæ eller ego.

Lige nu halter mit ego. Det trækker på benet og er lidt sølle. Man ville ønske ingen så det - og alligevel er man så pinligt bevidst om at det ikke kan undgås. Man falder ikke midt på fortovet, uden at NOGEN ser det.

Og to ting har slået mig....

- Da jeg gik offentligt med det, var der MANGE der skrev: "Det skal nok blive godt igen. JEG har også prøvet det". Mennesker jeg troede jeg kendte sådan nogenlunde godt. Og andre jeg kun kendte overfladisk. Mennesker der har bøvlet med angst, depressioner og stress..... I det skjulte vel at mærke.

- Og at min familie har SET MIG, meget mere end jeg troede. De har set mig, højt mig og har talt om mig. En sær følelse.... men også en tryg følelse. Jeg ved nu med ord, at de vil mig det godt. For den onde lille satan har længe siddet på skulderen og forsøgt at overbevise mig om det modsatte. Sad but true.

Og begge dele er så forbandet skræmmende at finde ud af. TÆNK at så mange mennesker har rendt rundt og har haft det ad hækkenfeld til, uden at sige noget. De har bare ædt smerten og smilt og sagt de havde det fint, da du spurgte: "Hvordan har du det?"

Og min egen familie er rykket tættere sammen, føler jeg. Eller også har de været det hele tiden, men jeg har følt mig ude i periferien? Jeg er ikke sikker..... jeg er i det hele taget så pisse irriterende usikker hele tiden. For hvad kan de bruge mig til?

Jeg har ikke mange kræfter, jeg er ikke rig, jeg er ikke særlig huslig, jeg er ikke een der duer til at jonglere med et stort arrangement...... Ja, jeg ved det ikke.

Men lige nu forsøger jeg bare at rejse mig op og børste gruset af hænderne og se ud som om intet er hændt. Dårlig idé, uden tvivl...... Men man vender ikke skuden på kort tid. Jeg kæmper... og ved ikke om jeg nogensinde bliver hel igen.

Omfavnelse

Det er tirsdag morgen og jeg står og kigger ind i klædeskabet. Det er ikke prangende og meget er købt super billigt eller er arvet. Men det er underordnet. Jeg står foran skabet med en dyb og rungende trang til tøj der omfavner !

Jep, tøj der er blødt, tykt, omfavnende, varmt og lækkert. Tøj der giver følelsen af at være inde i en blød sky af kram. Kender du det? Sådan har jeg det tit for tiden....

Men det tøj findes ikke. Eller jeg har i hvert fald ikke noget af det.

Mine fingre glider søgende hen over den ene trøje efter den anden... ned til hylden med jeans og andre bukser. Naaaah, intet føles rigtigt. Det handler ikke om udseende.... men den der følelse af at hoppe i noget blødt. *suk*. Enten er det for tyndt, for mange syninger, for stift.... eller bare helt forkert.

Jeg ved det godt inderst inde.... løsningen er ikke i mit klædeskab. Jeg må bare ryste følelsen af mig og komme videre. Følelsen af at man trænger til at blive holdt om. Ikke bare et kram, af en ven eller veninde.... men sådan rigtigt holdt om.

Det er kommet snigende ind på mig og jeg ved ikke rigtigt hvad der kom først, hønen eller ægget.

Var jeg ensom før jeg knækkede og blev bundløst trist? Eller var det omvendt? Blev jeg trist og så kom ensomheden? Jeg tror på det sidste.... for jeg har boet alene i maaange år og jeg har virkelig nydt det og ikke følt jeg led afsavn.

Men uanset om et fjeret bæst kom først eller dets æg, er jeg egentlig skide ligeglad med - JEG vil svæve på en sky af varme kramere. Og samtidig savner jeg, MIG - hende der ikke er ensom. Hende der har rigeligt i sin hverdag, til ikke at føle ensomheden snige sit ind og lægge sig tungt på skuldrene og hviske grimme ting i ørerne. Giv mig migselv tilbage!

Eller i det mindste, så giv mig den blødeste af de blødeste dragter!

Grin af det

Hvorfor er det så svært at være uperfekt?

Vi kender det alle, i et eller andet omfang. Det er kun hjemme i sofaen, man prutter højt og uden at skjule det. Men kan klø sig i øret og bagefter studere det fundne nøje. Man kan bøvse højt og rende rundt med troldehår og krøllet tøj.

Alt sammen ting man ikke ville gøre, mens man sad på besøg hos moster Agathe, eller står i køen nede i Netto.

Der har vi vores "udefjæs" på og pakker tingene lidt ind. Man har vel lært at opføre sig ordentligt.

Bevares, det er da godt at vi alle ikke står og prutter højlydt nede i Netto. Det ville da være en smule ucharmerende. Og det er da også rigtig fint at vi lærer lidt pli og god opdragelse. Men vi er jo nærmest panisk perfekte og reagerer meget flovt, HVIS det skulle ske.

