Glansbilleder

Det er ikke bare noget glittersødt noget vi samlede på som børn. Nej det er noget i hvert fald jeg, har forsøgt at være, et helt liv.

Som barn og ung var usikkerheden stor. Man synes at alle de andre var større, bedre, sejere...
Det er i sig selv vist ret normalt i den alder... En proces, der gerne skulle ende i at man ved hvem man er. Det kan også godt være man snupper nogle år, hvor man føler sig cool, ovenpå og med styr på sit shit.

Men presset er hårdt. Der er kvinder (og mænd) overalt der mere eller mindre bevidst øger presset, normen, "sådan er du perfekt".

I samtlige dameblade kan du læse om hvad der er sundt og spise, eller hvad der slår dig ihjel. Bladr en side, så ser du hvordan kvindekroppen bør se ud. Stram, smækker og med proportionerne i orden. Huden fejlfri, håret perfekt..... Alt sammen heeeeelt naturligt, uden motion, uden cremer og uden krøllejern. "Sådan ser jeg bare ud tihi", mens der blinkes med stooore uskyldige bambi øjne.

Man lærer en masse af de blade. Og af tv og de sociale medier.

Man har helst en børneflok, alle med røde kinder, dyrt tøj, med et sundt lille plaster på knæet. I deres madpakker er der speltboller, masser af grønt og vand tappet de helt rigtige steder. Hov og husk lige at madkasse og drikkeflaske skal være lavet af biologisk nedbrydelige materialer... Hvis de ikke er, så er det DIN skyld det hele smuldrer og går under.

Imens render mødrene rundt og udtråler overskud... Meget af det. For de har de her perfekte børn, en mand med en god karriere (iiiikke stikke uden for normen her), hun har altid perfekt hår, make up og negle, når hun viser sig ude. Og hvis hun har jord under neglene er det et meget bevidst "se, jeg er så overskudsagtig, at jeg ud over børn, karriere og mand, samtidig har 150 kvm køkkenhave, da jeg mener økologi er en pligt".

Altid når man ser hendes hjem på billeder, er det fnugfrit, fejlfrit og helt blottet for liv. Vasen står altid samme sted... Aaaaj den blev lige flyttet hen på skænken på næste foto.... Det skal jo heller ikke være FOR opsat, vel?

Om hun så er enlig mor, så er alt spotless. Hun har bil, hus, hun jonglerer med karriere, fritids arrangementer ved børnenes skoler, hun kører børnene hid og did, hun sørger for de intet mangler, en iPhone er jo for fanden et vigtigt redskab, vi lever jo i moderne tider. MINE børn skal i hvert fald ikke rende rundt uden og udstråle at de ikke er med på beatet. Om vi så skal belåne huset til op over skorstenen, for at kunne opretholde de fine ydre. Det kan ingen jo se alligevel.

Vi bliver skide bange for ikke at være perfekte. Det er opslidende og pisse hårdt at leve op til. Selv de der speltmødre, der kæmper deres seje kamp for at udstråle at de er seje og har åh så meget styr på tilværelsen. Hop ned fra hesten... Jeres uperfekte små sider skinner igennem.

Ingen er perfekte... Ingen overhovedet. Og alligevel kæmper vi så hårdt for at følge med. For at sige det rigtige, eller i hvert fald ikke det forkerte. For hvis man har bestemte holdninger, så bliver du valgt fra.

Idag kan man miste et venskab, hvis du stemmer på et andet parti end vedkommende. "Er du ikke enig med mig? Giiiisp, jamen jeg troede vi var venner"!  Små marginaler, kan være afgørende for venskaber, bånd, andres syn på dig og din (u)perfektionisme.

Jeg kan jo lige så godt bure mig inde.

- jeg farver håret, da jeg er leverpostejsfarvet og det er da bare kedeligt

- jeg har ikke perfekte tænder. Af grunde jeg ikke forstår, skal emaljen på mine tænder bare krakelere og dermed give bisserne dødsstødet, een efter een, lige meget hvad der gøres. Jeg kunne have haft en villa idag, hvis jeg havde valgt gebis som 21 årig.

- jeg var ikke egnet til arbejdsmarkedet. Jeg døjer med ledsmerter og en del andre ting. Hvilket gør at jeg ikke passer ind. Bummer....

