Men hvor er den store opgave?

Hvad er meningen med livet?

Hvad er vores opgave? Hvor bærer det hele hen? Er der en dybere mening? Hvornår slutter vores opgave?

Vi bliver født. Vi lærer at gå og tale. Vi lærer en masse færdigheder, både fagligt og menneskeligt. Vi danner relationer. Nogen af os bliver velsignet med et barn eller flere. Så er man forældre. Man er arbejder. Man er menneske.

Det hele føles meningsfyldt og den indre konto bobler over af følelsen af lykke, at høre til, personlig tilfredshed og ikke mindst at man er igang med en vigtig opgave.

Så finder man ud af at det der parforhold slet ikke føltes rigtigt... Det slutter. Og een gang mere... Selvvalgt, bevares.... Men.

Senere bliver man dømt ude af arbejdsmarkedet og lander på en pension. Man slog ikke til.
Førtidspensionist pffff... Ikke særligt attraktivt og levner ikke mulighed for "karriereudvikling", lønforhøjelser, rejser til eksotiske lande.... Faktisk knap nok en budgetrejse.

Hver måned føler man at man skal spare, spare, spare.... Bevares, det gjorde man også da man engang var uheldig at lande direkte fra ungdomsuddannelse udi bistand. Men der var en tidshorisont på.... "Bare indtil jobbet er der".

Men pt har jeg ingen tidsfrist.
Det kan godt føles trættende at tænke på, "at alle andre" kan rejse med deres børn. De skal ikke bo til leje et sted der i grunden er for dyrt. Hvor ikke alt bliver lavet. Hvor der konstant er "ting man ikke må". Hvert år stiger huslejen og man får intet ekstra for det.

Men nå - Så efter en del år, flytter poden hjemmefra, man er stolt og synes (forhåbentlig) at man har gjort et godt stykke arbejde. Men HOLD nu kaje der bliver tomt. Man står med følelsen af at have fået en lussing med en klam rødspætte.

Hey, det var her jeg skulle hygge mig, sove længe, ikke gide lave mad, hvor rodet der ligger KUN er mit wohooooo! Hvor fanden bliver YAY følelsen så af? Hvorfor føler man at noget man har vidst, siden den dag man lå lykkeligt tudende, med et nyt lille vidunder i favnen: DE FLYTTER ALTSÅ HJEMMEFRA EN DAG!

Og i mit eget tilfælde var poden først et år i udlandet..... så man fik testet om vingerne bar, inden den egentlig fraflytning. Og alligevel kommer det som et chok at man reagerer med tud og afsavn.

Og nu efter at have været alene i et par år og jeg troede alt var ved at synke på plads, så kommer håbløsheden. Hvad skal jeg nu? Skal jeg bare sidde og trække vejret de næste tyve tredive år? Sidde og pille lidt i en chiliplante, mens man indvendigt klipper endnu en dag af strimlen, med dage man er til?

Bevares, jeg er klar over at livet kan fyldes med ditten og dutten. Men lige nu "brækker jeg mig bare over min egen ynkelighed". Hvor pokker blev hende den uafhængige af? Hende der var selvvalgt single og NØD det?

Jeg valgte at være singlemor og vente med at involvere mit barn i en masse partnere til senere. Det har der været flere grunde til.... men ikke desto mindre var det et valg. Et valg der ALDRIG har føltes som et offer. Det gør det stadig ikke. Og jeg er ret meget i chok over den overvældende ensomhedsfølelse, der kommer væltende i disse dage.