Jeg har en lillebror - ham ser jeg RIGTIG meget op til. Ikke bare fordi han er højere end jeg, men fordi han er fantastisk. Han har tilpas meget selvironi, til at kunne grine af sådanne ups'er. Han kan endda finde på at provokere lidt og bagefter sende et smil, der gør at du ikke KAN lade være med at smile og måske endda grine lidt.

Han forstår at gøre grin med sig selv. Han skjuler ikke det han ikke kan.... han står ved det og er ikke bange for at vise det.

Og sjovt nok, så gør det ham ikke svag i andres øjne, tvært i mod. For mig er han en klippe. Stærk, og altid klar til at tage missiler, der er indstillet på dig, hvis han kan. Han har et lyst syn på tingene og er er pisse dygtig til at sige PYT. Samtidig med at bevare en realitetssans, der dog aldrig gør at han virker tynget. Selvfølgelig ved jeg, at heller ikke han er perfekt.

Dog vil jeg gerne lære at være mere som ham. Jeg vil gerne kunne komme til at prutte i køen i netto og så bare grine af det og komme med en kæk bemærkning. Helt uden at rødme og tænke grimme ting om mig selv.

Jeg kan ikke synge og ingen kan TVINGE en tone ud af mig, fordi jeg er pisse flov over det. Min bror han tackler det modsat - han overdriver at han ikke kan synge og han gør det højt! Til stor morskab for alle og allermest for ham selv.

Vi kan alle lære af det. Mindre selvhøjtidelighed. Smid masken og lad være at tro at alle er perfekte. Det er INGEN!

Og så alligevel ikke

Jeg er kvinde - og så alligevel ikke
Jeg er husmor - og så alligevel ikke
Jeg er skribent - og så alligevel ikke
Jeg er fotograf - og så alligevel ikke
Jeg har grønne fingre - og så alligevel ikke
Jeg er pæn pige - og så alligevel ikke

Jeg er faktisk bare mig, uperfekt.... En trekant, der ikke kan mases ned i en firkant, uden at noget knækker af. Jeg består af små fragmenter, der tilsammen udgør et sindrigt puslespil. Der er bare lige det, at de steder hvor brikkerne ikke helt passede - fik det en knyttet næve *BAM*, så sidder den der!

.... Og så alligevel ikke.

Pæne piger taler pænt og smiler sødt

Jeg er hende den pæne pige.

Eller i hvert fald hende der taler pænt til folk (for fotomodel er jeg sgu ikke). Jeg svarer ikke igen. Jeg bander ikke ad folk. Jeg siger hellere pyt, det er okay!

Hvis lægen siger noget, så siger jeg bare okay, du må vide bedst.
Hvis jeg er dybt uenig med en bekendt, skifter jeg hellere emne. Det er ikke sjovt at diskutere.... Det er lettere bare at være enige. (Selvfølgelig i et vist omfang... Jeg kan sagtens være uenig).

Men lige nu er bøtten vendt. I hvert fald indeni. Jeg spytter af folk. Jeg bander de styggeste eder og forbandelser ud, over små og store ting. Min galde drypper, som syre, igennem alt.

Hvis nogen sidder og er naive, har jeg lyst til at sparke dem hårdt over benet og skrige : "Er du dum eller hvad? Din skide blondine!"
Hvis en politiker smiler sødt (der er jo valgkamp) og lover guld og grønne skove, har jeg lyst til at spytte dem i fjæset og spørge hvilken fucking utopisk parallel verden de for helvede lever i?

Når naboen igen spiller "Bluuuuue Velvet" (ung fyr), for fuld skrue, så jeg kan høre hver evig eneste strofe. Så har jeg i tankerne sparket hans dør ind så den splintres og flyver til alle sider. Hvorefter jeg farer hen og flår ham i kraven og skriger "Så stopper du eddermame med at vælge musik for mig, så jeg er tvangsindlagt til at høre noget du er mindst en generation for langt fra at lytte til, din forbandede klaphat. Og lad så for helvede være med at SMÆKKE din skide terrassedør i tredive gange om dagen, så mit indre krakelerer lidt for hver gang. Den dør kan krafteddermame godt LUKKES!".

Jeg er så indebrændt og synes at næsten alle gør noget forkert. Enten har de ikke hørt mine bønner online (JEG, "4 år" er på krigsstien). Eller også har de ikke ringet,,, eller også lovede de at være der, og vendte så ikke tilbage. Eller også kommer de uanmeldt... de der mennesker jeg IKKE føler jeg orker lytte på. Den slags mennesker du garanteret også har i dit liv. Dem som man lukker ind på pligtbesøg. GISP - sagde jeg det? Man har da ikke folk på PLIGTBESØG?!?!?! ( jeg har EN, plus de der jehovas vidner, jeg ikke kan få mig selv til at kaste på porten..... og da de har luret dette, kommer de med vagttårnet og vil redde stakkels mig, mindst to gange om måneden (Jeg forsøger altid at gemme mig).

