Jeg er hende den pæne pige.
Eller i hvert fald hende der taler pænt til folk (for fotomodel er jeg sgu ikke). Jeg svarer ikke igen. Jeg bander ikke ad folk. Jeg siger hellere pyt, det er okay!
Hvis lægen siger noget, så siger jeg bare okay, du må vide bedst.
Hvis jeg er dybt uenig med en bekendt, skifter jeg hellere emne. Det er ikke sjovt at diskutere.... Det er lettere bare at være enige. (Selvfølgelig i et vist omfang... Jeg kan sagtens være uenig).
Men lige nu er bøtten vendt. I hvert fald indeni. Jeg spytter af folk. Jeg bander de styggeste eder og forbandelser ud, over små og store ting. Min galde drypper, som syre, igennem alt.
Hvis nogen sidder og er naive, har jeg lyst til at sparke dem hårdt over benet og skrige : "Er du dum eller hvad? Din skide blondine!"
Hvis en politiker smiler sødt (der er jo valgkamp) og lover guld og grønne skove, har jeg lyst til at spytte dem i fjæset og spørge hvilken fucking utopisk parallel verden de for helvede lever i?
Når naboen igen spiller "Bluuuuue Velvet" (ung fyr), for fuld skrue, så jeg kan høre hver evig eneste strofe. Så har jeg i tankerne sparket hans dør ind så den splintres og flyver til alle sider. Hvorefter jeg farer hen og flår ham i kraven og skriger "Så stopper du eddermame med at vælge musik for mig, så jeg er tvangsindlagt til at høre noget du er mindst en generation for langt fra at lytte til, din forbandede klaphat. Og lad så for helvede være med at SMÆKKE din skide terrassedør i tredive gange om dagen, så mit indre krakelerer lidt for hver gang. Den dør kan krafteddermame godt LUKKES!".
Jeg er så indebrændt og synes at næsten alle gør noget forkert. Enten har de ikke hørt mine bønner online (JEG, "4 år" er på krigsstien). Eller også har de ikke ringet,,, eller også lovede de at være der, og vendte så ikke tilbage. Eller også kommer de uanmeldt... de der mennesker jeg IKKE føler jeg orker lytte på. Den slags mennesker du garanteret også har i dit liv. Dem som man lukker ind på pligtbesøg. GISP - sagde jeg det? Man har da ikke folk på PLIGTBESØG?!?!?! ( jeg har EN, plus de der jehovas vidner, jeg ikke kan få mig selv til at kaste på porten..... og da de har luret dette, kommer de med vagttårnet og vil redde stakkels mig, mindst to gange om måneden (Jeg forsøger altid at gemme mig).
Jeg kunne på ottende dag ligge og rådne op og i har ikke engang opdaget det... Åååh ja liiige vand på min indre mølle, der siger at deeer kan du bare se, du er så pis hamrende undværlig! Du er ikke en skid værd, INGEN ville opdage hvis du blev kidnappet til en parallel verden. Jeg brækker mig......
Men faktisk ikke over dem, men mig selv. Jeg besidder aldrig sådan vrede. Jeg er nærmest irriterende PYT agtig, har jeg fået at vide. Og det er sjældent at ting sådan virkelig generer mig dybt. Jeg er ikke en person der vejer personlige tjenester lige. Jeg tæller ikke hvem der har besøgt hvem mest. Så lige nu skræmmer vreden mig meget. Og jeg kunne jo også bare bede om hjælpen og besøget. Men lige nu er jeg flov over mit rodede hjem og mit uglede "jeg har ikke magtet et rigtigt bad og en kam i nogen dage" udseende.... Så det er heller ikke skide let at gøre mig tilpas.
Lige nu vælter galden bare ud som en grim stinkende altopædende masse. Fy for satan siger jeg bare..... Føj!
No comments:
Post a Comment