Dommen

Så faldt den store grimme hammer: "Thi kendes for ret - du har moderat til svær depression og en mildere grad af PTSD".

Jikes .. Mine arme røg straks over kors og jeg surmulerede som en 4-årig gør bedst! "JEG er ikke depressiv.... for jeg kan godt smile, og grine....egåås?"

Til min overraskelse grinede kvinden (Psykiater) og forklarede mig at DET var der mange der troede var det eneste måde, man var depressiv på. Men hun forklarede så, mere alvorligt, at der var mange måder en depression kunne udmønte sig på. Nogen holder facaden og kan leve et helt igennem normalt liv, udadtil, mens deres indre har det ad hækkenfeld til. Mens andre ruller sig sammen i fosterstilling og har et humør der er mere monotont end noget man kan forestille sig. Og dermed umuligt at skjule for omverdenen.

Jeg er ikke vild med at give konen ret.... jeg ville helst bare at hun sagde: "Du har en lille krise, den fikser vi lige".

Men næææ nej, der skal males med stooore armbevægelser på det helt store lærred... PTSD.... jeg har smagt på ordet mange gange, siden hun sagde det.  Det er sådan noget jeg har lært at krigsveteraner har. Ikke 41 årige mødre, der lever et jævnt almindeligt liv, med ligust.... øh spireahæk om haven og kedelige familiebil. Det farligste jeg har prøvet, er at køre galt i en bil... og to gange i mit liv, at lande på hospitalet, med noget der truede med at sende mig op og sige Hej til Skt. Peter.

Bevares, når konen sidder og forklarer at netop disse ting gør at man mister tro, tiltro, tryghed osv osv osv.... jaja så kan det måske give mening. Især hvis vi sad og læste om et eksempel i en fin bog med slidt ryg, der handler om psykologi... sådan et tænkt eksempel, ikk?

Okay, jeg har fladet ud idag... ligget og tygget på det hele og kun nået frem til at det føles som om der blev talt om en 3. person. Og dermed føler jeg mig ikke ret meget klogere.
Jeg får tilbudt de der 10 gange psykolog cirka.... hvilket jeg er glad for, men også føler er som at pisse i bukserne. Jeg når lige at vælte mit indre ud-agtig og så skal jeg forholde mig til at jeg skal tage tøjlerne selv og "selvhelbrede" vha de redskaber man får.

Jeg ved det - jeg lyder utaknemmelig nu. Men jeg har virkelig heller aldrig fattet hvorfor læger er gratis og psykologer ikke er.

Nåmenaltså - jeg har ligget an til at skrige det ud idag, poste det på facebook, sige det til en tilfældig..... depression og PTSD. Men så rammer det mig.... Jeg er pinligt berørt over det. Jeg er flov. Jeg fortæller mig selv at jeg er svag, dum, pivet.... alt det der ikke ligefrem hjælper. Og så kommer vreden... for det er jo de forbandede tabu der gør at jeg er flov. Hvis man da bare kunne sige disse ting højt, uden at slå blikket ned og træde sig selv genert over tæerne. Og uden at der ind i mellem var nogen der lige skulle liste et: "Tag dig nu sammen", ud mellem sidebenene. Eller de få, heldigvis, der har den holdning at man ER svag, hvis man lander i sådan en situation.

Ens angst for at mennesker tænker sådan om een, kommer jo ikke ud af det blå. De mennesker findes.

Det er oftest et fagligt succesfuldt menneske, med en baggrund som iværksætter. Fyldt med krudt, energi, ideer og gang i den. De kører i overhalingsbanen og udstråler at de eeeeejjermame har styr på deres shit. Og alle der ikke er som dem, har  glemt at "Carpe Diem" - eller VÆLGER ikke at tage chancer og satse! Om de i virkeligheden dækker over deres egen ensomhed, ved jeg ikke. Men de er dødgode til at gøre, så jeg, som ellers altid har følt mig stærk, er FLOV over at jeg ligger på græsset som en blomst der har fået et knæk på stilken. Jeg er ikke brækket helt over - men bare lige fået et knæk, så jeg ikke kan holde det strunke udseende..... av.