Det er onsdag .... og jeg har længe været lidt ekstra tudemarie. Alting føles op ad bakke og hjemmet ligner mere og mere en rodebutik. Langsomt er angstens grimme ansigt dukket op her og der... Når postkassen skal tømmes, regninger betales og de der sug i maven, mens hjernen skriger: "SHIT- har du husket....."
Men denne morgen vågnede jeg ved at hjertet bankede som blev jeg jagtet af manden med leen. Mens maven knugede sig sammen og truede med at vende vrangen ud på sig selv. Enden blev, at jeg måtte løbe ud til toilettet.... maven vandt kampen. Men angsten er ikke væk endnu.... den sidder som et SUG i maven. På samme måde, som når du sidder i en rutsjebane i Tivoli, liiiiige der på kanten af bakken, hvor tyngdekraften får dig til at lette en anelse i sædet. WUUUUUSSSSJJJJHH! Og så løber man lige en tur på toilettet igen - denne gang med tynd mave.
Hvad SKER der? tænker jeg. Hvad fanden er jeg så bange for? Jeg kan ikke sætte en finger på det. Men tårerne begynder at vælte frem. Ukontollable tunge hulk ruller igennem kroppen og mange måneders frustrationer vælter ud, som en klam flod.
Hjernen går i selvsving og fortæller om alverdens ulykker ude i fremtiden. TÆNK hvis bilen taber udstødningen i morgen? Eller hvad hvis du knækker en tand? Hvordan skal du så betale den regning? HVA?
Jeg ved godt det hele ikke er kommet hen over natten, siden jeg lagde mig til at sove igår.
Det har længe føltes som at køre på cykel på en grusvej. De små sten, der ruller til side, når cyklens dæk rammer dem og får dig til at slingre let, mens du cykler i stabil fart. Du føler du har fod på det.... for en grusvej ER jo bare ujævn.... det er forventet og man har prøvet det før.
Men man kan blive så vant til ujævnhederne, at man helt glemmer at kigge godt efter. Måske er der et større hul.... bum, et eger i hjulet knækker. Det går også fint nok.... man konstaterer at man fik et slag og cykler så videre.
Men på et tidspunkt kan hjulet ikke bære mere og ved næste hul i vejen, knækker det helt sammen.
Jeg har fået et chok - pludselig ligger jeg og roder her i sølet. Med tårerne der nærmest springer ud af hovedet, snotbobler og en blanding af angst og magtesløshed. Mig der plejer at have fod på tingene og løse ANDRES problemer, kan nu ikke engang flytte mig fra badeværelset.
Jeg sidder lammet på gulvet og aner ikke mine levende råd.
Men det værste er skammen der kommer krybende som en sort skygge. Skammen over at jeg sidder der på gulvet og ikke kan noget. Helt ærligt, man "skaber sig ikke... man smiler og siger: Jeg har det fint". Man sidder ikke på sit badeværelsesgulv og tuder fordi man ikke ved hvordan man skal komme ind i stuen.
"Hold op med at skabe dig - Rejs dig op og tag dig sammen"! FY for den, du skulle SE dig selv!!
-----------------------------
Jeg kommer ind i stuen og lander på sofaen. Hvordan jeg kom herind, kan jeg ikke rigtigt huske. Men jeg er meget bevidst om, at mine køkkenskabe er tomme. Jeg skulle have været ud at handle. Jeg tuder videre og aner ikke mine levende råd.
Alt hvad jeg har er en pose krydderboller, en bakke smør og et af de store glas Nutella fra Tyskland. Jeg forsøger derfor at riste en bolle. Men ledningen fra brødristeren sidder fast mellem skuffen og skabet. Dette udløser endnu en tsunami af tårer... "kan du ikke engang finde ud af at riste et skide stykke brød? Svækling!" Brød må være brød og jeg tager en bid af den tørre bolle, griber Nutellaen og en ske. Det er det man ikke gør.... eller nogen gør, men man siger det i hvert fald ikke højt. Jeg spiser Nutellaen med ske!
Efter nogen tid med skiftevis gråd, panik og magtesløshed, vokser frustationen.... JEG er ikke sådan her?! Jeg er hende med et fast greb i tøjlerne. Jeg er PYT-pigen. Jeg er ikke sådan en "SVAG" een, der ikke kan tage mig sammen......
Jeg har lyst til at skrige: "Undskyld - men jeg kan altså ikke gøre for det".
Sådan var det, den dag min cykel forsvandt under mig. Den dag jeg pludselig lå på grusvejen, med et ekset forhjul og blødende hænder og knæ.
No comments:
Post a Comment