Jeg har det lidt som når man er snublet over sine egene fødder og faldet så langt man er, lige dér midt på fortovet. Rejst sig hurtigt op og kastet paniske blikke i alle retninger....SÅ NOGEN DET?!
Jeg er flov over at være tudemarie. Jeg er flov over at jeg har en form for krise. Jeg synes det er dybt pinligt, at jeg kan bryde ud i tårer mens jeg selv mindst venter det.
Men når det er sagt, så oplevede jeg en vis lettelse over at få sagt det højt til mine forældre og min bror og hans kæreste: "Jeg er væltet, jeg er tude,marie, jeg har tabt tøjlerne og kan ikke fange dem selv igen, jeg aner ikke hvem jeg er eller hvor jeg skal hen."
Der er VÆLTET sætninger ud af hovedet på mig som:
- Jeg blev misundelig over at du kom ind i familien og tog min mor. Og samtidig fået sagt at det er naturligt og at jeg holder af dig.
- Jeg har sagt at jeg savner at VÆRE noget/nogen.
- At jeg mangler en dybere mening med fortsat at trække vejret og være til
- At jeg altid har følt mig forkert.
- Og altid følt jeg ikke var god nok.
- At jeg havde brug for at høre til.
- At jeg i en forsamling af mennesker, bruger enorme ressourcer på at regne ud hvad de tænker om mig. Og hvordan jeg siger noget smart, sjovt, intelligent. Og i stedet ender med at stå tavs og studere.
- Men også at jeg egentlig troede jeg var i en opadgående positiv spiral, udviklings-mæssigt.
- At jeg troede mit selvværd efterhånden var god og stabil.
- At jeg lige så lidt som de, kan genkende migselv lige for tiden.
Mennesket er sgu ikke skabt til for meget alenetid. Jeg siger det bare.... man bliver småskør. I hvert fald nu da man væltede midt på fortovet. Hænder og knæ fik en del skrammer og småbløder lidt, og små stykker grus sidder fast i håndfladerne.
Så har man altså brug for de der mennesker, der lige rækker een hånden og og vil rense sårene og sætte et plaster på. Mens de fortæller een, at det nok skal gå.
Det lyder så pisse banalt og måske også barnligt. Men jeg tør godt sige det: VI HAR BRUG FOR OMSORG - uanset hvor gamle vi end er. Og ikke mindst når vi er faldet og har slået enten hænder, knæ eller ego.
Lige nu halter mit ego. Det trækker på benet og er lidt sølle. Man ville ønske ingen så det - og alligevel er man så pinligt bevidst om at det ikke kan undgås. Man falder ikke midt på fortovet, uden at NOGEN ser det.
Og to ting har slået mig....
- Da jeg gik offentligt med det, var der MANGE der skrev: "Det skal nok blive godt igen. JEG har også prøvet det". Mennesker jeg troede jeg kendte sådan nogenlunde godt. Og andre jeg kun kendte overfladisk. Mennesker der har bøvlet med angst, depressioner og stress..... I det skjulte vel at mærke.
- Og at min familie har SET MIG, meget mere end jeg troede. De har set mig, højt mig og har talt om mig. En sær følelse.... men også en tryg følelse. Jeg ved nu med ord, at de vil mig det godt. For den onde lille satan har længe siddet på skulderen og forsøgt at overbevise mig om det modsatte. Sad but true.
Og begge dele er så forbandet skræmmende at finde ud af. TÆNK at så mange mennesker har rendt rundt og har haft det ad hækkenfeld til, uden at sige noget. De har bare ædt smerten og smilt og sagt de havde det fint, da du spurgte: "Hvordan har du det?"
Og min egen familie er rykket tættere sammen, føler jeg. Eller også har de været det hele tiden, men jeg har følt mig ude i periferien? Jeg er ikke sikker..... jeg er i det hele taget så pisse irriterende usikker hele tiden. For hvad kan de bruge mig til?
Jeg har ikke mange kræfter, jeg er ikke rig, jeg er ikke særlig huslig, jeg er ikke een der duer til at jonglere med et stort arrangement...... Ja, jeg ved det ikke.
Men lige nu forsøger jeg bare at rejse mig op og børste gruset af hænderne og se ud som om intet er hændt. Dårlig idé, uden tvivl...... Men man vender ikke skuden på kort tid. Jeg kæmper... og ved ikke om jeg nogensinde bliver hel igen.
No comments:
Post a Comment