Jeg vil tro jeg i bedste fald er i nærheden af mit livs midte .... og jeg har endelig fået modet. Modet til at springe ud af skabet.
Jeg har siden jeg var 16 år gammel, bevidst levet det liv som "der forventedes af et 'normalt' menneske". Eller det troede jeg i hvert fald...
Det var omkring den alder at jeg blev klar over, at jeg synes pigerne var nogen søde væsener. Og at det var dem der kunne få mig til at rødme voldsomt og bliver til et stammende fjols.
Drengene var bare sjove. De var ligefremme og meget lettere at omgås, da der var en faktor der ikke var der... følelser. Pigerne derimod, duftede uimodståeligt, havde blød og lækker hud... de slog gnister. Jeg vil ikke sige at der aldrig har været en gut der slog gnister - men det var på et heeelt andet plan.
Men jeg har altid boet i en lille by. En by, der ligger i det danske bibelbælte. Her stak man ikke udenfor. Og da jeg var en pige som udenpå, på mange måder var een af drengene. Der kom ikke rigtigt nogen bryster til mig - jeg ville hellere stå på rulleskøjter og skateboard, end at lege med dukker - Jeg foretrak langt at lege Røver og Soldater, frem for at sludre om makeup og hår. Jeg kunne ganske enkelt ikke udstå sløjfer i håret, kjoler og lignende pynt. Jeg følte alle disse `pigeting`som overgreb....
Med alderen, blev det accepteret, at jeg hellere ville hjælpe på et bilværksted, end jeg ville hjælpe i et køkken.
Senere begyndte drengene at lægge an på een, men jeg fattede ikke rigtigt deres signaler. Og jeg lod alt prelle af. Til gengæld blev det sværere og sværere at være tæt på pigerne og ikke kunne sige at jeg synes de var søde.
Men uanset hvad, så endte jeg op med at få en mand.... en mand jeg blev gift med og fik min datter med. Jeg levede glansbilledet i bedste stil. Alt i alt fordi jeg var bange for hvad de andre ville sige.... aaaaalle de andre. Som mine forældre, mine venner, min familie, borgerne i byen. Jeg havde ganske enkelt ikke rygraden til at være ligeglad. Jeg turde ikke fortælle, at når jeg lukkede øjnene, så var det ikke mænd med svedige overkroppe, der dominerede mine hede drømme.
Der skulle derefter gå 7 år før jeg kapitulerede et elendigt forhold, der ikke gjorde noget godt for hverken min datter eller jeg. Og for første gang, gik jeg til min far og spurgte: " Hvad vil du sige, hvis min kommende kæreste ikke hed Mads, men i stedet Maria". Jeg stod med rystende indre og frygtede hans reaktion. I stedet trak han på skuldrene, mens hans hænder ihærdigt puslede videre med en bildel og svarede: "Hvis det er sådan det skal være, så er det da fint".
Min fars rolige måde at sige at alt er ok.... han er ikke en mand af store ord og armbevægelser. Jeg tænkte "Okay, så langt så godt". Men jeg fandt ikke rygraden til at konfrontere min mor. Og min far og jeg talte ikke dybere om emnet. Dengang var jeg 26 år gammel.
Så modet svigtede fortsat. Jeg var også bange for at træffe nogen valg, der skulle gå ud over min datter, der var på vej ind i teenageårene. Jeg var bange for at HUN skulle stemples på at jeg var egoistisk. Så jeg begyndte at kompensere og forklare mig selv at jeg simpelthen bare måtte indordne mig under de normer, jeg antog at især min mor så som de rigtige. Så efter nogen års pause, ja, så jeg fandt en mand igen.... Absolut ikke nogen succes. Jeg anså ham mere for at være en ven, en room mate, en handyman, der var rar at have indenfor rækkevidde. Jeg elskede ham ikke, nøjagtig som med min første mand. Derfor var også det forhold dømt til at gå galt.... så efter 4 år, magtede jeg det ikke mere. Oveni dette viste manden sig at være skingrende psykopat.
Da jeg fik endt det forhold var jeg bare utrolig lettet. Lettet over at komme ud af kløerne på en skingrende gal mand. Jeg var lettet over ikke at skulle leve et glansbillede. Jeg var lettet over at han ikke længere skulle røre ved mig.
Der efter gik der lige en god håndfuld år, før jeg begyndte at indse, at hvis jeg ville have de der piger, så skulle jeg dælme snart være ærlig. Så jeg fik taget hul på bylden og fortalt det til min store datter. Som heldigvis bare tog det i stiv arm og sagde : "Var det bare det du ville sige?"
Vennerne stod næst for og ikke EN af dem rynkede på næsen, som jeg havde frygtet. Tvært i mod, var der stor opbakning og "DET giver jo mening"-tilkendegivelser. Pyyyh lettelse.....
Men så manglede resten af familien. Det har taget et år at sige det til min bror. Jeg har været SÅ skide bange for at miste ham. Og så tog han det bare så fint... og det eneste han spurgte om var: "Hvorfor siger du det ikke bare til de gamle?"
Og der står jeg så nu.... jeg mangler at tale med mine forældre om det. Og jeg grubler over om min far mon husker vores snak, da jeg var 26 år gammel. Tænkte han videre over det? Gik han til min mor og fortalte det? Ved de det bare? Har andre mon sagt noget?
Jeg er ikke bange for min fars reaktion - den fik jeg jo for mange år siden. Men min mors reaktion frygter jeg lidt. Vi har brugt mange mange år på at få et godt forhold. Så jeg er rent ud sagt angst for at miste det vi har bygget op. Jeg ved hun har holdninger om at homoseksuelle ikke skal kunne få kunstig befrugtning..... Men jeg ved også at hun ikke hader homoseksuelle. Men jeg tror samtidig hun er meget i tvivl om hvorvidt det er et VALG at være homoseksuel, eller ej.
Så jeg tøver.... jeg tøver meget.....
Og jeg føler mig lidt som barnet der står med næsen trykket flad mod ruden, foran bagerbutikken, hvor de lækre kager står på rad og række. SÅ tæt på..... jeg kan næsten smage dem.... men jeg har ikke sat tænderne i en endnu.....
Og så den irrationelle angst - TÆNK om jeg nu endelige har smidt kortene på bordet - bare for at finde ud af at den forbudne frugt slet ikke var så attråværdig som forventet.....
Alt sammen tanker man ikke deler.... for det er alt sammen så pinligt, så tabu. Både det at tale om homoseksualitet i et lille samfund - at man springer ud når man har rundet de 40 - og at man føler sig som en nervøs 16-årig.
Men nu ved i det ..... nu har jeg sagt det....
No comments:
Post a Comment