- jeg er født med forkerte proportioner. Jeg er lav, jeg har altid været alt for tynd og så har det der med bryster sprunget mig over. Nu har jeg så på kun 4 mdr taget 25% af min egen vægt på... Og nu er jeg pisse utaknemmelig, da det hele satte sig på maven. Jeg er barnligt sur... Jaaa, jeg har alle dage ønsket mig at tage ti kg på. Men nu stiller jeg sgu også krav.... Hvor fanden blev patterne af?

- mit hjem er ikke spotless. Der er nullermænd i krogene, det er for småt, det er lejet, her er lidt for koldt om vinteren. Jeg er tit flov over ikke at kunne vise et stort, lyst og lækkert hjem frem.

- hos mig er det som om ET rum, kan være perfekt af gangen. Og der er mindst et rum der altid ligner crap. Det rum man lukker døren til.

- jeg har i årevis været pinlig over kun at kunne eje gamle rustne biler.

- jeg er pinlig over at jeg tit må klippe og farve mit eget hår, da jeg ikke kan skaffe 700kr hver tredie måned til klip og farv. Det er sådan noget man næsten ikke tør sige!

- jeg gad godt prøve en fin kjole og en feeed makeup. Jeg gad godt prøve et SPA. Og massage, healing og mange andre ting. Men jeg er ukomfortabel med at en fremmed skal være så tæt på min intimsfære. Jeg synes jeg ser grim ud med makeup. Jeg synes læbestift er forfærdeligt... Helt ærligt, det smager grimt og ender med at forsvinde eller sidde hvor det ikke skal. Og så sætter det fokus på min mund og derned mine tænder. I øvrigt har jeg ikke de der perfekte læber, der er fyldige, med en fin amorbue.

- jeg har altid synes at jeg ikke gav mit barn nok. Jeg havde ikke råd til det dyre tøj, speltbollerne, tre gange fritidssport, ferier (ikke mindst) og ti ture til legoland og meget andet, hvert år.

- jeg har prøvet at udstille mine ting et sted hvor man om aftenen inviterede på galla. Jeg var ved at skide i bukserne og meldte fra til gallaen.... For jeg ejer ikke en smuk kjole. Og jeg har så gu ikke råd til at finde penge til det.

- jeg tror man glemte mig, da der skulle deles husmodergen ud og gener der gør sig god som værtinde. Jeg er røvdårlig til at huske at byde på kaffe. Jeg kan ikke huske om du drikker the eller kaffe. Ikke fordi jeg ikke lytter... Men jeg vil hellere bruge krudt på at lytte til alt det spændende du har at sige. Jeg lægger ikke mit sengetøj sammen så det ligger snorlige. Jeg stryger først en skjorte hvis jeg skal bruge den. Jeg husker ikke altid at få gjort rent FØR det trænger.... Som dem der har faste rengøringsdage. Jeg er totalt dårlig til at vaske vinduer uden striber. Når jeg er på besøg hos nogen og kvinderne går i køkkenet og hjælper hinanden, føler jeg mig som en fisk der er blevet bedt om at klatre i træer. Jeg føler mig i vejen og aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ikke hende der lige bager boller hos veninden. Jeg er meget lidt husmor!! Jeg er meget bedre til at stå sammen med gutterne og sparke dæk, mens vi diskuterer om hvordan naboen lige tilsluttede gulvvarme og om han nu gjorde det rigtigt.

Kort sagt - Jeg er uperfekt! Jeg burde være ligeglad. Men det har jeg fundet ud af at næsten ingen er..... Selv en kone der render rundt i trevlet tøj og med ru beskidte hænder, som camilla plum, er jo iscenesat. Og de ting hun siger skal vidne om overskud, bevidsthed om at være korrekt.

Jeg har også holdninger om at passe på mit moder jord. Jeg vil gerne at vi forurener mindre, bruger flere vindmøller og spiser sundere og stresser mindre. Jeg vil gerne flytte tilbage i mine bedsteforældres tid. Men gosh hvor er jeg træt..... Og jeg KAN simpelthen ikke sætte ind på alle fronter på een gang.

Jeg forstår min søde afdøde farmor (det menneske der har betydet sååå meget for hvem jeg er idag) da hun sommetider sagde : "Stooop, ikke så hurtigt, min sjæl kan ikke følge med"

Farmor, jeg elsker dig og dine vise ord. Vores sjæle halser efter os idag,,, og vi kan ikke holde det ud.