Jeg kigger rundt på de andre.... de smiler, de virker glade og de hviler i sig selv. De går rundt og smiler brede hvide smil, mens de krammer hinanden og fnisende mumler interne små koder.
De har tosomhed, kærlighed, de er dele af små hemmelige loger..... sådan nogen som man ikke kan være med i, når man er single, humøret svigter, eller man ikke duer til interne små koder.
Sådan ser det i hvert fald ud udefra - og det er det jeg bliver ked af at se på.....
Jeg er eet stort rod indeni i disse dage.... Det føles som om mit helbred smuldrer,... som et sandslot i vandkanten, hvor bølgerne stille og roligt æder den ene centimeter efter den anden. Og slottet kollapser, bid for bid og lader sig rive med af vandet, indtil alle spor er slettet.
Flere mærkelige symptomer kommer til. Ting der virkelig bekymrer mig. Og straks sidder jeg og frygter at sandslottet snart vælter helt.
Min læge har ferie - og jeg magter ikke at forsøge at forklare til en ny læge, eller en vagtlæge. Jeg magter knap nok at forklare det til min egen læge. Lige nu frygter jeg bare at alt hvad jeg siger, bliver tørret af som noget psykosomatisk..... et ord jeg er ved at brække mig over at høre.
Jeg kan godt selv mærke i min krop om noget er helt i kuk. Som om det store tandhjul, der søger for at alle de andre tandhjul kører fejlfrit i deres små TIK TAK TIK TAK.... i stedet er der små mislyde, der vidner om at nogle tænder mangler. Lyde som varsler uro og som gør at intet er stabilt......
Jeg har haft dårlige mave i en uge nu. På den der måde, hvor du ikke har lyst til at besøge nogen, tage ud og handle, eller være social på nogen måde..... for tænk, hvis nu.
Det er pinligt - det er sådan noget man ikke rigtigt taler om. Man fortæller ikke rigtigt folk at man er lidt bange for at skide i bukserne, hvis man ikke lige kan komme til et toilet hurtigt nok.
I stedet kommet man med lamme undskyldninger om at man er træt. At man ikke lige kan DEN dag.
Samtidig er hovedet TI skridt foran. "Nu finder jeg da i hvert fald ALDRIG en kæreste". For hvem fanden gider hoppe i kanen med een der pludselig siger: Sorry, jeg løber lige, så jeg ikke skider i sengen.
Alt i alt skræmmer det hele mig....... jeg bruger oceaner af timer på at tænke ØV og ÅHNEJ. Og undres over andres, tilsyneladende DANS gennem livet.
Jeg er ikke uintelligent. Jeg VED godt dette ikke er virkeligheden - ingen danser igennem livet.
Men lige nu, der føles det som om andres liv er meget mere værd end mit. Jeg føler det hele er hamrende uretfærdigt for tiden. Jeg græder en masse og fatter ikke hvorfor jeg skal slås med det lorte helbred hele tiden. Jeg vil gerne klage - jeg vil gerne bytte mit krop - selvom jeg ved at klagefristen nok er så rigeligt overskredet. For lige nu er det sgu godt nok mere lort end lagkage....
No comments:
Post a Comment