Jeg kunne på ottende dag ligge og rådne op og i har ikke engang opdaget det... Åååh ja liiige vand på min indre mølle, der siger at deeer kan du bare se, du er så pis hamrende undværlig! Du er ikke en skid værd, INGEN ville opdage hvis du blev kidnappet til en parallel verden. Jeg brækker mig......

Men faktisk ikke over dem, men mig selv. Jeg besidder aldrig sådan vrede. Jeg er nærmest irriterende PYT agtig, har jeg fået at vide. Og det er sjældent at ting sådan virkelig generer mig dybt. Jeg er ikke en person der vejer personlige tjenester lige. Jeg tæller ikke hvem der har besøgt hvem mest. Så lige nu skræmmer vreden mig meget. Og jeg kunne jo også bare bede om hjælpen og besøget. Men lige nu er jeg flov over mit rodede hjem og mit uglede "jeg har ikke magtet et rigtigt bad og en kam i nogen dage" udseende.... Så det er heller ikke skide let at gøre mig tilpas.

Lige nu vælter galden bare ud som en grim stinkende altopædende masse. Fy for satan siger jeg bare..... Føj!

Men hvor er den store opgave?

Hvad er meningen med livet?

Hvad er vores opgave? Hvor bærer det hele hen? Er der en dybere mening? Hvornår slutter vores opgave?

Vi bliver født. Vi lærer at gå og tale. Vi lærer en masse færdigheder, både fagligt og menneskeligt. Vi danner relationer. Nogen af os bliver velsignet med et barn eller flere. Så er man forældre. Man er arbejder. Man er menneske.

Det hele føles meningsfyldt og den indre konto bobler over af følelsen af lykke, at høre til, personlig tilfredshed og ikke mindst at man er igang med en vigtig opgave.

Så finder man ud af at det der parforhold slet ikke føltes rigtigt... Det slutter. Og een gang mere... Selvvalgt, bevares.... Men.

Senere bliver man dømt ude af arbejdsmarkedet og lander på en pension. Man slog ikke til.
Førtidspensionist pffff... Ikke særligt attraktivt og levner ikke mulighed for "karriereudvikling", lønforhøjelser, rejser til eksotiske lande.... Faktisk knap nok en budgetrejse.

Hver måned føler man at man skal spare, spare, spare.... Bevares, det gjorde man også da man engang var uheldig at lande direkte fra ungdomsuddannelse udi bistand. Men der var en tidshorisont på.... "Bare indtil jobbet er der".

Men pt har jeg ingen tidsfrist.
Det kan godt føles trættende at tænke på, "at alle andre" kan rejse med deres børn. De skal ikke bo til leje et sted der i grunden er for dyrt. Hvor ikke alt bliver lavet. Hvor der konstant er "ting man ikke må". Hvert år stiger huslejen og man får intet ekstra for det.

Men nå - Så efter en del år, flytter poden hjemmefra, man er stolt og synes (forhåbentlig) at man har gjort et godt stykke arbejde. Men HOLD nu kaje der bliver tomt. Man står med følelsen af at have fået en lussing med en klam rødspætte.

Hey, det var her jeg skulle hygge mig, sove længe, ikke gide lave mad, hvor rodet der ligger KUN er mit wohooooo! Hvor fanden bliver YAY følelsen så af? Hvorfor føler man at noget man har vidst, siden den dag man lå lykkeligt tudende, med et nyt lille vidunder i favnen: DE FLYTTER ALTSÅ HJEMMEFRA EN DAG!

Og i mit eget tilfælde var poden først et år i udlandet..... så man fik testet om vingerne bar, inden den egentlig fraflytning. Og alligevel kommer det som et chok at man reagerer med tud og afsavn.

Og nu efter at have været alene i et par år og jeg troede alt var ved at synke på plads, så kommer håbløsheden. Hvad skal jeg nu? Skal jeg bare sidde og trække vejret de næste tyve tredive år? Sidde og pille lidt i en chiliplante, mens man indvendigt klipper endnu en dag af strimlen, med dage man er til?

Bevares, jeg er klar over at livet kan fyldes med ditten og dutten. Men lige nu "brækker jeg mig bare over min egen ynkelighed". Hvor pokker blev hende den uafhængige af? Hende der var selvvalgt single og NØD det?

Jeg valgte at være singlemor og vente med at involvere mit barn i en masse partnere til senere. Det har der været flere grunde til.... men ikke desto mindre var det et valg. Et valg der ALDRIG har føltes som et offer. Det gør det stadig ikke. Og jeg er ret meget i chok over den overvældende ensomhedsfølelse, der kommer væltende i disse dage.