Er du ensom?

Jeg har en ugentlig samtale med min søde læge, indtil der er en tid hos en psykolog. Og denne gang spurgte hun mig: "Er du ensom"?

Bum bum.... er jeg ensom?

Førhen, som i da jeg var tyve år gammel, var mit hus altid fyyyyldt med mennesker. Folk kom og gik og jeg var hende der lyttede til dem. Jeg var hende der tryllede en ekstra gang aftensmad frem, til de uventede gæster, uden problemer. Jeg sad sjældent alene en aften og oplevelserne stod i kø.

Jeg ved ikke hvor det ændrede sig. Noget af det var måske naturligt. Man blev mor, før alle vennerne... og det i sig selv satte sine naturlige forandringer i værk. Man kunne ikke være lige så spontan som før. Men det var aldrig noget jeg så eller følte som et afsavn. Jeg var "alenemor" fra dag et - da jeg var gift med en mand der ikke involverede sig særlig dybt. (for 15 år siden blev vi skilt) Også dette satte spor.

Langsomt, men sikkert, blev min datter ældre og der var igen tid og mulighed for at dyrke vennerne. Eller det troede jeg - behovet var ligsom bare ikke det samme. Jeg nød roen og alenetiden..... Og venneskaren var ikke særlig stor.

Jeg har ikke følt jeg manglede noget og levede efter holdningen: "Hellere kvalitet, end kvantitet". Og jeg mente hvert et ord. Og det mener jeg i grunden stadig.

Så hvordan og hvorfor det ændrede sig fra at være et liv fyldt med MANGE mennesker og meget lidt alenetid - til få mennesker og en hel del alenetid - det VED jeg ikke.

Men jeg er pludselig blevet meget bevidst om det... især efter min læge spurgte. Jeg sad på kanten af stolen og kunne mærke der sad et "Nej" og vippede på min læbe.... helt ude på kanten. Men som en spaghetti man ikke fik med helt ind, slurpede jeg ordet i mig igen og hviskede: "Ja, det tror jeg nok jeg er". Mens tankerne væltede rundt i mit hoved. På den ene side var jeg forundret, på den anden side, ja så var det en "Nå ja, det er det.... " følelse.

Lååååård - jeg er ENSOM. Jeg ser mig selv som et normalt intelligent menneske. Så hvordan faaaaanden kan det komme bag på mig, at jeg er ensom? Og hvordan kan jeg være ensom med en dejlig familie og et par gode venner?

Sidder ensomheden indeni? Udenpå? Kan den styres? Hvad skal der til for at ændre ensomheden?

Dertil kommer skammen - det er ekstremt tabubelagt at sige det højt: "Jeg er ensom". Det er dødpinligt og jeg vil gerne bortforklare, tale udenom eller pure nægte det.

Ensomheden har sneget sig ind, selvom jeg besøger venner, går til aktiviteter ude i byen, snakker med naboerne over hækken.  Men ensomheden sidder som en lille sort skygge indeni og gnaver løs af vores indre. Hvis man ikke få en masse guf ind på positivkontoen - hvis man ikke føler sig HØRT - hvis man ikke føler man gør en forskel og har en opgave i livet eller at nogen har BRUG for een.... så kommer ensomheden snigende frem fra sin lille krog og begynder at tage store bidder....

Googler man løsninger på ensomhed... så kan man læse at et kæledyr er godt. Måske jeg skulle anskaffe mig en kælegris?